Han meget musik kan i øvrigt netop nu opleves herhjemme i to ekslusive koncerter!
Moovy Exclusive: Morricone: Filmens musikalske maestro - horror og giallo
I anledning af Morricones død genudgiver vi tre artikler. I anden artikel er fokus på mesterens unikke og eksperimenterende bidrag til den italienske skrækfilm og giallo.
Effektive lydspor er et af horrorfilmens stærkeste våben. Uden Bernard Herrmanns skingre og skrigende violiner ville den ikoniske brusebadsscene i "Psycho" føles skrækmæssigt tørlagt. Og mon ikke intensiteten minimeres, hvis John Williams' berømte toner fjernes fra den morderiske hvidhajs færden i "Dødens gab"? De to nævnte eksempler er velfortjent placeret på filmhistoriens øverste hylde, men længere nede i den mørke, filmiske muld findes ligeledes sublime horror-soundtracks. Ennio Morricones musikalske bidrag til skrækfilmen har for det meste rødder i kultisk undergrund, men kvaliteten er dog af innovativ klasse og værd at belyse. Her følger tre gysende gode eksempler fra hjemlandet Italien.
Giallo er et italiensk horrorfænomen, der småt opstod i midt-60'erne. Gale filmskabere som især Lucio Fulci, Mario Bava og Dario Argento udforskede i giallo-genren seksuelle og psykologiske absurditeter i fortællinger, hvor anonyme og psykotiske mordere slagtede unge kvinder. Dario Argento er som den eneste af de tre stadig i live, og det var da også ham, der for alvor definerede genren med sin debutfilm i 1970. Argento havde allerede stor succes som manuskriptforfatter, men "Fuglen med krystalfjerpragten" var italienerens startskud til en lang horrorkarriere med giallo-milepæle som "Profondo rosso" og "Suspiria".
Argento havde tidligere arbejdet sammen med Ennio Morricone som medforfatter på blandt andet "Once Upon a Time in the West" og fik her et særligt godt øje til komponistens kvaliteter. Kvaliteter, der også skulle vise sig at give musikalsk liv til "Fuglen med krystalfjerpragten". I Argentos debut defineres gialloens lydunivers gennem Morricones originale og eksperimenterende lyd. Det minimalistiske og små-skizofrene hovedtema minder om en emotionelt, afvigende vuggevise med forstyrrende brug af uskyldig, insisterende melodi lagt henover ildevarslende klokkespil. Temaets melodiske nynnen veksler desuden mellem kvindelig, barnagtig uskyld og mørkere, mandlig vokal, der sammen effektiviserer stærk kontrast og formidler ubehaget ved "Fuglen med krystalfjerpragten" på højt, ørehængende niveau.
Gialloens unikke lyd defineres i urovækkende vuggevise
"Fuglen med krystalfjerpragten" blev en stor succes, hvilket gav Argento blod på både kniv og tand. De unge kvinder fik ikke meget fred, for allerede året efter kom instruktørens anden giallo-film, "Den nihalede kat". Budgettet var her fordoblet, og det samme var forventningerne fra tilskuerne. Men opfølgeren blev aldrig den helt store succes og huskes mest for at være presset ind mellem debuten og de forestående, større giallo-værker. Hvis det da ikke lige skulle være for Oscar-vindende Karl Maldens spøjse optræden i en lille, italiensk horrorfilm.
Ennio Morricones stemningsfulde score er til gengæld mere end velfungerende. "Den nihalede kat" har et lydspor fyldt med sjælefulde harmonier, hvor særligt det ikoniske hovedtema "Ninna Nanna" imponerer. Morricones trofaste sopran, Edda Dell'Orso, nynner fløjlsblødt og hypnotiserende henover simple, men stærke melodier fra både akustisk guitar, fløjte og stryger. Måske genkendes også det frygt- og urovækkende "Paranoia Prima"-stykke, da Quentin Tarantino senere genbrugte det i sin "Death Proof". Morricone serverer desuden – på det resterende soundtrack – en så dyb og mørk basbund, der sammen med snigende celloer hæver "Den nihalede kat" til en lydmæssig skræk-godbid.
Simple melodier forstærker frygten i Argentos film nummer to
Lucio Fulci gik under navnet The Godfather of Gore. Med atmosfæriske og ultra-grafiske zombiefilm fra slut-70'erne og start-80'erne erhvervede Fulci høj status hos horrorfans verden over. Især titler som "Zombi 2" og "The Beyond" har i dag fortjent kult-klassikerstatus. Men inden Fulcis filmunivers eksploderede i splattervold, dyrkede filmskaberen mareridtsagtig ubehag i, hvad der kan betegnes som trippende LSD-giallo. "A Lizard in a Woman's Skin" fra 1971 er Fulcis mest kendte bidrag til giallo-genren, der dog bestemt ikke sparer på grusomme og blodige scener. Filmen frastøder (eller fornøjer) med makabre og flænsende flagermus-angreb og præsenterer tilmed så realistiske billeder af dissekerede hunde, at Fulci fik sagsanlæg på nakken. Bare rolig, det var blot effektive, praktiske effekter.
Soundtrackets snigende lydunivers spejler filmens sindsforvirring. Ennio Morricone tilsætter syretrippende tresser-funk og manisk jazz i en musikalsk horrorgryde – og blander op med hjemsøgende lydeffekter. Hovedtemaet har æterisk og yndefuld vokal af Edda Dell'Orso med stemningsfulde og catchy resultater. Insisterende træblæsere og alternative instrumenter vækker særlig uro med forstyrrende hyænehyl, fløjten og vindlyde, der sjældent tillader afstresning hos lytteren. Soundtracket til "A Lizard in a Woman's Skin" svælger samtidigt i tunge og langsomme bastoner, og ofte kan der opstå ubehagelige følelser hos den lyttende tilskuer af ikke at være alene. Skal man absolut myrdes på grafisk og grusom manér, bør det ske til lyden af dét her stykke filmmusik.
Små-trippende hovedtema med forstyrrende og catchy resultat
Ennio Morricones mange giallo-soundtracks står naturligvis i skyggen af musikken til de mere kendte spaghetti-westerns. Gialloens lyd ér dog særlig unik og – som beskrevet – skabt af Morricones innovative måde at tænke filmmusik. En ny form for horrorlyd med både psykedelisk og psykologisk, intimiderende effekt. En effekt, der i 1977 endelig bragte Morricone over Atlanten. Filmskabere fra det store, amerikanske marked havde fået øjnene op for italienerens talent, og i en række mere eller mindre vellykkede Hollywood-produktioner udviklede og udforskede Morricone flere sider af horrormusikken. Hvilke produktioner afsløres i næste artikel om Ennio Morricones varierende, filmmusikalske univers.