Moovy Exclusive: INTERVIEW: Vi er en generation af skilsmissebørn
Instruktør Nicoline Skotte fortæller om at miste sin barndom og samle stykkerne i evigt aktuelle "En fantastisk familie".
Op mod 35 % af alle ægteskaber i Danmark er endt i splittelse, der har delt barndommen op i et før og efter. Børnene kan ende som ofre mellem mor og far, aflæsning af stemninger oplæres hurtigere end lektier. De udvikler sig som de stille diplomater med antennerne foldet ud.
"En fantastisk familie" er et kærligt og dog kirurgisk portræt af dét efter – og alt det, det trækker med sig. Om hvordan det er som voksent menneske og mor stadig at være den, der prøver at klinke skårene og forstå, hvorfor det brud skete.
Instruktør Nicoline Skotte gransker sin egen opvækst som skilsmissebarn i filmen. Hun sætter sine forældre i scene. Mest af alt rettes kameraet mod hende selv og et barndomstraume, der har formet hende som mennesket. Men også publikum, nu en stor andel af publikummet bærer på samme bagage.
Jeg møder Nicoline Skotte under CPH:DOX. Direkte efter en visningen af filmen, hvor publikum var 400 gymnasieelever. Netop det relaterbare element er et kerneelement under arrangementet.
"Det er jo det, jeg håbede," siger hun med lettelse over at publikummet fangede temaet. "At nogen ville kunne spejle sig og tænke: ‘Gud, det er også min familie.’"
Forsoningslaboratoriets kaffemøde
Nicoline Skottes film starter med et ønske om at forstå, ikke nødvendigvis forsones.
"Jeg ville ikke lave en film, hvor målet var, at de skulle drikke kaffe sammen hver søndag," siger hun med et skævt smil. "Det handlede om at få dem til at tale. Bare tale. Og måske få mig selv til at forstå, hvorfor noget stadig gør ondt," siger Nicoline Skotte.
Med en håndholdt balancegang mellem det private og det universelle rum, inviterer Skotte sin mor og far ind i et studie. Et opstillet, men trygt rum, fri for gamle mønstre og nye ægtefæller. Med kun hendes forældre og Nicoline som gæster foran kameraet.
"Jeg kaldte det et forsoningslaboratorium," fortæller hun. "Ikke fordi der nødvendigvis skulle ske en forsoning, men fordi noget skulle sættes i gang. Noget skulle ske," siger Nicoline Skotte og fortsætter:
"Og det var netop i dette kunstigt skabte rum, uden fotografier på væggene, uden minder, uden de nye kontekster, de ellers havde bygget hver deres liv i, at der blev mulighed for at finde ind til noget gammelt. Noget glemt. Noget, man måske havde bildt sig ind, at man var færdig med."
Det magiske mellemrum
"En fantastisk familie" er en sårbar hybrid mellem dokumentar og iscenesættelse. Kameraerne kører, men samtalerne er ægte og sårbare. Der bliver lagt hænder på bordet – og en enkelt på en andens hånd. Da far rækker ud mod mor.
"Det øjeblik så jeg først, da vi kom hjem i klipperummet," siger Skotte. "Jeg var selv trådt ud. Men der, lige der, skete der noget."
Styrken i "En fantastisk familie" ligger i dens ærlige portræt af mennesker, som er mere og andet end deres brud. Selvom skilsmissen har været så livsdefinerende for hele familien.
Sød musik opstår, når forskelligheder mødes, siger ordsproget. Og det gjorde det til at starte med, da hendes forældre mødtes. Selvom det i portrætteringen udefra ikke er svært at se, hvorfor det ender i et brud.
En højtuddannet mor med ild i stemmen og københavnsk kant. En håndværker-far med tavshed som rustning og et hjerte, der sidder lidt for dybt i kroppen. To meget forskellige personer, der er en slikbutik for en dokumentarisk. Dertil er det også fortællingen om generationer og dansk kultursammenstød.
"Jeg kunne jo ikke have skrevet det bedre," ler Skotte hjerteligt. "Hun er fra Jehovas Vidner fra Sjælland. Han er nordjyde og ti år ældre. Det er jo næsten for godt til at være sandt."
Det dokumentaristiske guld drysser ned over scenerne, de to eks-partnere åbner op og tøvende taler om dengang for 27 år siden. Om det, de aldrig rigtig har talt om overfor hinanden eller med Nicoline om. Om en voldsom abort, om den voldsomme årsag til bruddet, om hendes familie, der som Jehovas Vidner aldrig accepterede ham.
"Jeg har jo bare haft et behov for at få det sagt," siger Nicoline. "Men at vi aldrig har talt om det, betyder jo ikke, at det ikke har fyldt."
Et liv i diplomatiets tjeneste
Frigørende humor og lune afvæbner det tunge skilsmissetema. Men under humoren ligger en stille sorg. En længsel efter et fælles rum, et sted midt imellem barndommens tavsheder og voksenlivets forståelse. Især for Nicoline Skotte.
"Jeg tror, jeg har brugt meget af mit liv på at være udglatteren," siger hun. "At holde stemningen god. At være antennebarn."
Nicoline Skotte beskriver det som et konstant beredskab, der har eksisteret siden hun var ti år. En viden om, hvem man skulle være i hvilket rum.
"Det er ikke, fordi jeg ikke har haft en god barndom. Jeg har bare ikke haft en samlet familie. Jeg har haft to forældre, men ikke en helhed."
Dén erfaring omsat til film gør "En fantastisk familie" vedkommende. Det er ikke kun Nicolines historie. Den er en fortælling om dem, der har navigeret i skilsmissens usynlige landkort. Og som har forsøgt at optegne nye kort. Også for de børn, skilsmissebørn efterfølgende selv bliver forældre for.
Kunstens mulighedsrum
Nicoline Skotte bruger filmens rum – både fysisk og fortællemæssigt – som et sted, hvor transformation kan ske. Ikke nødvendigvis en lykkelig slutning, men måske en ny begyndelse, der bygger videre på erkendelsen om fortidens hændelser.Traumebehandlingen kan i "En fantastisk familie" minde om metoden, ikke i sit indhold, om Joshua Oppenheimers skelsættende "The Act of Killing". Aktørerne konfronteres og opfører deres gerninger i teatralske opsætninger. Virkeligheden iscenesættes fremkalde sandheden.
"Jeg kunne jo have lavet en mere klassisk dokumentar. Men jeg tror, det her format tillod noget andet – en anden ærlighed. Når der ikke er nogen kartofler på bordet, men tre kameraer i hjørnet, så opstår der noget andet. Og nogle gange glemmer de, at kameraerne er der," siger Nicoline Skotte.
Studiet hvor forældrerne mødes bliver et metaforisk rum, hvor der åbnes op for samtalen. Hvor fysisk neutralitet som platform muliggør en form for mental æltning.
"Det er et kunstgreb, ja, men også en terapeutisk struktur. Et slags front stage og backstage. Og nogle gange sker det magiske netop backstage, over en kop kaffe, uden at kameraerne behøver rulle i øjenhøjde," siger Nicoline Skotte.
En samtale, der må tage sin tid
Hendes film er allerede blevet brugt af organisationer som Børns Vilkår og Center for Familieudvikling. "En fantastisk familie" er et nødvendigt spejl i en tid, hvor skilsmisser er blevet normalen, men stadig gør ondt.
"Vi glemmer nogle gange, hvor stort et indgreb det er i et barns liv," siger Nicoline Skotte. "Bare fordi det er almindeligt, er det ikke ufarligt."
Samtalen er hård, men vigtig. Ikke alene for Nicoline Skotte og hendes forældre. Men også for andre familier og børn.
At samtalen ikke er farlig. Og at det aldrig er for sent at tage den.
Nicoline fortæller, hvordan filmen har skabt nye rum mellem hende og hendes forældre. Hvordan det, at de har set filmen flere gange, har fået dem til at reagere anderledes. Selvom det tager tid og refleksion.
"Første gang min far så den, begyndte han at tale om fodbold bagefter. Nu begynder han at tale om mig."
"En fantastisk familie" kan ses nu på CPH:DOX, læs mere om filmen her.