Spændende læsning Johan - ser frem til mere.
Godt at se at Pixar stadig har sin egen stil, og ikke helt blev fortæret af Disney maskinen.
Moovy Exclusive: Interview med "Luca"-instruktøren Enrico Casarosa
Den Oscar-nominerede filmmager diskuterer alt fra mod, spontanitet og H.C. Andersen til det ægte venskab, der inspirerede ham til at lave "Luca".
Pixars "Luca" er det hæderkronede og trendsættende filmselskabs 24. spillefilm, siden de lancerede en af filmhistoriens største milepæle i 1995 i form af "Toy Story" – den første rent computeranimerede spillefilm nogensinde.
Og ligesom den banebrydende debutfilm er "Luca" først og fremmest en film om venskab. Det er faktisk det mest fremherskende tema i Pixars repertoire – fra sammenholdet mellem to legetøjsfigurer ("Toy Story"), to muntre monstre ("Monsters, Inc.") og to robotter ("WALL·E") til båndet mellem en madglad rotte og en kok ("Ratatouille") og en spejder og en aldrende ballonsælger ("Op"). Og før nogen anklager Pixar for at være dovne og forudsigelige, er det værd at bemærke, at alle disse film er – eller i hvert fald tangerer til at være – mesterværker.
I "Luca" er fortællingens drivkraft det spirende venskab mellem de unge søuhyrer Luca og Alberto. Under havets overflade er de kulørte havmænd, men de forvandles til tilsyneladende almindelige rollinger af kød og blod, når de gæster de idylliske, italienske havnebyer på overfladen.
Det er et vanligt skørt og skønt koncept til en Pixar-film, der danner grobund for masser af festlige forviklinger, idet de to drenge bliver klogere på verdenen og hinanden, alt imens de kæmper bravt for at hemmeligholde deres ophav af frygt for at skræmme menneskerne (som vel at mærke elsker at spise skaldyr) og samtidigt ophidse deres skjulte undervandsfamilier. Enhver fysisk kontakt med vand afslører drengenes underliggende "havhud", så de er nødt til at udvise forsigtighed, alt imens de kækt kaster sig ud i alle de uforudsigelige vovestykker, som kendetegner teenagetiden.
DEN SANDE HISTORIE BAG DET USANDSYNLIGE EVENTYR
Venskabet mellem Luca og Alberto er faktisk baseret på et særligt, kærligt kammeratskab fra virkelighedens verden: Det mellem filmens instruktør, Enrico Casarosa, og hans bedste barndomsven, der også hedder Alberto.
"Som barn var jeg tilbageholdende og genert," fortæller Casarosa os, da vi fanger ham over Zoom. Men den purunge Casarosa kom ud af sin skal, da han under en ferietur i sit italienske hjemland mødte den frembrusende og dristige Alberto, som hev sin sky legekammerat ud af hans comfort zone og således udvidede hans horisont og verden.
Og instruktøren håber, at filmen kan indgyde den tapperhed og videbegærlighed i børn, som den ægte Alberto i sin tid indgød i ham: "Jeg ville gerne have filmen til at slå fast, at man ikke skal lytte til de nedslående stemmer inde i ens hoved. Det handler om at mønstre mod. Drengene springer ud over en skrænt og ryger ned i havet, og det er en metafor for dét. Det handler om at jage drømmen og turde at tage springet. Det er det, som venskabet gør for Luca. Alberto hjælper ham. Jeg håber, at modet og venskabet gør indtryk på de børn, der ser filmen."
Generelt er Casarosa begejstret for den håbefuldhed og nysgerrighed, der præger barndomsårene: "Jeg elsker at opleve ting gennem et barns øjne, for når de oplever ting for første gang, så er de virkelig opmærksomme på alle detaljerne. Alt bliver forstærket, og det gør det til en stærk oplevelse for publikum at opleve historien gennem børnenes øjne. Vi har alle sammen et indre barn, og jeg elsker fortællinger, der minder mig om, hvordan jeg selv oplevede verden som barn, og forhåbentlig vækker 'Luca' de minder til live igen for andre."
H.C. ANDERSEN OG DE KLASSISKE HAVMONSTRE
Barnlig troskyldighed og optimisme gennemsyrer også Casarosas pragtfulde Pixar-kortfilm "La Luna", som blev Oscar-nomineret tilbage i 2012. I den film bestiger en lille dreng månen via en stige på åbent hav, og her opsamler han små, nedstyrtede stjerner.
