Moovy Exclusive: Video Nasties – en gennemgang
Fra kultklassikere til forbudte værker: De 20 mest kontroversielle film på Video Nasties-listen.
I 1984 blev British Board of Film Classification ansvarlig for at certificere alle videoudgivelser for at få bugt med de mange underlødige og voldelige film, der strømmede ind fra især USA og Italien. Dette skete efter en massiv kampagne fra den stokkonservative og religiøse figur, Mary Whitehouse, og hendes National Viewers’ and Listeners’ Association.
For at hjælpe myndighederne blev der udarbejdet en liste på 79 film, som man mente forbrød sig mod obskønitetsloven og derfor skulle forbydes. Sektion 1 af denne liste bestod af 39 blodtilsølede værker, og det var de værste af dem alle. Var man i besiddelse af en af disse, kunne man risikere både bøde og fængselsstraf. Lad os sammen tage et kig på filmene, der fik de forstokkede briters blod til at koge. Her er de første tyve.
A BAY OF BLOOD (1971)
Giallo er italiensk for farven "gul". Men det er også betegnelsen for en horror-subgenre, hvor mordmysteriets spænding forenes med slasher-filmens blodige optrin. De første gialli, med deres karakteristiske gule omslag, så dagens lys fra midten af 1960’erne, men det var i 70’erne, at genren for alvor opnåede popularitet. Mario Bava har stået bag en del af genrens bedste værker, og "A Bay of Blood" er ingen undtagelse.
En velhavende grevinde findes myrdet i sit palæ ved en sø, og snart er området overrendt af skrupelløse familiemedlemmer og venner, der alle vil gå langt for at få fingrene i ejendommen. Det udløser et regulært blodbad i forsøget på at afkorte listen over potentielle arvinger, og det er ganske enkelt svært underholdende at være vidne til. Det hele udspiller sig nærmest som en barok sæbeopera, hvor ingen har rent mel i posen, og alle har blod på hænderne.
Tilgængelig på DVD under titlen "Den blodige bugt" fra danske Another World Entertainment. Fås på Blu-ray fra engelske Arrow. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
ABSURD (1981)
Et eksperiment støttet af kirken giver Mikos Tanoupoulos regenerative evner, men gør ham uheldigvis også komplet vanvittig. Vatikanet beordrer ham derfor uskadeliggjort, hvilket dog ingenlunde er en nem opgave. Mikos spilles af George Eastman, der udnytter sin fysik til at skabe et morderisk monster, man rent faktisk frygter. Han stavrer fra sted til sted og slår vilkårligt ihjel som den dræbermaskine, præstestanden havde tiltænkt.
Hvem der i sidste ende får skovlen under den blodtørstige psykopat, skal ikke afsløres her, men slutningen er bestemt overrumplende og det utvetydige højdepunkt ved Joe D’Amatos film. Jeg vil anbefale et gennemsyn, men vær dog opmærksom på, at filmen som helhed kan være et lettere ujævnt anliggende.
Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske 88 Films. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
ANTHROPOPHAGOUS (1980)
Sleazekongen Joe D'Amatos "Anthropophagous" aka "The Grim Reaper" er en ualmindelig søvndyssende affære, hvor en gruppe ankommer til en græsk ø og rask væk bliver terroriseret af en blodtørstig menneskeæder. Filmen er notorisk for en scene, hvor vores fine, unge kannibal river et foster ud af en gravid kvinde og tager en bid af 'kagen'.
Til den tid er man dog blevet lullet i søvn af filmens adstadige tempo og elendige skuespil, så effekten af det blodige optrin er til at overse. Jeg kan vitterligt ikke komme på én eneste god grund til at give sig i kast med dette forkølede makværk.
Tilgængelig på Blu-ray fra engelske 88 Films.
BLOOD FEAST (1963)
"The Godfather of Gore", Herschell Gordon Lewis, anses vidt og bredt for at være primus motor i tilblivelsen af den såkaldte ’splatterfilm’. "Blood Feast" omtales desuden gerne som genrens første rigtige indslag, hvorfor man vel ikke kan fortænke én i at have højnede forventninger til filmen.
De bliver dog ingenlunde indfriet, for nu at sige det, som det er. Filmen er ubehjælpeligt instrueret og spillet, plottet hovedløst og det er så som så med de blodige optrin. En skuffelse på alle tænkelige måder.
Tilgængelig på Blu-ray fra engelske Arrow. Kan streames gratis via YouTube-kanalen "Everything Horror & Sci-Fi".
