Moovy Exclusive: Moovy til virtuel pressekonference med Chris Evans og holdet bag "Lightyear"

Vi var med over Zoom, da flere af superstjernerne i (og filmmagerne bag) Pixars nyeste opus svarede på verdenspressens spørgsmål.

I dag kan Pixars heroiske astronaut, Buzz Lightyear, opleves på det store lærred for femte gang – men det er ikke Buzz, sådan som vi kender ham... Som den frembrusende og tapre, men også naive legetøjsfigur, der gennem sit venskab med den 40 cm høje cowboydukke Woody langsomt lærer at acceptere, at han blot er endnu en masseproduceret plastikfigur på Andys børneværelse.

Pixars nyeste film, "Lightyear", har en unik og interessant præmis: den skal forestille at være den film, som Andy har set (og forelsket sig hovedkulds i) i netop "Toy Story"-universet. Så den gamle legetøjsfigur, som vi har kendt og elsket siden 1995's "Toy Story" (vel at mærke filmhistoriens første rent 3D-animerede biograffilm), er således baseret på den fiktive rumhelt – eller rettere sagt Space Ranger – som patruljerer det ydre rums yderkant her i "Lightyear".

Derfor er det heller ikke Tim Allen, der har indtalt Buzz' replikker i denne omgang (ligesom Thomas Eje også er fraværende på den danske lydside), men i stedet Chris Evans, som er bedst kendt for rollen som et andet, amerikansk kulturikon: Captain America. Og derfor møder vi heller ikke andre kendte skikkelser fra Andys barndom i filmen – ud over Buzz' ærkefjende, kejser Zurg. I stedet introduceres vi for bl.a. den uimodståelige robotkat SOX og den rapkæftede, oldgamle tyv Darby Steel, som assisterer Buzz i kampen for at redde en lille koloni af mennesker fra en hær af invaderende robotter.

VITTIGE WAITITI OG EN SVINER TIL KEVIN COSTNER

Og de talentfulde skuespillere, der har indtalt replikkerne til Buzz, SOX, Darby og persongalleriets andre hovedpersoner, deltog forleden i en digital pressekonference over Zoom, som Moovy blev inviteret med til. Ud over Evans stødte vi bl.a. på Taika Waititi og Keke Palmer, der spiller to af Buzz' andre rummakkere – og det siger en del om skuespillernes stærke kemi, at alle havde en fest foran deres webcams og monitorer, selvom ingen sad i det samme lokale.

"Hvis du hader animationsfilm, så kommer du til at elske 'Thor: Love and Thunder'" lagde Waititi ud med at sige, idet han med et (tydeligt) glimt i øjet drillede holdet bag den nye Pixar-film og samtidigt reklamerede for sin egen, kommende Marvel-film.

Waititi, som spiller den frivillige og noget neurotiske soldat Mo i "Lightyear", skiftede dog hurtigt spor og skamroste det hæderkronede animationsselskab: "Pixar er helt ubønhørlige i deres jagt på den perfekte fortælling. Det oplever man igen og igen i deres film. Og jeg genser ofte deres film – ikke bare for at blive underholdt eller rørt – men for at studere strukturen og økonomien i deres historiefortælling. Det er helt irriterende, at de rammer plet hver gang. Så som filmmager er jeg ikke bange for at stjæle deres idéer."

Det næste latterbrøl blev udløst af James Brolin (ja, Joshs far), som spiller den ondskabsfulde Zurg i filmen: "Pixar ville gerne hyre mig, fordi de hørte min stemme, og den var væmmelig! Men jeg ser først filmen i morgen. Så finder jeg ud af, hvordan min figur passer ind i filmen, for jeg har ingen anelse!"

Evans udtrykte dernæst sin begejstring over at få lov til at spille en anden udgave af den Buzz Lightyear, som vi har kendt i over et kvart århundrede. Men der er faktisk også en anden, klassisk animationsfigur, som den 41-årige Marvel-stjerne drømmer om at spille:

"Jeg er ikke sikker på, at jeg er god nok til at spille rollen, men jeg har altid været en kæmpe fan af den gamle Disney-tegnefilm 'Robin Hood'. I den film er Robin Hood bare så cool, du ved. Han er bare så sej, charmerende og kompetent, og jeg har desværre ikke den der cool, engelske accent, men jeg vil gerne give det et skud!"

"Du kan sagtens håndtere accenten," indskød en begejstret Peter Sohn, som spiller katten SOX i "Lightyear". Evans' smil blev prompte enormt, før Waititi modigt forsøgte at smadre den gode stemning med et afvisende "jeg ved snart ikke...", som naturligvis udløste et kollektivt latterbrøl. "Jeg efteraber bare Kevin Costner og dropper helt at gøre en indsats," sagde Evans. Costner lyder da også forunderligt amerikansk i "Robin Hood: Prince of Thieves"...

"INFINITY ASSEMBLE BEYOND, AVENGERS!"

Evans blev desuden spurgt, hvilken ikonisk replik der er hans favorit – "to infinity and beyond" (på dansk: "mod det uendelige univers!") eller "Avengers, assemble!" De sidstnævnte ord brøler Captain America lige før det sidste, store slag mod Thanos i "Avengers: Endgame", og Evans har en særlig forkærlighed for den replik, fordi: "Selvom jeg er stolt over at spille Buzz og over at være en del af det her univers, så tilhører den replik ("to infinity and beyond", red.) en anden. Det føltes lidt som at have en andens tøj på, du ved. Det er Tim Allens replik. Men jeg var den første, der fik lov til at sige 'Avengers, assemble.'"

Sohn foreslog med et smil på læben en sammenkobling af de to slagord: "Infinty assemble beyond, Avengers!" Den spritnye replik fik Evans til at gøre honnør. Sådan.

Skuespillerne diskuterede også besværet med at indtale replikker under pandemien, som betød, at de aldrig mødte hinanden under indspilningerne – hvilket er ret vildt, når nu SOX og Buzz tilbringer så meget tid sammen i "Lightyear". Sohn afslører endda, at han mødte Evans for første gang i virkelighedens verden blot ét døgn før pressekonferencen. Men skuespillerne nød trods alt deres arbejde, især fordi de fik masser af plads til at improvisere løs foran mikrofonerne.

Da skuespillerne blev spurgt ind til filmens temaer og budskaber, blev der udløst lidt pragtfuld pingpong mellem Waititi og Evans. Waititi blev udspurgt om filmens fokus på fatale beslutninger, der har konsekvenser for en masse mennesker – noget, som netop Buzz oplever i filmens indledning.

"Hvorfor spørger du netop mig om det?" jokede Waititi over for moderatoren, filmjournalisten Erik Davis, før Evans prompte indskød: "Taika, du ved jo alt om at fejle." Det gør Waititi næppe, for han er for trods alt blevet en af nyere tids mest succesrige og efterspurgte filmmagere i Hollywood, hvor han i øvrigt vandt en Oscar forrige år for sit manus til "Jojo Rabbit". "Altså, det her føles mere som et indgreb i mit liv end en pressekonference!" fastslog en overdrevet fortørnet Waititi, før alle lo i kor.

MAYONNAISE: THE MOVIE (KOMMER SNART?)

Efter at skuespillerne forlod Zoom-konferencen, tonede tre af filmens vigtigste skabere frem på skærmen: instruktøren Angus MacLane, produceren Galyn Susman og komponisten Michael Giacchino.

MacLane er også manden, der i sin tid udtænkte "Lightyear" og pitchede idéen over for Pixars ledelse: "Jeg har altid gerne villet fortælle og vide mere om Buzz Lightyear og de andre Space Rangers og Star Command – hvilken film stammede de fra? Hvad var det for en film, som Andy så, der gav ham lyst til at eje en Buzz Lightyear-figur? Og det var sådan, min pitch lød: hvorfor laver vi ikke bare den film? En fed, simpel film med al den nørdede, sci-fi-herlighed, som vi gerne vil se i filmen."

Ligesom skuespillerne talte filmmagerne lidt om deres store inspirationskilder – særligt 80'ernes science fiction-film og "Star Trek", hvilket næppe kommer bag på nogen. MacLane fastslog også, at han i den grad lod sig inspirere af thrillergenren, men at sci-fi er et element, som filmen er smurt ind i – som mayonnaise. Og så snart dressingen blev nævnt, startede denne muntre ordudveksling mellem MacLane, Susman og Giacchino:

SUSMAN (producer): "Mayonnaise?"

MACLANE (instruktør: "Ja, altså… du må godt vælge en anden..."

GIACCHINO (komponist): "Eller sennep."

MACLANE (instruktør): "Ja, det kunne godt være en dejlig, grovkornet sennep. Men hvad nu, hvis der er for meget sennep? Altså, pointen er, at det er et tilbehør. Du kan ikke lave et måltid med afsæt i mayonnaise eller sennep. Eller, jo... det kan du, men så falder det nok fra hinanden."

GIACCHINO (komponist): "Udfordrede du os lige?"

MACLANE (instruktør): "Åh, jeg skal nok gøre forsøget. Jeg er klar."

GIACCHINO (komponist): "Kom så, Amerika."

MACLANE (instruktør): "Ja!"

GIACCHINO (komponist): "Det er en film, jeg gerne vil se."

MACLANE (instruktør): "Ja, hvad kan I lave med mayonnaise?"

ET KONTROVERSIELT KYS OG EN HISTORISK UDVIKLING

Og hvor førnævnte "Star Trek" skabte overskrifter og kontroverser i 1968 med det første kys mellem en sort kvinde og en hvid mand i amerikansk tv-historie, så har "Lightyear" også skabt overskrifter – og er i øvrigt blevet bandlyst i flere lande, herunder Saudi-Arabien og Malaysia – fordi det byder på Pixars allerførste lesbiske kys. Buzz' tætteste kollega, Alisha Hawthorne, kysser sin hustru i en af filmens første scener.

Susman fortalte: "Deres forhold var der for at vise, hvad Buzz ikke selv har. Vi ville virkelig gerne skildre et kærligt, meningsfuldt forhold. Og det er et kys en del af. Og vi var virkelig, virkelig glade for, at vi kunne vise det."

MacLane tilføjede: "Mere end alt andet er det en afspejling af den verden, vi lever i. Og science fiction var også min introduktion til en mere mangfoldig verden – 'Star Trek' var i sin tid en enormt mangfoldig tv-serie, og vi blev inspireret af ånden i 'Star Trek' til at skabe et så mangfoldigt persongalleri som muligt."

Davis sluttede af med at stille produceren Galyn Susman et spørgsmål, som netop Moovy havde indsendt: Du arbejdede på lyset og 3D-modellerne i den allerførste, trendsættende "Toy Story". Hvad har været de største landvindinger inden for computeranimation i de 27 år(!), der er gået siden da? Svaret lød:

"Det er et virkelig godt spørgsmål. Meget har ændret sig. Men det allerbedste er, at værktøjerne er blevet så sofistikerede, at vi nu kan hyre kunstnere i stedet for teknikere. Så filmene laves med mere kreativitet og flere perspektiver nu. Du nævnte lyset, og da vi skulle lave lyset på 'Toy Story', skulle vi bogstaveligt talt taste det ind på computeren via kodesprog. Det havde intet at gøre med at lave kreativ lyssætning. Sådan gør vi det ikke længere, selvfølgelig. Så der er langt flere mennesker, der nu kan arbejde i animationsverdenen."   

På sin vis var det meget passende at slutte af med at diskutere lyset i en film med ordet "lys" i titlen. Og lyset og alt andet i "Lightyear" kan altså opleves fra og med i dag i biografmørket herhjemme.

Kommentarer

Moovy til virtuel pressekonference med Chris Evans og holdet bag "Lightyear"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen