En enkelt af dem eller to kunne jeg godt risikere at se i biografen. Mest sandsynligt er det med Tarantino filmen. Der er også et par stykker jeg i bedste fald streamer i kedsomhed. MiB har jeg i hvert fald ingen planer om at se ellers.
Moovy Exclusive: Stor guide til sommerens største film!
De næste måneder byder på et væld af spændende biograffilm i alle genrer – vi har her samlet nogle af dem.
Solen er for alvor begyndt at titte frem, og noget kunne tyde på, at sommeren er på vej. Hvis det bliver lige så hedt som sidste år, hvad ville så være bedre end at indfinde sig i biografens svalende mørke og nyde nogen af sommerens mest imødesete film?
For at du kan være på forkant med planlægningen, har vi her samlet en række af sommerens største!
Once Upon a Time in Hollywood
Leonardo DiCaprio og Brad Pitt ses i rollerne som hhv. den fallerede tv-skuespiller Rick Dalton og dennes stunt-double, Cliff Booth. De forsøger begge at få sparket liv i karrieren igen i et Hollywood, som ingen af dem længere kan genkende. Det imponerende ensemble består desuden af stjerner som Al Pacino, Dakota Fanning, Luke Perry i hans sidste filmrolle samt gamle Tarantino-kendinge som Tim Roth, Kurt Russell og Bruce Dern.
Premiere 15. august.
Løvernes konge
Tag turen tilbage til savannen i Afrika til et gensyn med de elskelige karakterer som den vise mandril Rafiki, den nuttede løveunge Simba og Simbas far, Mufasa, der atter får levert stemme af James Earl Jones. Filmen instrueres af "Iron Man"- og "Junglebogen"-instruktøren Jon Favreau.
Se også: Moovy TV: Dubbing-interview med Henrik "Timon" Koefoed.
Premiere 17. juli.
Toy Story 4
Woody og Buzz kommer på noget af en redningsmission, da pigen Bolettes nye yndlingslegetøj, Forky, vælger at forsvinde. Undervejs støder de charmerende figurer på gamle kendinge som hyrdinden Bodil samt ikke mindst den nye karakter Duke Caboom, som Keanu Reeves har lagt stemme til.
Premiere 29. august.
Rocketman
"Rocketman" er et biografisk drama om den karismatiske og excentriske Sir Elton Johns glorværdige omend turbulente karriere. Filmen går tæt på kunstnerens tidlige år, der var præget af et heftigt alkoholmisbrug og bestræbelserne på at blive fri af sine indre dæmoner.
Premiere 30. maj.
Spider-Man: Far From Home
I "Spider-Man: Far From Home" tager Peter på tur til Europa med sine venner, men der går selvfølgelig ikke længe, før nye farer truer den uheldige superhelt og hans nærmeste. I centrum for al denne ballade står den gådefulde illusionist Mysterio...
Premiere 4. juli.
Yesterday
Da den lovende musiker Jack Malick vågner op efter en ulykke, erfarer han, at ingen længere kender verdens mest indflydelsesrige pop- og rockband, The Beatles. Ved at benytte sig af The Fab Fours uforlignelige og ikoniske sangskat opnår Jack øjeblikkelig superstjernestatus, men berømmelsens pris truer med at ødelægge forholdet til veninden Ellie.
Premiere 27. juni.
Fast and Furious: Hobbs & Shaw
Lige siden Luke Hobbs (Dwayne Johnson) første gang stødte sammen med den tidligere britiske elitesoldat Deckard Shaw (Jason Statham), har de to udvekslet øretæver og smarte bemærkninger. De har nu fået deres egen film!
Se også: Moovy TV træder speederen i bund og tester ny "Fast & Furious"-racerbane!
Premiere 1. august.
Men in Black: International
Med "Men in Black International" står en ny generation af alien-jagtende agenter klar til at tage over. Denne gang ledes forestillingen af Chris Hemsworth og Tessa Thompson, som i 2017 ligeledes dannede makkerpar i Marvel-filmen "Thor: Ragnarok".
Premiere 13. juni.
X-Men: Dark Phoenix
Med "X-Men: Dark Phoenix" fortælles historien om, hvordan mutanten Jean Grey blev til Dark Phoenix. Filmen foregår 10 år efter "X-Men: Apocalypse", og den kraftfulde gruppe af X-Men betragtes nu som helte i offentligheden. Men da Jeans kræfter vækker den unge mutants mørke side, splittes gruppen som resultat af den eksplosive konflikt.
Snart på Moovy: Moovy TV er blevet inviteret til presse-junket på "X-Men: Dark Phoenix", hvor vi skal tale med bl.a. Sophie Turner, Jessica Chastain, Michael Fassbender og James McAvoy. Du kan se de eksklusive videoer til juni!
Premiere 6. juni.
John Wick: Chapter 3 – Parabellum
Den gode John Wick får brug for et massivt våbenarsenal i forsøget på at undslippe alverdens nådesløse lejemordere, som alle jagter den iskolde dræber med et prismærke på 14 mio. dollars hængende over sit hoved.
Premiere 16. maj.
Scary Stories to Tell in the Dark
Guillermo del Toro er producer på filmen, der udspiller sig i den lille flække Mill Valley, som er berygtet for familien Bellow, der torturerede og dræbte den unge pige Sarah. Ved et tilfælde finder en gruppe unge en bog med uhyggelige fortællinger, som Sarah har skrevet under fangenskab, og pludselig vækkes grusomhederne til live.
Premiere 8. august.
Aladdin
Guy Ritchies står bag live-action-remaket af animationsklassikeren "Aladdin" fra 1992 om gadedrengen, der kommer i besiddelse af en magisk lampe, som vender op og ned på hans liv. Will Smith har overtaget rollen som lampeånden Genie.
Premiere 23. maj.