Jeg tror næsten jeg bliver nødt til at se Ghost Shark
Moovy Exclusive: Top Tirsdag: Fem van(d)vittige hajfilm
I forbindelse med, at "Dødens gab" i år har 45 års jubilæum og netop er udkommet på 4K UHD herhjemme, kigger denne uges topliste på de mere atypiske hajfilm.
Selvom "Dødens gab" næppe er den første eller sidste af sin slags, banede de tre efterfølgere vejen for det gradvist mere vanvittige. Dette har over det seneste årti kulmineret med nogle af de mest skøre præmisser i hajfilm – nogensinde. Vanviddet har med undtagelse af et par bundsolide eksempler efterhånden fuldkomment overtaget genren, hvor filmselskaber som The Asylum samt den amerikanske kanal Syfy masseproducerer den ene billige hajfilm efter den anden. Skuespillet og effekterne skraber bunden, men det er ikke ensbetydende med, at alle disse film ikke er seværdige. Flere af dem har havet fuld af kreative ideer. Har man hang til at grine både af og med en film, er der en god håndfuld at vælge imellem. Her er fem bud på det seneste årtis mest vanvittige hajfilm.
Ghost Shark (2013)
Det er ikke så smart at slå hajer ihjel for sjov – især ikke ved siden af en grotte, der kan vække de døde til live. "Ghost Shark" låner mange plotdetaljer fra Stephen King, men gider ikke bruge tid på forklaringer. Hvad en spøgelseshaj f.eks. skal bruge vand til er et af mange spørgsmål, jeg aldrig fik svar på. Men skide være med det! Når hajen gemmer sig i et glas vand og efterfølgende spiser sig ud gennem manden, der drikker det, er al mangel på logik tilgivet. "Ghost Shark" er nemlig spækket med blodige og kreative indslag, der fungerer langt bedre, end man turde håbe på. Her skelner hajen ikke mellem en flok piger i bikinier, der vasker biler, eller børn på en vandglidebane i haven. Om menneskeresterne ender i dens gennemsigtige spøgelseshajmave, skal man bare ikke tænke for meget over. Dette er en film, der ganske enkelt ikke kan anbefales nok – af de helt forkerte årsager.
Mega Shark Vs. Kolossus (2015)
"Mega Shark" er en franchise, der stadig er i gang. Først sloges megalodon'en mod en stor blæksprutte, dernæst en krokodille-dinosaur, så en mekanisk haj. I den seneste film tages kampen op mod den kæmpe koldkrigsrobot Kolossus, der designmæssigt vækker minder om "Drengen og jern-kæmpen". Med de politiske undertoner i filmen, hvor det anstrengte forhold mellem USA og Rusland er i centrum, minder dette allermest om en forfejlet b-films-kopi af den originale, japanske "Godzilla" fra 1954. Selvom det store showdown naturligvis er filmens klimaks, er højdepunkterne karakterernes evige stupiditet. Da det amerikanske militær "kommer til" at sprænge Jesus-statuen i Rio de Janeiro i stykker, og når de fylder en hval med sprængstof som madding til hajen, er ikke et øje tørt. Vi kan roligt se frem til den næste film i serien, hvor Mega Shark skal slås mod selveste Moby Dick!
Planet of the Sharks (2016)
Forestil dig en "Waterworld", hvor hajer er menneskets største fjende, og du har idégrundlaget til "Planet of the Sharks". Det meste af filmen består af pseudo-videnskabelig eksponering, hvori en elektromagnetisk raket skal rydde en stor del af verdens CO2, så der opstår land igen. Her vil forskerne bruge en alfahajs telepatiske evner til at skyde den afsted med. Giver det mening? Slet ikke. Men alle karaktererne vil gerne skære det hele ud i pap for dig over flere omgange, så forbered dig på spandevis af elendig dialog. Drik i øvrigt et shot, hver gang elektromagnetisme bliver nævnt, og du ender med garanti på skadestuen. Hvis du til gengæld skal drikke, hver gang hovedrollen ytrer et ord, ender du derimod pinligt ædru – go figure.
The Last Sharknado: It's About Time (2018)
De fleste har efterhånden hørt om "Sharknado", men franchisen skal alligevel nævnes her. Ian Ziering (ja, Steve fra "Beverly Hills 90210") tager kampen op mod hajer, der flyver rundt i en tornado. Filmene er godt klar over, hvor dumme de er, hvilket desværre gør dem en smule mindre sjove i længden. Hvis man klarer den hele vejen til den sidste og sjette film i serien, "The Last Sharknado: It's About Time", rejser heltene bl.a. tilbage til dinosaurernes tid for at bekæmpe den allerførste Sharknado og derved standse fænomenet, før det egentligt kommer i gang. Den sidste film i serien minder mest om at se nogle børn sidde med deres legetøj og lade alle åndssvage ideer blive en realitet. Til tider er det ganske morsomt og underholdende, men ligesom de andre "Sharknado"-film er sidste kapitel også en lettere anstrengende oplevelse.
6-headed Shark Attack (2018)
Den startede med to hoveder. Så fik den et mere. Så fik den to mere. I den fjerde film i franchisen har den nu hele seks af slagsen! Mister den et hoved, vokser det bare ud igen. Det ved hajen godt, så i en scene bider den et hoved af sig selv og kaster efter en snigskytte, der prøver at dræbe den. Ja, "6-Headed Shark Attack" er nok den mest retarderede hajfilm, der endnu er lavet. Fra de elendige computereffekter af hajen (der bruger fire af sine hoveder som ben, så den kan gå på land) til det grinagtige plot (en gruppe går til parterapi på en øde ø, ledet af en mand, hvis eget forhold er gået i stykker) er filmen konsekvent både frivillig og ufrivillig morsom. Det er de andre i franchisen såmænd også, men der er noget ekstra fascinerende ved en sekshovedet haj, der mest af alt bare ligner en gigantisk, grå søstjerne.
Top-Tirsdag er Moovys faste ugentlig topliste. Hver tirsdag oplister vi personlige favoritter, aktuelle filmskabere og de knapt så aktuelle, mere skæve temaer.
