Moovy Exclusive: Reportage: OFFSpring 2025

OFFSpring nedstammer fra kortfilmsfestivalen OFF – Odense International Film Festival, og sætter derfor primært fokus på debuterende instruktører, der har taget springet fra kort- til spillefilm. Men ugen bød naturligvis også på særvisninger, talks, Q&A’s og meget mere. Her kan du læse om alt det, jeg fik tid til, i festivalens første dage.

SÆRVISNING: "THE END"

Joshua Oppenheimer slog for alvor sit navn fast med den skelsættende dokumentarfilm, "The Act Of Killing", der sikrede den amerikanskfødte instruktør både en Robert-, Bodil- og BAFTA-statuette samt en Oscar-nominering. To år senere fulgte efterfølgeren, "The Look Of Silence", der ligeledes blev indstillet til en Oscar, og høstede et hav af priser. Men da det kom til, at runde trilogien af, var Oppenheimer ikke længere velkommen i Indonesien, fremgik det af producent Kim Magnusson, som introducerede "The End" for en fyldt sal. De tematikker, der skulle danne rammen om den tredje dokumentar, blev i stedet omsat til filmskaberens første fiktionsværk; nærmere betegnet noget så uortodokst som et dystopisk musical-drama. Med et budget på omkring 120 millioner kroner, er den med længder den dyreste, danskproducerede film nogensinde slog Magnusson fast, inden lyset blev dæmpet og billederne begyndte at rulle over lærredet.

Men hvad er "The End" så for en størrelse, spørger du retmæssigt. Lad os starte med det positive: Castet er uhyre agerer bravt, og der er godt med gods på hovedkaraktererne, så de involverede har masser at arbejde med. Det er dog den unge George MacKay, der rager højest i hans portræt af den kejtede søn, der er født under jorden, og derfor aldrig har oplevet verden, som den så ud før katastrofen. Kinematografien er desuden glimrende, og man føler aldrig, at den ene lokalitet bliver restringerende på nogen måde. Bevæger vi os over til det negative, så har jeg svært ved, at fordøje musical-grebet, som "The End" gør brug af. Musikken er ensformig, og gør ikke meget væsen af sig. Selvom det der synges, som oftest har relevans for fortællingen, føles det stadig som om, at det bremser filmens momentum. Med en spilletid, der er faretruende tæt på de 2½ time, fungerede det ganske enkelt ikke for mig. "The End" er et værk jeg kan sætte pris på fra distancen, men den fik desværre aldrig arbejdet sig helt derind under huden, hvor den rigtig kan mærkes.

TALK: OLE BORNEDAL FORTÆLLER OM SIN DEBUTFILM

Hvis du skulle være den mindste smule i tvivl, så har Ole Bornedal instrueret den hjemlige gyserklassiker, "Nattevagten". Filmen blev set af godt og vel en halv million danskere, da den havde biografpremiere i 1994, og det var en bedrift, der gav genlyd langt ud over vor lille lands’ grænser. Det danske stjernefrø blev inviteret til Hollywood af Miramax, og kom i stald med toneangivende fagfæller som Quentin Tarantino, Robert Rodriguez og Wes Craven. Weinstein-brødrene, og især Harvey, var dog ikke nemme, at arbejde med, så for Ole blev det amerikanske eventyr lidt af en broget oplevelse. Han fik bl.a. sagt nej tak til at lave "Scream", der jo som bekendt blev et megahit for Wes Craven. "Det var dumt", indrømmede han skælmskt.

Snakken, som Ann Lind Andersen var tovholder på, fik nogle interessante afstikkere til forskellige aspekter af Bornedals karriere, men "Nattevagten" var nu engang omdrejningspunktet. Han fortalte bl.a. om castingprocessen, hvor Kim Bodnia brillerede ved at være et eklatant røvhul, og hvor svært det var, at få finansiering på plads. "Man kan ikke lave en gyser i Danmark", lød parolen. Særligt spændende var anekdoten om hans besøg på retsmedicinsk inden optagelserne startede. Her oplevede han, at blive erotisk opstemt, af at være omgivet af alt den død. Yderligere research antydede, at det er et menneskeligt urinstinkt, der motiverer til forplantning, når døden kommer rigtig tæt på. Scenen, hvor Martin og Kalinka har sex i lighuset, er således et resultat af dette lettere morbide fænomen. Seancen blev rundet af efter en lille time i godt selskab, og aftenen sluttede nærliggende med en visning af "Nattevagten" på det store lærred.

Jeg har tidligere anmeldt "Nattevagten" i forbindelse med filmens 30-års jubilæum. Den kan du læse her.

THE GIRL IN THE TRUNK

Dansk producerede, engelsksproget thrillers er ikke ligefrem kutyme, men det ikke desto mindre præcis hvad "The Girl In The Trunk" er. Indspillet for blot 100.000 kroner i en japansk bondageklub udenfor Århus, og selvom man godt kan fornemme, at budgettet har været stramt, har filmskaberne trods alt fået meget ud af pengene. I filmens åbningsscene bliver Manda (Katharina Sporror) kidnappet af en ukendt gerningsmand, da hun vil aflevere sin udlejningsbil. Hun vågner efterfølgende i et bagagerum med tape om hænder og fødder. Med mobiltelefonen som eneste kommunikationsvej, må Manda kæmpe det bedste hun har lært, for at slippe væk med livet i behold.

Når man vælger af lade størstedelen af plottet udspille sig i et trangt bagagerum, kræver det, at man formår, at være kreativ med kinematografien. I den henseende er projektet ganske vellykket, og selvom CGI-effekterne ikke overbeviser 100%, så er de bestemt hæderlige, det lave budget taget i betragtning. Jeg nævnte tidligere Mandas mobiltelefon, som spiller en central rolle, når handlingen skal eksekveres. Kidnapperen har hacket den, således at han kan lytte med, når den bruges. Det giver mening, set fra hans synspunkt, men er også kilde til undren, efterhånden som handlingen skrider frem. Uden at røbe noget fremstår det koncept en anelse utroværdigt.

Filmens centrale mysterium – hvem er kidnapperen, og hvorfor lige Manda – viser sig desværre, at være noget vag i betrækket. Derfor lykkedes det heller ikke Jonas Kvist Jensen, at styre løjerne frem til en fyldestgørende slutning. Jeg synes dog, at filmen er et sympatisk projekt med en række gode tiltag. Om den nødvendigvis skal ses i biografen, eller om den måske er bedre tjent med et spind på en streamingtjeneste, vil jeg lade være op til den enkelte at bedømme. Jensen og producer Martin Mortensen Søe fortalte efterfølgende, at filmen faktisk allerede har tjent sig hjem, eftersom den er blevet solgt til udbydere over hele verden. Det er, om ikke andet, godt at høre. Tillykke, gutter!

Herhjemme kan "The Girl In The Trunk" ses på Apple TV, SF Anytime og Blockbuster.

På festivalens sidste dag skulle vinderen af konkurrenceprogrammet findes, og prisen kig til Sylvia Le Fanus "Min Evige Sommer". Med hæderen fulgte desuden 50.000 gode, danske kroner. Juryen bestod af skuespiller Charlotte Munck, instruktør og forfatter Oliver Zahle samt instruktør Puk Grasten.

Den første udgave af OFFSpring var en succes, og festivalen i Odense vender derfor tilbage i 2026. Det kan du godt begynde, at glæde dig til.