Moovy Exclusive: Sundance Film Festival '18: Det bedste fra årets festival

Festivalen er slut, og vi kårer de bedste film fra årets udgave af den amerikanske independent-festival.

Det er forbi. Jeg er ude af sneen. Mere end 30 film blev det til og med en overraskende høj andel af positive oplevelser. Sundance satte i år stærkt fokus på minoriteter og kvinder, og ud af det kom en række fantastiske film med en sjældent set mangfoldighed.

Socialkritikken har i den grad været i højsædet, hvilket også afspejler sig i den nedenstående top ti. Og da vinderne blev kåret i lørdags, vandt vigtige film som "The Miseducation of Cameron Post", "Burden" og "We the Animals" store priser. Vi danskere har endda også noget at fryde os over, eftersom Gustav Möllers thriller "Den skyldige" vandt publikumsprisen i "World Cinema Dramatic Competition". Jeres ydmyge reporter slutter hermed festivaldækningen af med en top ti over de største filmoplevelser på årets Sundance Film Festival.

10. Nancy

Andrea Riseborough er et fund i historien om en 35-årig kvindelig vikar og aspirerende forfatter, der mistænker sig selv kidnappet som barn og derfor tager kontakt til et par, der måske er hendes rigtige forældre. Christina Choes eftertænksomme drama tager udgangspunkt i en realistisk filmtradition, men leger med virkemidlerne – f.eks. en ændrende aspect ratio – til at fortælle en dybfølt og særdeles velspillet historie om afsavn.

9. Tyrel

"Get Out" 2.0 og så alligevel ikke. Jason Mitchell fører an i en velspillet mareridtsfortælling, der kommenterer på den latente racisme, der opstår gennem ignorance og privilegier. Med afsæt i en intens, sprutinficeret weekend formår instruktør Sebastián Silva at skabe en knugende følelse af ubehag, der både underholder og oplyser uden at dømme. 

8. Hereditary

Den eneste reelle genrefilm på listen. Ari Asters debutfilm, der har en fabelagtig Toni Collette i hovedrollen, fik en overvældende modtagelse og blev af The Playlists anmelder kaldt "en game changer af et horrormesterværk". "Hereditary" låner fra klassikere som "Ondskabens hotel" og særligt "Rosemary's Baby", men er også i egen ret en både skræmmende og stemningsfuld gyser, der aldrig forfalder til simple skræmmetricks. Slutningen, som jeg ikke skal røbe her, falder desværre ret fladt, men kan tilgives, når resten spiller så godt.

7. Burden

Det er modigt at lave en film med et Ku Klux Klan-medlem i hovedrollen og derefter bede publikum om at sympatisere med ham. Men det er alligevel, hvad Andrew Heckler har gjort med "Burden", der skildrer de virkelige begivenheder i slut-90'ernes South Carolina, hvor Michael Burden (Garrett Hedlund) kæmper med mildt sagt voldsomme identitetsproblemer efter at være vokset op som KKK-medlem. Andrea Riseborough (ja, hende igen) og Forest Whitaker overbeviser som henholdsvis frustreret kæreste og omsorgsfuld prædikant i en barsk racismefortælling, der på forbilledlig vis forener rå, realistisk nuance med mainstream-appel.

6. Holiday

Ja, den er dansk, men det er altså ikke derfor, jeg har valgt den. Det tror du ikke på? Nå, så hør her. Med "Holiday" fortsætter Isabella Eklöf den fremragende kunstneriske bølge, som danske lavbudget-film rider på for tiden. Nogen vil måske mene, at alt for meget overlades til seeren i filmen, der er meget åben og hverken skynder sig med at forklare sine karakterer eller jagter et plot. Undertegnede synes, det er befriende. Gennem en visuelt prangende tableau-stil undersøger Eklöf en hovedperson, hvis valg ofte er svære at gennemskue, og netop derfor føles hun som et rigtigt menneske. Mere af det, tak.

5. Sorry to Bother You

Rapperen Boots Riley har med sin debutfilm skabt en batshit crazy komedie, der næsten er umulig at skrive et resume af. Jeg vil derfor afstå fra den udfordring og i stedet slå fast, at den sociale satire, som Indiewire kaldte "årets WTF-film", er en fuldstændig fængslende og uforudsigelig oplevelse, der fortjener et publikum. Lakeith Stanfield er eminent som doven telefonsælger, der oplever kæmpe succes, når han taler som en hvid amerikaner, og Armie Hammer står for årets mest absurde twist i rollen som excentrisk, korrumperet opportunist uden medmenneskelighed. Er du træt af, at kunne forudse handlingen på en kilometers afstand, er "Sorry to Bother You" lige, hvad du har brug for.