BLOOD RITES (1968)
Staten Island, New York er hjemsted for Andy Milligan, der har instrueret "The Ghastly Ones", som denne film også er kendt som. Vi følger tre ægtepar, hvor kvinderne er søstre. Deres fraværende far har efterladt dem sit palæ på landet udenfor byen, men inden de kan nyde godt af arven, skal de overleve en nat i det store hus. Det viser sig at være sværere end først antaget, eftersom en psykopatisk morder er løs i området. Maltrakteringen af elskende par er ydermere dennes hofret, så vores protagonister får således deres sag for. Det hele ender, ikke overraskende, i et massivt blodbad, hvor vi ligeledes bliver bekendt med morderens motiv. For det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop er dem, det er gået ud over.
Måden, hvorpå filmen er optaget, tangerer det sjuskede, men om det er med overlæg, synes svært at sige. Scenerne er ofte skudt med uortodokse vinkler, og flere gange virker det som om kameraet står i vejen for eller støder ind i skuespillerne. Billedsiden er i det hele taget grumset og frastødende, men i det mindste giver det blodsudgydelserne et skær af autenticitet, så helt skidt er det nu ikke. Filmen løber blot 81 minutter, men trods det lider den desuagtet af et søvndyssende midterstykke, hvor der sker for lidt. Effekterne er faktisk ganske overbevisende, men desværre for få og for spredte. Er du alligevel nysgerrig, så er det dog langt fra den værste film på listen at kaste sig over.
Fås på Blu-ray fra amerikanske Severin. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
CANNIBAL APOCALYPSE (1980)
Norman Hopper (John Saxon) vender hjem fra Vietnam-krigen med livet i behold. Han har dog svært ved at tilpasse sig tilværelsen på hjemmefronten, og han mistænker, at der er noget galt med ham. Soldaterkammeraten Charles Bukowski, der tjente under Hopper, løslades fra en psykiatrisk afdeling og har snart sat tænderne i lokalbefolkningen. Noget tyder nemlig på, at de har bragt en yderst smitsom virus med hjem fra junglen, der gør dem til glubske kannibaler.
Det er klart, at deres nyfundne smag for menneskekød ikke går særlig godt i spænd med et liv som bedsteborger, så snart har de ordensmagten i hælene. De efterlader sig et blodigt spor gennem byen, og da de søger tilflugt i kloakkerne, må de sande, at de nu er jaget som rotter. Ikke ulig de Viet Cong, som de selv udslettede i hobetal for ikke så længe siden. Blodtørstige og skrupsultne vietnamveteraner er ikke hverdagskost, men med schlock-maestro Antonio Marghereiti ved roret er resultatet blevet en appetitlig, lille sag, der burde glide ubesværet ned en doven søndag.
Fås på Blu-ray/4K UHD fra amerikanske Kino Lorber. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
CANNIBAL FEROX (1981)
Deodatos "Cannibal Holocaust" havde for alvor skabt furore året inden, og det skulle der naturligvis lukreres på. Genreveteranen Umberto Lenzi havde allerede dyppet tæerne i kannibalblod med "Eaten Alive!", der ramte de italienske biografer en måned efter "Cannibal Holocaust". Den blev dog overskygget af Deodatos klassiker, så året efter skænkede Lenzi os "Cannibal Ferox". En helt igennem ondsindet film, der desværre også er martret af unødvendig dyremishandling. Gloria og hendes to venner rejser til Amazonas i håbet om en gang for alle at modbevise myten om kannibalers eksistens.
Det går naturligvis slet ikke efter planen, og snart er de i kløerne på en gruppe hævngerrige menneskeædere. De er nemlig blevet terroriseret af eksil-amerikaneren Mike Logan (John Morghen), der er stukket af fra en narkogæld og konstant har næsen fuld af kokain. Deres skæbne involverer nogle af de mest brutale lynchninger denne subgenre har at byde på og er filmens klare højdepunkter. Skuespillet er ikke godt, men rammer den der sjældne balance, hvor det faktisk bliver yderst underholdende. De to kvindelige aktører har i særdeleshed svært ved at få leveret replikkerne på troværdig vis, og det ansporer altså nogle gode grin hen ad vejen.
Tilgængelig på DVD under titlen "Jaget af kannibaler" fra danske Another World Entertainment. Fås på Blu-ray fra engelske Shameless. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
CANNIBAL HOLOCAUST (1980)
At kalde Ruggero Deodatos "Cannibal Holocaust" kontroversiel er næsten en underdrivelse. Kort efter premieren blev filmen konfiskeret af de italienske myndigheder, og instruktøren anholdt; indledningsvis for obskøniteter og senere for mordet på adskillige skuespillere. Det var først da de fire hovedrolleindehavere dukkede op i retten, at drabsanklagerne frafaldt. Ydermere byder filmen på en række ækle scener, hvor rigtige dyr må lade livet. Uden tvivl for at højne realismen og derved så skepsis om aktørernes skæbne.
