Moovy Exclusive: Sundance Film Festival ’18 – Dag 1 & 2

De første dage på årets Sundance-festival har både budt på skarpladte pistoler og graviditetskvaler, men toppes af forrygende true-crime drama.

Normalt sner det i Park City, Utah, hvor Amerikas største festival for independent-film, Sundance, har sit centrum i to kilometers højde. Men da årets festival blev skudt i gang torsdag eftermiddag, skinnede solen. Behageligt for en magelig reporter som undertegnede, mens ærgrelsen kom noget tydeligere til udtryk blandt de mange skiløbere i området. Men der er jo noget om stilhed før stormen. Måske det også gør sig gældende her.

Den traditionsrige festival, der blev etableret i 1978 med blandt andre skuespiller Robert Redford i front, har de seneste år været garant for en perlerække af premierer på film med stærke sociale budskaber og stor kommerciel rækkevidde, trods de ofte beskedne budgetter. Sidste år så verden for første gang film som "God's Own Country", "Get Out", "The Big Sick" og "Call Me by Your Name" på Sundance.

Blinde vinkler i Oakland

Årets festival skydes i gang med filmen "Blindspotting" – en art-"gentrificerings-dramakomedie", hvis titel hentyder til de blinde vinkler, vi alle har i vores omgang med andre mennesker. Filmen omhandler eksfangen Collin, der med blot tre dage tilbage af sin prøveløsladelse forsøger at holde sin sti skinnende ren. Ved sin side har han vennen Miles, der med grills og løstsiddende knytnæver har en særlig evne til at opstøve ballade, og for hvilken det er umuligt at se stiltiende til, mens han og Collins fattige nabolag i Oakland langsomt forvandles til et epicenter for Portland-hipstertyper.

"Blindspotting" er den mexicansk-amerikanske instruktør Carlos López Estradas debutspillefilm og er et for det meste vellykket, energisk drama om identitet og kampen for at løsrive sig af gamle handlingsmønstre i et hårdt miljø. Fortalt i et ekspressivt billedsprog og med stor musikalitet sætter filmen effektivt tonen an for vennernes interne dynamik, og særligt stortalentet Daveed Diggs overbeviser som den hip-hop-elskende tough guy Collin, der skildres som et helt menneske med de gode og dårlige sider, som dertil hører.

Filmen har en til tider lige lovlig poppet æstetik, og ikke alle instruktørens idéer for den visuelt frembrusende skildring af karakterernes liv fungerer i praksis. Det til trods, skal filmen nok finde sit publikum, og det lover godt for Estradas fremtidige virke.

Netflix-drama med humoristisk bid

Et anderledes, men ligeledes højt energiniveau findes i Tamara Jenkins' "Private Life", der får premiere på Netflix. Det er over ti år siden Jenkins' seneste spillefilm, den kritikerroste søskende-komedie "The Savages", udkom. I mellemtiden er Jenkins blevet mor, og kvalerne hun måtte gennemgå for at blive gravid udgjorde inspirationen til "Private Life", hvor Paul Giamatti og Kathryn Hahn spiller et newyorker-ægtepar, der desperat jagter at blive gravide.

Midtvejskrisen er altid garant for en god identitetskrise, og førnævnte skuespillere inducerer filmen med en fantastisk vitalitet og samtidig en fornemmelse af skrøbelighed. Flere interessante dilemmaer bringes på banen, når ægteparret skal foretage svære valg for at indfri (hvad de i hvert fald selv tror er) deres første og sidste ønske – at få et barn. Alligevel formår filmen ikke altid at udnytte situationernes dramatiske potentiale, og den kunne med fordel have ofret en lille halv time af spilletiden til fordel for en mere fokuseret fortælling.

På trods af den lidt tunge og tragiske præmis er filmen faktisk i lige så høj grad en komedie. Dialogen er skarp, og Jenkins formår med få velvalgte ord at udstille absurditeten i ellers trivielle hverdagssituationer. Og så formår hun at skabe stærke karakterer, der langt fra altid er særlig sympatiske, men alligevel kan sige noget om mennesker, netop på grund af de fejl, vi ser.

Kupfilm med stof til eftertanke

Om aftenen på andendagen kommer den så – sneen altså. Voldsom sne. Så er festivalen for alvor i gang, synes det at symbolisere. Visningen af Bart Laytons "American Animals" udgjorde det ideelle skjulested, om end voldsomheden også var rigt til stede bag biografens trygge vægge.

Instruktøren, der særligt er kendt for den forrygende true crime-dokumentar "The Imposter" fra 2012, har med "American Animals" (næsten) taget springet til spillefilmsgenren. Laytons nyeste er en nervepirrende kupfilm, der imponerer ved både at være morsom og tankevækkende i undersøgelsen af forholdet mellem fakta og subjektiv virkelighed.

Dramatiseringen af den virkelige begivenhed, hvor en håndfuld unge amerikanere i 2004 forsøgte at røve sjældne bøger for millioner af dollars, er eksekveret med sikker hånd. Men Layton tilføjer dramaet endnu et lag ved at inddrage interviews med de virkelige personer, som filmen skildrer. Hver især husker de begivenhederne forskelligt, hvilket fører til interessante pointer om hukommelsens selektive natur, hvordan vi danner vores eget selvbillede, og om man nogle gange blot vælger den sandhed, der passer én bedst.

Festivalens foreløbige højdepunkt kan meget vel ende med at nå et stort publikum verden over. Jeg krydser fingre.