Uanset hvad så har filmen også et underligt plot en familie hvis vansiret drenge går amok og " storebror " vælger så at henrette folk med motorsav men kan ikke selv komme til skade uanset hvad historien bag er tja vel som man tager det
Moovy Exclusive: Jeg så "Motorsavsmassakren" for første gang: én ting nager mig stadig
Jeg har mistet min motorsavsmødom. Men ville jeg se "The Texas Chain Saw Massacre" igen?
"Motorsavsmassakren" er uden tvivl en milepæl i filmhistorien. Filmen, der satte kursen for slasher-genren og revolutionerede horror. Mange har kaldt den én af de mest foruroligende film nogensinde.
Men jeg må indrømme noget: Jeg har aldrig set den.
Film med ‘ligegyldige’ drab har aldrig sagt mig noget. Hvorfor jeg frem for at blive skolet i horror gennem klassikerne, så noget b-filmsagtigt som "Scary Movie"-filmene (ikke særlig sejt, men så ved I hvor mit niveau ligger).
Men måske er det ligesom metal og hård rock – man skal tage på Copenhell, før man forstår, hvad det handler om. Så nu, med 50-års jubilæet, er det på tide, at jeg mister min motorsavsmødom, prøvesmager genren og sætter mig ind i, hvorfor denne film stadig har et stort publikum.
Filmen åbner med sin gryende 16 mm-æstetik. Smuk, på sin egen foruroligende måde. Det første, der slog mig, var filmens tempo. Jeg forventede blod fra første scene, men i stedet føles det som et idyllisk roadtrip gennem Texas i en Ford Econoline, som var det et 70’er-spin på den hjertevarme film "Little Miss Sunshine".
Her følger vi en gruppe lettere anstrengende 20-something hippier, der prædiker om horoskoper og at det bliver en dårlig dag, fordi ‘Merkur er i retrograd’. Apropos ting, der gerne måtte have blevet i 70’erne.
Men slam, slam og slaaaam. Selvom der skulle gå en god halv time før nogen døde, så gik der bare sport i den. Hurtigt præsenteres vi for filmens stjerne: Leatherface. Der er noget særligt over ham. Forstå mig ret, det er en brutal karakter. Han ved, hvad han vil have, og giver ikke op.
At jagte folk gennem en hel film med en motorsav, der vejer lidt under 10 kilo, kræver en ekstrem dedikation. Jeg er ikke i tvivl om, at karakteren med hans kiksede løb gennem filmen sagtens ville kunne gå videre i en casting på en Fedtmule-film. Man bliver nærmest lidt varm om hjertet, for man kan mærke hans begejstring. Leatherface er åbenbart den klodsede antihelt, jeg ikke vidste, jeg manglede.
Det er skævt, men det fungerer. Særligt med de der brødre, med deres groteske dynamik der efterlod mig med deciderede kuldegysninger. Jeg er tydeligvis kommet for sent til festen, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på motorsavs-referencen i "Terkel i knibe".
For ikke at glemme den ikoniske scene, hvor en kvinde med kæmpe sili-babser løber for livet gennem en skov, jagtet af Leatherface. Som også fik en cameo i "Scary Movie".
Langsomt gik det op for mig, hvor meget denne film har infiltreret vores kollektive bevidsthed. Hvorfor man i Norge har udtrykket "...det er bare fuld Texas!". At den på en måde har været en skabelon, der satte en ramme for adskillige film, og det var en vild aha-oplevelse at se, hvor meget der stadig læner sig op ad denne film.
Plottet havde en dybde – noget, som jeg ikke havde forventet. Jeg kunne ikke undgå at smile over filmens absurde genialitet. Min puls havde kørt op og ned, og jeg havde flere gange glemt at trække vejret. Men da rulleteksterne løb over skærmen, blev min frygt omdannet til lettelse. "Var det bare dét?".
Siddende tilbage med en følelse af, at jeg har været på flugt fra motorsavsmassakren. Jeg ved godt, at det lyder paradoksalt, men det er præcis her, filmens styrke ligger. Den holder dig fanget i en evig venten på det næste chok, men det store payoff kommer aldrig helt, som man forventer det. "Motorsavsmassakren" spiller på vores forventninger. Den tvinger dig til selv at udfylde hullerne med din egen frygt og fantasi.
Dernæst vil jeg gerne bøje mig i blodbadet for lyddesignet. Motorsaven bliver filmens puls og lyden bliver så intens, at den selv efter rulleteksterne bliver siddende i en. Særligt dagen efter, hvor naboens boremaskine gav mig hjertebanken. Per automatik dobbelttjekkede jeg, om Leatherface ikke gemte sig under min seng.
Jeg har mistet min motorsavsmødom. Det var en brutal og blodig omgang – og nu forstår jeg, hvorfor denne film er gået hen og blevet kult. Vil jeg se den igen? Det tror jeg ikke. Skulle jeg en dag vove mig ud i at se nogle af de andre i franchisen, ville det være for at få noget mere backstory.
Men der er én ting ved filmen, som stadig nager mig: Hvor længe kan en motorsav egentlig køre i frihånd?
I anledning af repremieren på "The Texas Chain Saw Massacre" udfordrer Moovy weekenden over, om Tobe Hoopers film 50 år senere holder med nutidige øjne. Set fra tre forskellige perspektiver.
Første artikel er fra kæmpefan Jarl Mengers Andersen, der er flasket op med filmen. Næste perspektiv i rækken er fra Regitze Jørgensdatter, som for nyligt har set filmen for allerførste gang med helt friske og upåvirkede øjne. Tredje og sidste besyv er fra Nicki Jensen, der efter mange års tilløb endeligt fik set "Motorsavsmassakren" for to år siden og sat krydset på sin list of shame.