Moovy Exclusive: "PJ Harvey: A Dog Called Money" - interview med instruktør Seamus Murphy

Seamus Murphy er i København i forbindelse med CPH:DOX. Vi har mødt ham til en snak om rejsedokumentaren "PJ Harvey: A Dog Called Money".

Da rulleteksterne til filmen "A Dog Called Money" løb over skærmen i en trekvartfyldt sal i Grand i hjertet af København, sad publikum tilbage i en mærkbar stilhed. Mange virkede overvældede over den følelsesmæssige rejse, de netop havde bevidnet. Andre sad undrende over, hvor den PJ Harvey-dokumentar de havde forventet, var blevet af.

Da filmens instruktør og prisbelønnede fotograf, Seamus Murphy, dukker op til en lille Q&A efter visningen, sidder de fleste stadig tilbage og fordøjer. Heldigvis er Murphy en snaksalig herre, så ireren svarer ærligt, uddybende og respektfuldt på de få publikumsspørgsmål. Det samme gælder, da vi møder ham til en snak om PJ Harvey, deres samarbejde og temaerne i filmen. 

Med PJ Harvey som rejsepartner

"A Dog Called Money" er en cinematisk dagbog. Lige dele rejsedokumentar og studieoptagelser. Filmen spejler de to dele med hinanden og viser, hvordan de mange oplevelser bliver fordøjet og formidlet musikalsk – og bringer makkerparret vidt omkring. Ikke mindst til Afghanistan, hvor Seamus Murphy igennem sit hverv som fotojournalist har været mange gange. Men Polly Jean Harvey er en musiker og kunstner, der ikke tidligere har rejst til krigsramte lande.

"Jeg havde selvfølgelig tvivl omkring at bringe hende til Afghanistan. For det er klart, at man har et vis ansvar. Ikke bare for sig selv, men også for hende. Du har ingen anelse om, hvordan folk reagerer eller opfører sig, når de oplever et land som Afghanistan for første gang.

Jeg er vant til bare at rejse med et kamera. Nu rejser jeg med en vestlig kvinde. Selvom jeg kender stederne og menneskerne, tænkte jeg meget over processen på forhånd. Jeg ved, at Polly også gennemgik en selvransagelse, inden hun valgte at rejse med."

Ideen opstod gennem et flerårigt samarbejde, der allerede udsprang under indspilningerne til Harveys forrige album, "Let England Shake". Harveys ord og Murphys billeder skulle danne rammen, og de gik begge ind i projektet – uden forbehold. "Vi bandt os ikke til noget. Aftalen var, at hvis den ene af os fandt ud af, at det simpelthen bare ikke fungerede, så kunne vi trække stikket uden problemer," fortæller Murphy.

Et album… og en film

PJ Harvey tog oplevelserne med hjem til England og kondenserer dem til en musikalsk Maggi-terning. Der klippes skiftevis mellem rejseoplevelserne og studiet. På samme måde bruges Harveys dagbogsnotater og brudstykker af poesi til at skabe et narrativ, der binder alle scenerne sammen. Indspilningerne blev en kunstinstallation i sin egen ret. Et studie blev bygget i Somerset House i London, hvor glasruder gjorde det muligt for et betalende publikum at betragte processen. Ruderne var på indersiden belagt med mørk film, der skærmede musikerne for de mange blikke og gjorde, at der kunne fokuseres på musikken.

"Det var Pollys idé. Den kom først senere i processen og opstod nærmest tilfældigt. Det var interessant, fordi når man står på ydersiden og kigger ind – så føles det som smugkiggeri på noget, man ikke må se. Publikum kan høre og se, alt hvad der foregår i studiet, uden at musikerne kan se dig. En meget intim og følelsesladet oplevelse."

Selvom filmen og albummet er bundet sammen af en fælles fortælling og komplimenterer hinanden, har det ikke nødvendigvis været et mål i sig selv.

"Jeg håber, at man kan nyde filmen uden at kende musikken på forhånd. Kender man albummet på forhånd, vil det nydes endnu mere. Du kommer til at høre udgaver af sange, der er markant anderledes fra dem på albummet. Havde vi udsendt film og album på samme tid, kunne de uden tvivl have hjulpet hinanden til at sælge, men det havde virket forkert. Albummet er arketypisk og et album i sin egen ret."

En politisk fortælling – eller en fortælling om virkeligheden?

Menneskeskæbner portrætteres i historier og oplevelser. Dog handler det ikke om, hvor forskellige vi er, men hvor ens vi er. Musik og dans er et universelt sprog. Landsbyens ældre danser på en bjergside i Kosovo, amerikanske soldater svinger sig med deres geværer hængende løst ved hofterne, afghanske mænd føler rytmen og sjælen i musikken. Samtidig vises ubehagelige sider af virkeligheden. Ikke mindst i en scene, hvor vi befinder os med en stor gruppe flygtninge ved den græsk-makedonske grænse. Oplevelser, der satte sit præg på PJ Harveys album, og som har formet Murphys verdensbillede. 

"Filmen er politisk, men jeg forsøgte ikke at være for partipolitisk og 'preachy'. Den er politisk på samme måde, som vi alle er. Jeg er sikker på, at det er ret tydeligt, hvor jeg selv står..."

At se "A Dog Called Money" som en dokumentar om PJ Harvey vil være en forsimplet og fejlagtig tilgang. Det er en fortælling om mennesker. Og en film, der viser, hvordan vi alle er beskuere til verden. Publikum betragter PJ Harvey gennem en tintet glasrude. PJ Harvey betragter afghanske børn gennem en glasrude i en bil. Seamus Murphy betragter PJ Harvey og de afghanske børn gennem glasset i sit kamera, og vi betragter dem alle i biografens mørke. "The Hope Six Demolition Project"-albummet er ikke blot skabt af en håndfuld musikere i et studie. Det er skabt af et globalt sammensurium af mennesker, der alle har bidraget deres fortællinger.

"Filmens oprindelige titel... før jeg ændrede den, var "Staring through the Glass". Det kunne være en hvilken som helst musiker. 'A Dog Called Money' kunne kun være en film om PJ Harvey."

"A Dog Called Money" giver PJ Harveys album mere ballast. Men det er også en film, der viser os, at ingen mennesker er en ø. Vores fælles fortællinger flettes sammen i én kæmpe historie, der er vores allesammens. Måske er det Polly Jean Harvey og Seamus Murphys film, men historien tilhører alle.