Moovy Exclusive: Musikfilm Festival 2022: "Dio: Dreamers Never Die"

Stor, større, DIO!

Dette års Musikfilm Festival i Cinemateket blæser afsted i denne uge. Forstærkeren er skruet helt op på elleve, og du kan bl.a. støde på dansabel tysk/tyrkisk fusionsmusik, danse derudad med Talking Heads eller mærke de store følelser i selskab med Leonard Cohen

Du kan også blive meget klogere på en af rockens helt store ikoner, metalguden Ronnie James Dio, i dokumentaren "Dio: Dreamers Never Die". Det er den allerførste dokumentar der går helt i dybden med Dios liv og virke, og selvom filmens egentlige premieredato først er 28. september, har du altså mulighed for at tyvstarte allerede på lørdag i Cinemateket.

"Dio: Dreamers Never Die" er et helt igennem fabelagtigt portræt af en helt igennem fabelagtig sanger. Det er umuligt at sætte ord på, hvor stor en indflydelse Ronnie James Dio har haft på metalscenen, men med en karriere som frontmand i bands som Rainbow, Black Sabbath og selvfølgelig DIO er der meget få (hvis overhovedet nogen), der kan nå – den ikke særligt høje – Ronnie James Dio til sokkeholderne.

Filmen fortæller hele historien fra Ronnies barndom og den musikalske start som slikhårstenor i midten af 50'erne, over 60'erne og 70'erne som frontmand i ELF og Rainbow, til han satte sig på rockens trone som Ozzys afløser i Sabbath og sidenhen hamrede sin position fast med syvtommersøm med udgivelsen af "Holy Diver". 

Mens de fleste andre i branchen fyldte sig med stoffer og lod deres egoer overgå deres talenter, var Dio fornuftig, imødekommende og forfriskende fri for stjernenykker, og "Dio: Dreamers Never Die" kommer tættere på end nogensinde før. Du får i hvert fald rig mulighed for både at rocke ud og fælde en lille tåre.

DIO: DREAMERS NEVER DIE

Lørdag 24/9 kl. 19.15

Læs mere og køb billetter her.

Kommentarer

Musikfilm Festival 2022: "Dio: Dreamers Never Die"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen