Moovy Exclusive: Hvorfor plot er så vigtigt

Sommeren er for længst forbi, og dermed står det også lidt stille med de højtbudgetterede film (hvis vi ser bort fra den seneste "Star Wars"), som for mig ellers er noget af det bedste ved sommeren. Og dog kunne de måske godt have været lidt bedre. Flotte var de selvfølgelig, bedre CGI og vildere stunts end nogensinde, men alligevel var det, som om noget manglede - noget, som blockbusters bare var bedre til i gamle dage: Plot.

Alle gode historier har tre akter. Det plejede man i hvert fald at sige, og jeg vil argumentere for, at det langt hen ad vejen stadigvæk er rigtigt. De tre akter relaterer til hovedpersonen, og hvad han eller hun går igennem. Naturligt nok starter enhver historie med (1) en introduktion af vores helt. Dernæst kommer der (2) en konflikt, som eskalerer og bliver værre og værre indtil den endelige konfrontation, og (3) resolution falder på plads. Personen, vi slutter med, er igennem disse tre akter blevet et nyt menneske. Verden er blevet et nyt sted.

Et godt plot skabes af gode karakterer, som man kan følge og forstå. Det er karaktererne, som styrer plottets gang. Hvis plottet fungerer, så ved du, hvad de vigtigste karakterer vil, og hvorfor de gør, som de gør.

Eksempel på godt plot: "The Matrix"

Et godt eksempel på en film med velfungerende plot og karakterer er min egen yndlingsfilm, "The Matrix". Når Mr. Anderson ikke prøver at passe sit arbejde som programmør, er han en hacker ved navn Neo, der søger svar på store eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålet, som optager ham allermest, og som får ham til at sætte livet på spil, er: "Hvad er The Matrix?"

Det er hans beslutning om at tage den røde pille, som den mystiske Morpheus tilbyder ham, der åbner for Akt 2, hvor han endelig lærer sandheden. Han ser, at hans tilværelse indtil nu har været intet mindre end en computergenereret drøm, og at han dermed ikke har været herre over sin egen skæbne. Neo søger nu svar på spørgsmålet: "Er han den Udvalgte, som ifølge profetierne skal befri hele menneskeheden fra The Matrix’?"

Til vores store overraskelse fortæller Oraklet ham, at han ikke er den Udvalgte, men at Morpheus vil finde den rette person – og dette leder til Neos uselviske beslutning, der definerer plottet i Akt 3: Beslutningen om at redde Morpheus fra agenterne. Den store beslutning giver Neo en midlertidig eksistentiel mening, og den endelige forløsning kommer naturligvis, efter nogle klassiske actionscener, da det viser sig, at Oraklet løj – at Neo faktisk er den Udvalgte – men at han lige skulle dø og have et magisk kys først (det er trods alt et eventyr).

Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at kunne analysere "The Matrix" på denne måde for at nyde den. Analysen viser dog, hvorfor filmen fungerer: Vi er aldrig i tvivl om, hvorfor Neo gør, som han gør, og hvad hans mål er. Plottet har en indre logik, hvor den ene situation fører til den næste.  Det giver filmen et flow - en fornemmelse af tid og fremdrift. Det gør filmen medrivende og spændende, så vi næsten glemmer, at vi ser en film, men tror på universet. Slutningen efterlader os med en følelse af, at historien er komplet, og vi er nået i mål. Alt dette kan vi takke Tre-akt-modellen for.

Modellen findes overalt

Det kan virke lidt underligt at have så stor respekt for en simpel fortællemodel, men tag et kig på, hvilke film der er blevet succeser, både hos anmeldere og hos publikum. Tre-akt-modellen findes overalt.

Hvad end det er Marty McFly, som skal sikre, at hans forældre bliver forelsket i hinanden, så han ikke selv forsvinder ud af historien; eller det er den tidligere CIA-agent Bryan Mills, der skal redde sin kidnappede datter, så er der tale om den samme grundfortælling. Konflikter og udfordringer former historien, der truer status quo, men som til sidst giver hovedpersonen det, han eller hun længes efter eller har brug for - og ofte mere til.

Der er en grund til, at John Lasseter, som i høj grad kan tilskrives meget af æren for Pixars succes, har udtalt: "Tre-akts fortællestruktur er rent basalt, hvad film er. Det er så vigtigt. Og det er så få mennesker i branchen, der rigtig er klar over det." Tre-akt-modellen sikrer, at du har en karakter med personlighed og mål, en konflikt og en logisk afslutning.

Når dygtige folk laver dårlige film

Hvis tre-akt-modellen er grunden til, at gode film lykkes, så er den også grunden til, at mange film, som ellers er teknisk imponerende, mislykkes. Selv dygtige mennesker laver dårlige film, når de ikke mestrer noget så grundlæggende som plot.

Tag for eksempel Michael Bay og George Lucas, som har bedre sans for visuelle effekter og overordnet cinematografi end de fleste. Lucas klarer tilsyneladende ikke at holde fokus på en hovedperson, og deres motivationer er ofte en gåde for ham (og derfor også alle os andre) - muligvis med undtagelse af den arketypiske skurk, som opererer i baggrunden. Grunden til, at "The Rock" ofte kåres som Bays bedste film, er, at det er den eneste af hans mange action-blockbusters, som har karakterer med rigtige motiver og et forholdsvis sammenhængende plot. Da Bay begyndte at filme "Transformers: De faldnes hævn", var det uden et manuskript. Resultatet er en ugennemtænkt fortælling, bedst beskrevet som en serie tilfældige og usammenhængende hændelser.

Hollywoods habile fortællere

Hvorfor tog alle så godt imod en film som sommerens "Mad Max: Fury Road"? Var det bare på grund af de vilde actionsekvenser - eller kunne den noget mere? Hvorfor fik "Fantastic Four" ikke samme succes? Jeg tror, at plot er svaret. Det er på grund af plot, at der allerede er hype om Christopher Nolans film, som udkommer i 2017, selvom ingen endnu aner, hvad den skal handle om. Manden har nemlig vist (med bl.a. "The Dark Knight" og "Interstellar"), at han både behersker plot og teknik.

Det samme kan siges om James Cameron, der gav os den innovative "Avatar". Fortællingen var næsten triviel og mindede meget om fortællinger, som vi har set før, men dermed slap Cameron dog for at afprøve noget nyt. En "sikker" fortælling koblet med ny teknologi (3D-effekten) bidrog til, at "Avatar" blev den mest indtjenende film nogensinde. Dens største fortjeneste var dog, at publikummet troede på den. Mennesker har overvejet at begå selvmord i håbet om at vågne op i det univers, han har skabt – større succes kan en filmskaber næppe drømme om.