Moovy Exclusive: Hvorfor Oscars? De bedste Oscar-øjeblikke

Vores bud på fem mindeværdige Oscar-øjeblikke, der både er underholdende og med til at vise os en human side af de store stjerner.

Når de gyldne statuetter bliver overrakt til diverse film og filmskabere, sker det nogle gange under særlige forhold. Talerne kan være følelsesladede, sketches kan være morsomme, budskaber formidles, og tingene bag scenen kan gå galt. Øjeblikke som disse er med til at gøre den årlige Oscar-ceremoni underholdende, da det viser os en human side af de store stjerner. Det cementerer, at showet er en fest og hyldest af film og skaberne bag. Derfor er der blevet kigget i arkivet, hvor jeg har udpeget mine personlige "Top 5 Oscar Moments".

Cuba Gooding Jr's episke øjeblik

1997 var året, hvor "Den engelske patient" tog de største statuetter, Coen-brødrene høstede en fortjent Oscar for "Fargo", "Independence Day" vandt for bedste visuelle effekter, og ikke mindst hvor Cuba Gooding Jr. vandt bedste mandlige birolle for "Jerry Maguire".

Lykkeligt går han op til scenen, velvidende, at der ikke skal tales for længe. Normalt hedder det sig, at hvis talen er for lang, afbryder orkesteret, så alle kan komme videre i teksten. Quentin Tarrantino afbrød musikken i 2013, men Gooding Jr. brugte det til at styrke tale. Omend det sikkert var ufrivilligt, gjorde musikken takketalen episk. Det komplimenterede hans eufori. Glæden ved at modtage prisen og taknemmeligheden for familien, venner og kollegaer sammen med soundtracket gør, at man fristes til at give stående applaus.

"We forgot one"

Da prisen for bedste cinematografi skulle uddeles i 2014, var det Amy Adams og Bill Murray, der præsenterede prisen. Efter de nominerede blev præsenteret, stoppede Murray dog seancen med beskeden "we forgot one". Herefter nævnte han Harold Ramis, instruktøren bag "Ghostbusters" og "Groundhog Day", der døde ugen før showet. Efterfulgt af klapsalver fra publikum og en tydeligt knust Bill.

Hvad der gør dette øjeblik mindeværdigt, er, at Murray og Ramis havde hadet hinanden siden 1992, hvor de dog tilgav hinanden kort før Ramis' død. Trods fortidens problemer var dette synet af en mand, der havde mistet én, der stod ham nært. Man kan ane savnet og måske også skyldfølelse over fejden. Et smukt og hjerteskærende øjeblik.

Sacheen Littlefeather

I 1973 vandt Marlon Brando prisen for bedste skuespiller for sin uforglemmelige præstation som Vito Corleone i "The Godfather". Han afviste prisen, hvor Sacheen Littlefeather i stedet indtog podiet. Budskabet var tydeligt: Måden, hvordan Hollywood behandlede indfødte amerikanere, var forfærdelig. Modtagelsen blandt publikum var blandet, men det var et stærkt budskab. Dette banede vejen for politiske budskaber ved Oscars. Brando var ikke interesseret i hæder, men at gøre, hvad han fandt rigtigt. Evig respekt herfra.

"the only laugh that man will ever get in his life is by stripping off and showing his shortcomings"

1974. Værten David Niven skal til at introducere Elizabeth Taylor, der vil uddele prisen for bedste film. Niven rammer sømmet i første omgang ved at påpege, at verden er på randen af et nervøst sammenbrud, og at underholdningsværdien ved film gør, at folk forbliver fornuftige. Men herefter dukkede aktivisten Robert Opel op, der løb nøgen på scenen.

Selvom det angiveligt var et PR-stunt med showets producer Jack Haley Jr's velsignelse, kan man ikke benægte reaktionerne fra både publikum og Niven. Der bliver grint af forargelse, hvor Niven er påvirket. For at genetablere kontrollen ved både at virke professionel og lave en kæk joke. Det overraskende er, at Opel ikke blev smidt ud af ceremonien, men derimod fik taletid. Her ytrede han "it is a hell of a way to launch a career". Sceneløberen blev dræbt i et tragisk hjemmerøveri i 1979. Eftermælet kan diskuteres, men det er svært at glemme som Oscar-moment.

2017 ceremonien

Showet i 2017 var mindeværdigt. Værten Jimmy Kimmel lod sig inspirere af sit talkshow. Fortsættelsen af "fejden" mellem Kimmel og Matt Damon kom i fokus. De to herrer saboterede hinanden, hvor Damon fik sin "modstander" til at snuble, og Kimmel afbrød præsentationen af bedste drejebog, så snart Damon begyndte at tale. Det var morsomt, både fordi Oscar-formatet blev brugt på en opfindsom måde, men også fordi begge parter var med på joken.

Warren Beatty blev (retmæssigt) forvirret over kuverten for bedste film, hvor Faye Dunaway skimtede brevet og erklærede "La La Land" som bedste film. Efterfulgt af nævnte films producere og instruktørs erkendelse af, at "Moonlight" faktisk var den sande vinder. Det er svært at sige noget, som ikke er blevet sagt i forvejen, så jeg vil nøjes med at rose "La La Land"-holdets reaktion, hvor de hjalp med at påpege fejlen og med glæde gav deres statuetter videre.

Hvilke Oscar-øjeblikke finder du mest mindeværdig?

Kommentarer

Hvorfor Oscars? De bedste Oscar-øjeblikke

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen