Moovy Exclusive: Morricone: Filmens musikalske maestro - horror i Hollywood

Først efter 20 års aktiv karriere blev Ennio Morricone lokket til Hollywood, hvor den italienske filmkomponist har leveret flere spændende og oversete soundtracks.

Ennio Morricone nyder hjemlandets trygge rammer. Hollywoods glamourøse tinder har aldrig for alvor fristet komponisten. De italienske alper har ageret rigeligt højdepunkt, og først efter 20 års aktiv karriere dirigerede han musikken til én af det forjættede lands mere kostelige produktioner. Hvilket tilfældigvis var en horrorfilm. Hollywood-eventyret har dog altid været begrænset. Langt størstedelen af Morricones ufattelige 524 originale soundtracks er skabt hjemme i Rom, til glæde for støvlelandets mindre kendte filmindustri.   

Den fem-dobbelte Oscar-nominerede filmskaber John Boorman var den første, der i 1977 fik lokket Morricone til Hollywood. Med mesterværket "Udflugt med døden" (1972) på CV'et fik Boorman ansvaret for opfølgeren til en af filmhistoriens mest anerkendte horrorfilm, "Eksorcisten". Men de produktionsansvarlige må have overset Boormans seneste trip af et makværk, "Zardoz" (1974), der mest var en udflugt med Sean Connery på svampe. "Eksorcisten 2: Kætteren" føles ligeledes skabt på baggrund af ulovlige medikamenters kreativitet. Pålidelige og officielle kilder har tilmed rangeret Boormans flop som værende én af de allerværste horror sequels. Nogensinde.

Morricones score til "Eksorcisten 2: Kætteren" flugter fint med fortællingens psykedeliske galskab. Men galskaben har i musikken anderledes kvaliteter, og soundtracket overstiger derfor filmens niveau på samtlige parametre. "Regan's Theme" indleder med akustiske akkorder, hvorefter blid kvindevokal fremfører én af Morricones stærkeste melodier. Simpelt, men hypnotiserende smukt. Herefter synker Morricone ned i syretrippende vanvid med absurde toner i den djævleske "Pazuz" og sidenhen forstyrrende prog-rock i "Magic and Ecstacy". Soundtracket er noget af Morricones mest afvigende, men samtidig skræmmende og originalt. Den opmærksomme lytter genkender "Regan's Theme" fra Quentin Tarantinos "The Hateful Eight", hvor stykket fik et kærkomment genhør.

"Regan's Theme" fornøjer i mislykket horror-flop

"Dødens gab" blev i 1975 den første vaskeægte blockbuster, og hajfilmens enorme succes skabte en bølge af malkende produkter, hvor naturens dyr skulle hævne sig på menneskeheden – de såkaldte creature features. Blandt blodtørstige grizzly-bjørne og snappende piratfisk fik vi også spækhuggeren Orcas hævn at føle. "Orca – dræberhvalen" er i bedste fald en middelmådig, italiensk-produceret nature slasher, hvori en altid stærk Richard Harris agerer højdepunkt. Filmen har dog sin charme og er desuden skrevet af de italienske manusforfattere bag mesterværkerne "The Good, the Bad and the Ugly" og "Once Upon a Time in the West".

"Orca – dræberhvalen" har til gengæld et rørende horrorscore. Soundtracket flyder med så storladne og følelsesmæssigt vulgære toner, at det balancerer på grænsen til kvalmende. Morricone formår dog på forunderlig vis at give ægte, emotionelt liv til spækhuggeren – og i særdeleshed at skabe oprigtig sympati for det store havdyr. Fintfølende strygere i kombination med Edda Dell'Orsos melodiske vokal skaber musikalsk magi, ikke kun under vandet, men også som lydtæppe til det billedskønne New Foundlandske landskab. På følsomme dage kan man sagtens fælde en lille tåre til spækhuggerens kvaler. Skamløst overset score.

Store, musikalske følelser i lille horrorfilm

John Carpenters karrieremæssige klimaks, "The Thing" fra 1982, er en rendyrket horror-klassiker. Kritikerne var ved premieren ikke ovenud begejstrede, men med tiden har sci-fi-gyseren overbevist de fleste om sine sande kvaliteter. Antarktis' rå frostlandskab udgør kampskueplads mellem isolerede forskere og et rædselsvækkende rumvæsen. Effektarbejdet er i "The Thing" mageløst – og med både stemning og soundtrack i top hæves filmen helt op i den frostklare skrækfilms-himmel.

Stemningen i "The Thing" skabes især af Ennio Morricones hjemsøgende score. John Carpenter havde op til "The Thing" selv komponeret musikken til sine værker, og soundtrackets atmosfæriske, subtile synthesizer føles også meget Carpenter-ish. Men Carpenters udfordringer med filmproduktionens tidsplan gjorde, at Morricone overtog de musikalske tøjler – særligt grundet den amerikanske filmskabers store beundring for Morricones tidligere horrorscores. Det ikoniske "heartbeat theme" indleder lydsporet og varsler isnende ubehag. De maniske og forstyrrende strygere i stykket "Beastiality" genbrugte Quentin Tarantino og Morricone senere i "The Hateful Eight". "The Thing" lyttes bedst til med lyset slukket.

Morricones hjemsøgende synthesizer i Carpenters monsterhit

Morricones bidrag til horror-genren har vist sig at være både alsidig og innovativ. Filmene har som ofte været af svingende kvalitet, men Morricones musikalske levering har sjældent svigtet. Den italienske filmkomponist vil formentlig aldrig undslippe koblingen til western-genren – slet ikke når lydværket til Tarantinos kammerspils-western, "The Hateful Eight", endelig gav Morricone sin første Oscar nogensinde i 2016. Dog har et lille kig på horror-genrens filmmusikalske univers afsløret flere interessante soundtracks. Soundtracks, der alle besidder Morricones unikke og emotionelt, fremtrædende stil – både hjemme i Italien, såvel som internationalt.

Se også: Morricone: Filmens musikalske maestro - horror og giallo

Se også: Morricone: Filmens musikalske maestro - westerns og nostalgi

Kommentarer

Morricone: Filmens musikalske maestro - horror i Hollywood

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen