Moovy Exclusive: Top Tirsdag: Fem WTF-Christopher Nolan-filmslutninger

Nolan er aktuel med "Tenet", som med garanti byder på overraskende slutninger. Men hvilke er blandt de største WTF-overraskelser i mesterinstruktørens bagkatalog?

Christopher Nolans "Tenet" trodser som den eneste blockbuster coronakrisen og minder os om, hvad filmsommeren normalt plejer at byde på af storstilet popcorn-underholdning. Men Nolan er en instruktør, hvis film både appellerer bredt, men også nyder stor kritisk anerkendelse – en balancegang, som få filmskabere har haft held med. Den britiske filmskaber har formået at gøre blockbusterfilm intelligente.

Det er film, der tør udfordre sit publikum midt i al deres ramasjang. Nolans værker er spækkede med overraskelser, og som en moderne Hitchcock (eller en M. Night Shyamalan, blot med højere succesrate) nyder han at hive tæppet væk under os, ofte til allersidst i filmene. I anledning af, at "Tenet" rammer biograferne – en film, der garanteret også vil få folk til at spærre øjnene op – kommer her en liste over de fem største WTF-slutninger i Nolans film. Bered jer på spoilers!

"Memento"

Nolan brød igennem med sin kun anden spillefilm, der sindrigt viste, at han forstod at servere kringlede historier. Næsten hver eneste scene i "Memento" er et WTF-øjeblik. Hovedpersonens hævnhistorie fortælles gennem to parallelle handlingstråde, den ene fortalt i omvendt kronologisk rækkefølge. Det geniale ved filmens splintrede tidslinje er, at vi som publikum står i samme situation som Guy Pearces desperate Leonard, der ikke har korttidshukommelse: Vi aner ikke, hvad der kom før den scene, vi netop sidder og ser.

Men filmens nok største overraskelse er alligevel dens slutning. Vi har hele tiden troet, at filmen handlede om Leonards jagt på den mand, der voldtog og myrdede hans kone. Men pludselig får vi at vide, at gerningsmanden allerede er død. At konen faktisk overlevede. Er det sandt, eller lyver Joe Pantolianos luskede Teddy? Var det i virkeligheden konen, der led af diabetes, og ikke den sagnomspundne Sammy Jankis, som Leonard altid fabler om? Eller var det faktisk Leonard selv, der slog konen ihjel? Svaret gives ikke endegyldigt, selvom filmens sidste flashback kommer med et lille hint (det har noget med tatoveringer at gøre). Nolan synes i hvert fald at sige, at hukommelsen er en drilsk sag, man ikke altid kan stole på.

"The Prestige"

Efter instruktøren havde givet superheltegenren en ordentlig saltvandsindsprøjtning med sin første Batman-film, "Batman Begins", og bevist, at han sagtens kunne takle en stor sommerblockbuster, valgte Nolan at tage en lille detour. "The Prestige" er på overfladen et historisk drama om to rivaliserende tryllekunstnere, men viser sig selvfølgelig at være meget mere end det. For grænsen mellem illusionsnumre og ægte magi udviskes lige så stille i takt med, at de to hovedpersoner bliver opslugt af kappestriden.

Handlingen river publikum rundt i manegen, så man ender med at blive helt rundtosset. Filmens slutning er dog en gotisk gyser værdig, da Hugh Jackmans Robert Angier afslører, hvordan det er lykkedes ham at lave det største tryllenummer af dem alle. Vi forstår allerede på dette tidspunkt, at tryllekunstneren har fået lavet en kloningsmaskine, der giver illusionen om, at han kan teleporteres på et splitsekund. Men den virkelige gru går først op for os, da kameraet tracker tilbage og afslører, hvad der er blevet af alle klonerne – som aften efter aften er røget ned i vandtanken under scenen. Som Angier selv siger: "No one cares about the man in the box". Eksistentiel horror forklædt som intelligent underholdning og tillige Nolans bedste film til dato.

"Inception"

Her er der tale om en film, som bogstavelig talt er ét langt mindfuck. En gruppe tyveknægte stjæler folks hemmeligheder via deres drømme – som et slags crossover mellem Freud og "Mission: Impossible". En vovet præmis for en popcornsgnaskende actionbasker med et budget på knap 200 millioner dollars. "Inception" var dog om noget en film, der understregede Nolans eminente evne til at rykke grænserne for, hvad en blockbuster kan indeholde (og stadig underholde).

Det meste af filmen (muligvis hele filmen?) foregår i persongalleriets drømme og tillader derfor et hav af surrealistiske scener. Det største og mest mindeværdige WTF-øjeblik i "Inception" er alligevel dens allersidste billede af en snurretop. Vi ved, at Leonardo DiCaprios Cobb bruger den til at sikre sig, om han drømmer eller er vågen. Hvis den bliver ved med at snurre, drømmer han. Holder den op med at snurre, så er han vågen. Vi ser den snurre og snurre, og lige da det ser ud til, at den måske vil stoppe, går billedet i sort. Lykkes det faktisk Cobb at vågne til sidst og blive genforenet med sine børn, eller ender han med at være fanget i en drøm (inde i en drøm, inde i en drøm, inde i en drøm… inde i en drøm)? Det får vi aldrig svar på.

"The Dark Knight Rises"

Det virker passende, at Nolan vælger at slutte sin Batman-trilogi med en utroligt tvetydig afsløring, der nok har fået folk til at vågne op i biografsæderne – selv efter den lettere ujævne og meget lange "The Dark Knight Rises". Henimod filmens slutning vælger Batman tilsyneladende at ofre sig for Gotham, da han flyver væk fra byen med en atombombe. Alt tyder på, at flagermusen er færdig, men måske havde han alligevel et sidste es oppe i ærmet?

Da Waynes mangeårige butler og faderskikkelse, Alfred, opsøger en italiensk café, ser den ældre mand pludselig selveste Bruce Wayne sidde sammen med Selina Kyle ved et bord. Har han overlevet og orkestreret sin egen død, så en ny kappeklædt hævner kan tage over for ham? Eller er det Alfreds fantasi om, hvordan han gerne så det slutte? Det hele fortælles i ordløse billeder og er et callback til en tidligere scene, hvor Alfred fortæller Bruce, hvilken fremtid han drømmer om for sin ven. Så der kan sagtens være tale om ønsketænkning. Men igen, batflyets autopilot fungerede vist alligevel – og det er jo Batman, vi taler om…

"Interstellar"

I Nolans tydelige homage til Stanley Kubricks "Rumrejsen år 2001" kommer vi langt ud blandt stjerner og planeter, og med al sin science-fiction-mumbo-jumbo er det i den grad en film, der sætter de små grå på overarbejde. Det største WTF-øjeblik er nok alligevel hen mod slutningen, da Matthew McConaugheys Cooper suges ind i et sort hul og ender i en femte dimension, der mest af alt ligner et rumbibliotek af farvet lys.

Allerede her tænker de fleste publikummer nok: "Det var lige godt satans!". Men den virkelige overraskelse kommer, da vi forstår, at han nu kan kommunikere med sin datter Murph gennem tiden og i virkeligheden er det "spøgelse", hun hele sit liv har været i kontakt med. En slags tidsmaskine forklædt som bogreol (hvis man kan bruge et boblebad og en telefonboks, så er det her vel ikke mere spacy?). Vi får serveret både tidsrejse, Einsteins relativitetsteori, metafysik og sentimental spiritualisme. Den slags får man altså sjældent med i prisen, når man løser billet til en stor Hollywood-film. Tak for det, Nolan. Og tak for at blive ved med at overraske os på det store lærred!

Top Tirsdag er Moovys faste ugentlige topliste. Hver tirsdag oplister vi personlige favoritter, aktuelle filmskabere og de knapt så aktuelle, mere skæve temaer.