Men lykkeligvis er monstrene i "Luca" ikke taget fra den 50-årige italieners egen opvækst. I stedet er det alt fra italienske over keltiske til japanske myter og folkeeventyr, som fik Casarosas fantasi til at gå amok og udtænke en historie, som Mike Jones ("Sjæl") og Jesse Andrews ("Me and Earl and the Dying Girl") dernæst omdannede til et brugbart filmmanuskript. Og Casarosa giver os en klar fornemmelse af, hvor både Luca-figuren og filmens positive syn på havmonstre stammer fra:
"Tellaro er en smuk, lille by, hvor man kan finde blæksprutter overalt. Skulpturer... Mosaikker... Der går en skrøne om, at en dreng i byen engang løslod en blæksprutte i stedet for at spise den. Og da pirater nærmede sig byen, så kravlede blæksprutten op fra havet og fik kirkeklokkerne til at ringe, og således reddede den byen.
"Der er også legenden om Colapesce, som fortælles på Sicilien og i Napoli. Det er historien om en dreng, der er så vild med at være i havet, at han til sidst forvandles til en fisk. Jeg har altid været fascineret af væsner, der kan skifte form. Den slags finder man i mange kulturer – eksempelvis tanukierne, asiatiske vaskehunde, i japanske folkeeventyr. Der er også selkierne ("sælfolk", red.) fra irske folkeeventyr. Jeg har altid været fascineret af tanken om, at der findes mere end det, vi kan se med det blotte øje og ved første øjekast."
Casarosa fremhæver endda vor egen "Den lille havfrue"-forfatter, H.C. Andersen, som en inspirationskilde og pointerer, at "Andersen blev inspireret af at være ved havet i Italien. Han var i Sestri Levante, og der er et berømt hus i byen, som man kan besøge, hvor han arbejdede."
SPONTANITET I EN "USPONTAN" VERDEN
"Luca" er absolut ikke Pixars mest tankevækkende eller opfindsomme opus. Den rummer eksempelvis ikke de komplekse og rørende refleksioner over livet, som gjorde "Inderst inde" og "Sjæl" lige så intellektuelt stimulerende, som de var fandens underholdende. Men "Luca" bugner til gengæld af smittende fortællelyst, energi og entusiasme, og det er måske en kende overraskende, når man tænker over, hvor tidskrævende og omstændelig en proces det er at lave computeranimation.
Ethvert skud i en 3D-animationsfilm skal møjsommeligt planlægges, designes og bearbejdes (af adskillige animatorer i talrige forskellige afdelinger), og animationen skal times til skuespillernes ord, før materialet renderes og til slut eksporteres. Jeg interviewede Brad Bird i 2011, efter at han netop havde lavet sin første live-action film, "Mission: Impossible – Ghost Protocol", ovenpå Pixar-perlerne "De utrolige" og "Ratatouille". Og Bird fortalte mig:
"Animation er ikke et spontant medie. Det er det bare ikke. Man kan imitere spontanitet, men man kan ikke skabe den. Det er faktisk noget af det fede ved live-action. Man kan filme noget to-tre gange og føle, at det ikke fungerer, men så får man pludselig en idé, eller måske får en anden en idé – måske en af skuespillerne – og så vækkes scenen til live, og startskuddet er gået."
Så hvordan skaber man fornemmelsen af spontanitet, som "Luca" tydeligvis bærer præg af, i både arbejdsprocessen og historiefortællingen? "Det er et virkelig godt spørgsmål," siger en eftertænksom Casarosa, før han snupper en kort tænkepause og så fortsætter:
"Man bliver virkelig nødt til at jage spontaniteten. Vi forsøgte at skabe et spontant miljø, da vi arbejdede sammen med børnene og optog replikkerne. Der er selvfølgelig to forskellige processer på en animationsfilm: Når man optager præstationerne, og når man animerer dem. Vi var netop interesserede i at få unøjagtigheder med... Vi opfordrede skuespillerne til at improvisere løs, og vi var opsatte på at bevare fejlene, såsom når de snublede over ordene eller gentog dem. Jeg elsker at bevare ting, der ikke føles for polerede – såsom en replik, der lyder sådan, som man rent faktisk taler, i stedet for som en perfekt oplæst replik. Vi stilede efter autenticitet. Det var dog ærgerligt, at vi ikke kunne optage skuespillerne sammen på grund af covid."
"Derudover nød jeg virkelig at opfordre mine animatorer til at tage chancer og prøve ting af. Vi talte om et skud, og så prøvede animatoren noget af, og det var vigtigt for mig, at de naturligvis fulgte vores storyboards, men at de også kom med helt nye forslag til, hvordan et øjeblik kunne folde sig ud. Sådan opnåede vi en fængende, legesyg stil og en særlig energi i animationen."
Energien, animationen og havmonstrene i "Luca" kan nu opleves på Disney+, og vi dykker endnu mere ned i filmens skabelse og Pixars historie i de kommende dage her på Moovy.