4. American Animals

Bart Layton har allerede bevist sit værd med den stilsikre true crime-dokumentar "The Imposter" fra 2012. I "American Animals" tager han hele doku-værktøjskassen med over i fiktionsværkstedet, og resultatet er en sublimt underholdende kupfilm baseret på virkelige hændelser. Fiktion og fakta sløres, når Layton effektivt fortæller historien om en håndfuld college-drenges forsøg på at stjæle nogle ekstremt værdifulde, antikke bøger. Deres uforberedte, naive tilgang til kuppet er ofte lattervækkende, men filmen formår samtidig at sætte et seriøst fokus på en generation, hvor friheden ofte kan være fangende. En helstøbt hybridfilm – så enkelt kan det siges.

3. We the Animals

Jeremiah Zagars poetiske spillefilmsdebut vandt lørdag hovedprisen i NEXT-kategorien for innovative fortællinger. Og med sin afmålte, visuelt helstøbte fortællestil er det svært ikke at bifalde juryens valg. Fortællingen om tre søskende og deres turbulente opvækst veksler mellem rå virkelighed og eventyrlig fantasi med den største naturlighed. Det er i historier som denne, at filmmediet virkelig kommer til sin ret, hvor kameraet formår at udtrykke stemninger og sindstilstande, der vanskeligt beskrives med ord.

2. The Miseducation of Cameron Post

LGBT-dramaet vandt lørdag hovedprisen i hovedkonkurrencen for amerikanske dramaer. Et forståeligt valg, ikke kun fordi filmen rammer rent ind i en af de mest aktuelle samfundsdebatter lige nu, men også fordi det slet og ret er en fremragende film. Friktionen mellem seksuel frigørelse og ortodoks kristendom er et stærkt udgangspunkt for Desiree Akhavans debut, der går sympatisk til værks og ser verden fra teenagerens vinkel. Chloë Grace Moretz er fuldstændig fantastisk i hovedrollen og flankeres af en ligeledes forrygende Sasha Lane, der ser ud til at fortsætte den gode stime fra "American Honey". Det er stærke sager leveret med overskud og en afvæbnende direkthed.

1. Wildlife

Paul Dano har med "Wildlife" skabt et lille mesterværk om en familie, der mister troen på sig selv. Om et forældrepar, der lader deres teenagesøn i stikken, da de opdager, at de ikke er blevet til det, de havde håbet. Om en teenager, der er så elskelig og overbærende teenager, at det kun gør endnu mere ondt, når han svigtes. Om et amerikansk samfund i 60'erne, hvor ledigheden var stor og gode familier led. 16-årige Ed Oxenbould leverer en af festivalens stærkeste præstationer i en film, der tager barnets synspunkt og derigennem udtrykker noget universelt om relationer, identitet, samfund, sorg og kærlighed. En mere end overbevisende instruktørdebut, der ikke kan komme til Danmark hurtigt nok.

Kommentarer

Sundance Film Festival '18: Det bedste fra årets festival

  • 0

    Så Assasination nation var ikke noget værd? Ellers en der så ud til at være ligeså fed som dens titel!

    Ser dog også frem til Den skyldige, the Miseducation of Cameron Post, Tyrel, Burden og ikke mindst smukke Victoria Sonne og danske Holiday! 

    Martinio07 31-01-18 18:08

  • 1

    "Assassination Nation" var en af de film, der var lige ved at snige sig med på listen. Så jo, den er bestemt god og er værd at se frem til.

    EmilPyndt31-01-18 19:36

  • 0

    Okay, det lyder god. Trods alt..

    Martinio07 31-01-18 19:40

  • ★★1

    Fed liste! Hver og én ser super interresante ud! Dejligt at indiefilmen lever i bedste velgående.

    Emil, fik du set Åkerlunds "Lords of Chaos"?

    Mikkel Abel31-01-18 19:41

  • 0

    Emil, fik du set Åkerlunds "Lords of Chaos"?

    Det gjorde jeg desværre ikke, nej. Men den fik også en positiv modtagelse. Helt sikkert også værd at fange på et tidspunkt.

    EmilPyndt31-01-18 19:55

  • ★★★★0

    Jeg har lige tilføjet flere på min watchlist på imdb. Særligt gyseren og We the Animals glæder jeg mig til. Og så vidste jeg ikke at Debra Granik også kom med en ny film, Leave no Trace. 

    Babo20-02-18 09:51

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen