Moovy Exclusive: Top Tirsdag: Fem vellykkede Stephen King-filmatiseringer

Film baseret på Stephen Kings værker er ikke en mangelvare. Men hvilke filmatiseringer er de mest trofaste i forhold til bogen?

Med mere end 350 millioner solgte bøger på verdensplan og et utal af film og serier baseret på værkerne er Stephen King for længst gået over i historien som The King of Horror. Med det store antal film og serier er det uundgåeligt, at der dukker makværker op. Inden for gyser- og horrorfilm findes King-filmatiseringer blandt de bedste og værste af slagsen.

I dagens artikel udpeges de fem mest vellykkede af de mange film baseret på mesterens værker. Mest vellykkede skal ikke forveksles med de bedste film, men mest trofaste i forhold til bogen. Men også ud fra, hvad Stephen Kings typiske omdrejningspunkt er rent tematisk. For King afsondrer de mørkeste afkroge i menneskets sind. Amerikaneren skaber interessante karakterer, der ofte er lette at relatere til som læser. Og ikke mindst opbygges ofte et realistisk univers, der som udgangspunkt kan finde sted hvor som helst. Men sikkert som amen i kirken er det, at uhyggen kommer snigende. Om det er i form af monstre eller helt almindelige mennesker i hvis underbevidsthed, der findes et mørke, som overgår de flestes fatteevne, formår King at gøre overgangen mellem det overnaturlige og det realistiske flydende. Disse gråzoner medvirker til, at Kings skildring af godt og ondt sjældent er sort-hvid.

5. "Gerald's Game" (2017)

Det kommer nok som en overraskelse, at denne Netflix-produktion er at finde på listen. Ikke desto mindre har den sin berettigelse til netop det. Nærmest én-til-én følger filmen bogen. Mike Flanagans sans for psykologisk gys, det velskrevede manuskript samt et lille hold dygtige skuespillere giver tilsammen alt det, der kendetegner en god King-historie. Hovedrolleindehaverne Carla Gugino og Bruce Greenwoods samspil – der skildrer den fangede Jessie, hendes netop afdøde mand, Gerald, samt Jessies egen underbevidsthed – kan i begyndelsen forekomme kluntet.

Det gode manuskript får dog hurtigt slået præmissen på plads. På elegant vis hives publikum med ned i Jessies underbevidsthed, der byder på de ubehagelige overraskelser, som får historien til at handle om mere end en kvinde, der er fanget alene i sin seng. Den har uhygge, der kommer snigende. Den har jump scares, der virker i kraft af sine veletablerede karakterer. Og så formår Flanagan at lege med balancen mellem fantasi og virkelighed, og hvordan denne balance kan drive én til vanvid alene og fanget i mørke. Her er tale om en virkelig effektiv filmatisering af en simpel historie.

4. "It" (2017) og "it del 2" (2019)

Med sine godt tusind sider er "It" en stor mundfuld. Til trods for dette formåede Andy Muschietti at lave en første del til det, der nok er den film, som er mest Stephen King. "It" har nemlig alt det, en klassisk King-fortælling skal have. Samtlige store karakterer bliver introduceret, forklaret og helstøbt. Det velskrevede manuskript og perfekte cast til samtlige karakterer gør det umuligt ikke at kunne relatere til mindst et par af dem. Og bedst som karaktererne har vundet publikums hjerter, sker det, der skal ske i en King-fortælling: Publikum tages med helt ind i børnenes uskyldige sind, hvor de udsættes for både psykisk og fysisk vold. Til tider så modbydeligt, at det er uudholdeligt. Det handler ikke om, hvorvidt "It" er uhyggelig eller ej. Stephen King er nemlig meget mere end uhygge og monstre. Det er coming-of-age, sammenhold, venskab, vold, forældre, hvis handlinger har enorme konsekvenser. Oveni alt dette har vi Kings nok mest ikoniske karakter, Pennywise, The Dancing Clown, der mæsker sig i, hvad de stakkels børn frygter allermest. Morbidt, genialt og glimrende filmatiseret i første del.

Desværre halter opfølgeren efter. For en anden af historiens mange styrker er den enorme kontrast mellem det at være barn og voksen. Med sine næsten tre timer kunne Muschietti have brugt mere tid på de ekstremt vigtige opkald, de seks venner får fra Mike – den eneste, som er blevet i Derry. Fem minutter til hver karakter er ikke nok til at fortælle alt det, der i bogen får mellem 15 og 20 sider per karakter. Uden dette fokus mister historien en stor del troværdighed. Det modbydelige, de som børn har været udsat for, bagatelliseres. "It del 2" får dog indhentet det tabte. I løbet af sine tre timer kommer den tilbage på sporet, hvor flere af de modbydelige elementer gør de to film til en solid og helstøbt King-oplevelse.

3. "The Green Mile" (1999)

Storfilmen "The Green Mile" er historien om, hvordan mennesket reagerer på det uforståelige. Ikke en klassisk King-fortælling i den forstand, at filmatiseringen hverken er horror eller gys i klassisk forstand. Til gengæld har den tunge temaer som racisme og religion, og Frank Darabont formår at finde Kings kritiske lighedstræk mellem de to. Der graves helt ned i menneskets samvittighed, hvor vi tvinges til at tage stilling til, hvordan vores valg unægteligt følger os til det sidste.

Alt dette skildres med udgangspunkt i én karakter, John Coffey. Introduktionen af den store, sorte mand sætter gang i vrede, sorg, nysgerrighed og medfølelse. Det til trods for, at han sidder indsmurt i blod med ligene af to små hvide piger i skødet. Denne ekstremt spændende karakter etableres lynhurtigt og skildres som både helgen og monster. Historien, hvis udvikling både er grum, rørende og på mange måder realistisk, kickstartes på brutal vis. Samtidig formår den at få det overnaturlige i perfekt balance med det realistiske. "The Green Mile" gør ikke brug af uhyggelige monstre eller deciderede skurkeroller. Alligevel formår den gennem en lang række spændende karakterer at give det ekstremt nuancerede billede af "det gode" og "det onde", hvilket Stephen King mestrer.

2. "Carrie" (1976)

Kings debutroman fra 1974 om unge Carrie med telekinetiske kræfter er på papiret ikke den mest sindsoprivende historie. Kombineres denne overnaturlige evne med en forskruet mor, der elsker Gud højere end sin egen datter – en hormonforstyrret teenager overfor mobbende klassekammerater – bryder helvede løs. Alt dette formår mesterinstruktøren Brian De Palma at sammenfatte i denne gyserklassiker. Ikke at forglemme de to mindeværdige pragtpræstationer som mor og datter, spillet af henholdsvis Piper Laurie og Sissy Spacek. Præstationer, der da også indbragte dem Oscar-nomineringer for henholdsvis bedste bi- og hovedrolle.

Manuskriptet er så skarpt, at "Carrie" med sine blot 90 minutter rammer plet i alle henseender i forhold til dens bogforlæg. I bedste King-stil kommer uhyggen snigende. Publikum har fuldkommen sympati med Carrie, mens hendes overnaturlige evner langsomt tager over – for til sidst at eskalere i en scene, der for længst er gået over i filmhistorien. Som første King-filmatisering ramte "Carrie" hovedet på sømmet og lagde et fundament til alt det, der kendetegner de mest trofaste filmatiseringer af mesterens værker.

1. "Misery" (1990)

Rob Reiners kammerspil med James Caan og Kathy Bates i de altoverskyggende hovedroller er blandt mine King-favoritter. Filmen er et bevis på, at selv den mest simple historie kan gøres interessant, hvis det rette persongalleri er involveret. Den Oscar-vindende manuskriptforfatter William Goldwin formår til perfektion at fange alt det essentielle fra Kings geniale roman.

Som "Carrie" er "Misery" også drevet af gnistrende samspil mellem to pragtpræstationer, der formår at sætte historiens præmis i flammer. Effektiv og ubehagelig, både som bog og film, fordi skildringen af de mest ekstreme menneskelige afkroge fremstår realistisk. Selvom Bates mange steder stjæler billedet med sin ikoniske skildring af psykopatiske Annie Wilkes, er det Paul Sheldons udvikling, der for alvor gør "Misery" interessant. Bates' Oscar for sin præstation var fuldt fortjent, men Caans præstation kan ikke undervurderes.

Til perfektion skildres Sheldons udvikling fra at være arrogant forfatter, der netop har afsluttet en roman og efterfølgende kører galt, "reddes" og "passes på" af en umiddelbart hensynsfuld kvinde – blot for at indse, at rædslerne først lige er begyndt. Herfra følges den egentlige karakterudvikling, hvor Stockholmsyndromet tager over. Langsomt går Sheldons afhængighed af Wilkes fra at være fysisk til at være psykisk. Skildringen af denne transformation er én af hovedårsagerne til, at "Misery" indtager førstepladsen. At ramme plet med denne psykiske udvikling uden at overfortælle kræver en indsats udover det sædvanlige fra instruktør, manuskriptforfatter og skuespillere. Alt spiller i dette gysermesterværk, der mesterligt rammer bogens hovedessens, uhygge og ekstremt spændende persongalleri.

Top Tirsdag er Moovys faste ugentlig topliste. Hver tirsdag oplister vi personlige favoritter, aktuelle filmskabere og de knapt så aktuelle, mere skæve temaer.