Moovy Exclusive: INTERVIEW: "Vi har levet i en slags Don Corleone-silence, hvor man ikke snakker højt om problemerne. Med disse film har vi smidt hele lortet på bordet."

Henrik og Christian (von) Ernst er stadig hovedpersonerne i rørende aktuel familietraume-saga om social arv, skam og misbrug.

"Hvad fanden vil de vise? Altså, vi har filmet i fjorten år, gør det her ondt? Er det virkelig så grimt? Er det her noget, folk gider at se? Sådan tænkte jeg, du ved. Men så var der den her episode i filmen, hvor hele salen i går klappede. Da Alexander bliver student med to 12-taller. Og han sad ved siden af mig i salen. Det var bare rørende."

"Ja, det var det sgu. Det var så godt."

Jeg sidder overfor brødrene Henrik Ernst og Christian von Ernst, hovedpersonerne i Christian Sønderby Jepsens dokumentar "Faderen, sønnerne & Helligånden".

Selvom de i snart femten år har været under kameralinsen er det som om, at de stadig ikke helt forstår interessen fra et større publikum. Aftenen før deltog de i en udsolgt gallapremiere, hvor også Henriks søn, Alexander, som kameraet har fulgt siden han var en lille dreng, var med. Lokalet, hvor interviewet finder sted, er en etage over salen, hvor filmen blev vist.

Det er tydeligt at se i øjnene på dem, at de blev rørt over at genfortælle publikums reaktion, da Alexander i filmen får studenterhuen på. I det øjeblik havde de brudt forbandelsen. De havde vundet over den sociale arv. Sønnike var blevet en mønsterbryder. 

Dokumentarfilmen, der følger op på den Bodil-vindende "Testamentet", portrætterer en årelang familiesaga, hvor de to brødre kæmper for at få en millionarv fra bedstefaren, som de er blevet lovet hele deres liv. Her får publikum frit udsyn i deres liv fra bunden af samfundet. Herunder indsigt i, at arven er overordnet tema som ikke kun handler om økonomi, men også om kampen mod strukturelle og socio-økonomiske kvælertag. 

Første film fra 2011 er siden da blevet fast undervisningsmateriale i gymnasier landet over. I "Faderen, sønnerne & Helligånden" har Christian Sønderby Jepsen fulgt dem i tolv år.

De to film er sammenlagt et vidnesbyrd om den stadig eksisterende konflikt om social arv i Danmark, som vi danskere helst ikke anerkender. At vi er ulige og ikke alle har de samme forudsætninger og muligheder er en udansk tanke, men ikke desto mindre en sandhed, som Ernst-brødrene har kæmpet med hele deres liv. I opfølgeren spirer et håb ud af den terapeutiske proces, når en dysfunktionel families kaster maskerne af sig. Og ønsket om at andre kan blive inspireret.

"Man kan sidde fast og ikke komme videre og bare spiller computer, drikker, ryger hash og har ondt af sig selv. Og synes, at det hele er uretfærdigt. Det er det jo også," siger Henrik Ernst og udånder tungt:

"Men den tankegang dør du af, hvis ikke du rejser dig op og kommer videre. Der føler jeg, at jeg gerne vil motivere andre som i min situation. Ved at vise, at det faktisk godt kan lade sig gøre."

At se den sociale arvs dæmoner i øjnene

Selvom Henrik i sin tid var den, der tog initiativ til at kontakte Christian Sønderby Jepsen efter at have set et opslag om at medvirke i en filmproduktion, blev Christian Ernst hurtigt kastet ud i projektet. Og det var med hans ord svesken på disken fra start til slut. Han blev kastet ud i det.

"Når vi er ude og holde foredrag, bliver vi altid spurgt, om der ikke bliver gået for tæt på. Men så havde filmene jo ikke været det samme," siger Christian, der har tilføjet et ‘von’ foran Ernst, fordi det lød mere i bedstefarens ånd.

"Filmene har hjulpet mig meget. Jeg har fået lov til at se mig selv udefra, og det har ændret mit liv til det bedre. Jeg kalder det min mørke passager – de dæmoner, jeg bærer på. Filmen gjorde mig opmærksom på dem."

Henrik nikker genkendende. "Vi har begge haft masker på hele livet. Min maske har været klassens klovn, kamæleonen, der hele tiden tilpasser sig. Det var ren overlevelse."

I "Testamentet" og "Faderen, sønnerne & Helligånden" følges Henriks og Christians liv gennem næsten femten år, hvor de konfronteres med konsekvenserne af en arv, der både er økonomisk og følelsesmæssig. Efter deres bedstefars død opstår en intens strid om en betydelig arv, som bliver en katalysator for at afdække familiens skjulte konflikter og hemmeligheder. 

"Vi har levet i en slags Don Corleone-silence, hvor man ikke snakker højt om problemerne. Men med disse film har vi smidt hele lortet på bordet."

"Ja, netop," istemmer Christian von Ernst. "Vi ville gerne have det frem. Jeg vil vise, hvem jeg er. Det er grimt, men sådan er det. Men det var befriende bare at slippe tøjlerne."

Filmens styrke er ikke bare som fortælling, men som et redskab til personlig forandring. Skabelsen af et sprog som opgør med social skam. 

"Jeg skulle blive 50 år, før jeg lærte, at jeg faktisk er god nok. Vi er jo inderst inde bare små børn, der vil elskes. Det er et sort hul, som aldrig rigtigt bliver fyldt op indeni," siger Christian med et afklaret blik.

Opgøret fra bunden

"Faderen, sønnerne & Helligånden" er en film til tiden. Selvfortællingen om det pæne ligusterhæk-Danmark står for skud. Den demonstrerer, hvordan den sociale arv ikke blot er mejslet ind i usynlige vaner og mønstre, men også i dybt rodfæstede, uudslettelige følelsesmæssige og selvdestruktive ar. 

Filmen viser også, hvordan familiens sociale arv bæres videre til næste generation. Især illustreret gennem Henriks søn, Alexander, hvis oplevelser og refleksioner tilfører fortællingen en ny dimension. Alexander står i filmen som en slags symbol på håbet om at bryde den onde cirkel. Frygten for at videregive den sociale arv fylder dog hos hans forældre. 

"Min kone har været vildt bekymret over det. At vi påvirker dem for meget i en negativ retning, når det bliver grimt. Men jeg retfærdiggør det ved at sige, at børn de ser os, når vi er uvenner. Men de ser også, at vi bliver gode venner igen," siger Henrik Ernst.

"Du har prøvet så godt du kan, det ved de godt," siger Christian og overtager:

"Jeg vil gerne have, at mine sønner ser, at jeg prøver. Jeg er ikke bare det stykke affald, som jeg har følt mig hele tiden. Selvom jeg føler, at jeg har været en dårlig far." 

- Dokumentarens store styrke er jeres ærlighed. Og at I gennemgår en udvikling både sammen og hver for sig. Også at I kommer til erkendelser og rent faktisk formår at tage dem til efterretning. Har filmene forandret noget hos jer? 

Henrik sidder tænksomt et øjeblik, før han svarer.

"Det er nemmere for mig at indrømme, at jeg er en dårlig far, end at tale om min egen dårlige opvækst. Det er utroligt befriende at smide masken, men også svært at modtage positiv feedback, fordi man er så vant til at dyrke det negative."

En tredje film er i støbeskeen. Her får Alexander en større rolle. Formålet her er at se, hvor meget af den sociale arv der gives videre til deres børn. Hvilke værktøjer som bryder mønstret. Og om de to brødre får brudt deres arv.

De to dokumentarfilm har påvirket deres forhold til omgivelserne. Christian fortæller, hvordan han efter filmen har oplevet en ny respekt fra andre.

"Jeg tror, folk ser mig mere autentisk nu. De ved, hvem jeg er, og jeg behøver ikke længere at gemme mig bag en facade. Det er vigtigt at fortælle hele historien, uden censur," siger Christian.

"Kun sådan kan vi virkelig forstå, hvad der er sket, og hvordan vi kommer videre."

"Faderen, sønnerne & Helligånden" har dansk premiere 27. marts.