Det virkede helt efter planen, må man konstatere. Og så er det for øvrigt den første film, som for alvor gør brug af ’found footage’-grebet - 19 år før "The Blair Witch Project". "Kannibal Massakren", som den hedder på dansk, er et brutalt værk, hvor vestligt hovmod står for fald i mødet med barbariske indfødte. Den er bestemt ikke for alle, men har du maven til det, så garanterer jeg, at du får en filmoplevelse, du ikke sådan lige ryster af dig.
Tilgængelig på DVD under titlen "Kannibalmassakren" fra danske Another World Entertainment. Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske 88 Films. Kan lejes/købes hos Google Play.
DON’T GO IN THE WOODS (1981)
Den sparsomme handling udspiller sig i bjergene i Utah, hvor en gruppe unge mennesker er på campingtur. En morderisk vildmand er løs i landskabet, og inden han sporer sig ind på vores fire hovedpersoner, tager han andre tilfældige campister af dage på mere eller mindre opfindsom facon.
En blodig machete-bearbejdning af en kunstmaler er et mindre højdepunkt, men ellers er der desværre ikke meget at komme efter på den front. Filmen er desuden tynget af tvivlsomt skuespil, men horribel ADR og et yderst enerverende score gør bestemt heller ikke filmen nogen tjenester, så selvom den holder sig under 80 minutter, er det lidt af en prøvelse at komme igennem slibrighederne.
Fås på Blu-ray fra engelske 88 Films. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
EXPOSÉ (1976)
Den top-arrogante forfatter, Paul Martin, har indlogeret sig på et afsidesliggende landsted, så han i ro og mag kan skrive sin anden roman. Han plages dog af mareridt, hvorfor arbejdet går lidt trægt, og da deadlinen nærmer sig med hastige skridt, hyrer han typografen Linda til at hjælpe sig. Da folk begynder at forsvinde, og den frivole kemi mellem de to styrkes, bliver det efterhånden klart, at det nok ikke er nogen tilfældighed, at netop hun har søgt jobbet.
"Exposé" (også kendt som "House On Straw Hill" og "Trauma") er en erotisk thriller med enkelte horror-elementer. Paul spilles af en altid indladende Udo Kier, men det er Linda Hayden, som assistenten Linda, der stjæler billedet. Karakteren er både smuk, elskovssyg og driftig, men gemmer samtidig på et mørke, der langsomt men sikkert giver sig til kende. En fornem præstation fra den britiske skuespillerinde, og filmens altoverskyggende trækplaster. Værd at se, hvis du er indforstået med, at den tager sin tid om at komme i sving.
Fås på Blu-ray fra amerikanske Severin. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
FLESH FOR FRANKENSTEIN (1973)
Denne genfortolkning af Mary Shellys Frankenstein er resultatet af et umage samarbejde mellem kunstneren Andy Warhol og instruktøren Paul Morrissey. Det er et temmelig avantgarde tag på den klassiske fortælling, og for perioden også en temmelig blodig affære. Det er dog de incestuøse og nekrofile indslag, der retfærdiggør dens placering på denne liste over smuds.
Der er ingen tvivl om, at instruktøren er teknisk befaren, for filmen skorter ikke på flotte billedkompositioner og kreative kameraskud. Det er skuespillet, der halter gevaldigt. Protagonisten, og veritabel ’straight man’, spilles dvaskt og uengageret af Joe Dallesandro. Han har personlighed som en kogt kartoffel, hvilket står i stærk kontrast til Udo Kier og Monique van Vooren, der camper den op fra slap – i baronessens tilfælde bogstaveligt talt. For mit vedkommende fandt "Flesh For Frankenstein" aldrig sit fodfæste, og jeg kedede mig ærlig talt bravt i store dele af filmen.
Fås på Blu-ray/4K UHD fra amerikanske Vinegar Syndrome.
THE HOUSE BY THE CEMETERY (1981)
En far der er travlt optaget af sit arbejde, en mor med flossede nerver og et barn med metafysiske tilbøjeligheder. Ja, det lugter godt nok lidt af "The Shining", men vi er langt fra Kubricks mesterstykke, skulle jeg hilse og sige. Italienske Lucio Fulci har instrueret "House By The Cemetery", hvor en familie flytter fra New York City til en lille soveby i staten Massachusetts. De tager residens i et afsidesliggende palæ, men må snart sande, at huset gemmer på en dødelig hemmelighed.
De blodige mord er uden tvivl filmens fremmeste aspekt. Der er dog for få af dem, og de er ingenlunde nok til at opveje det ofte dilettantiske skuespil. Giovanni Frezza, som spiller sønnen Bob, er decideret utålelig i rollen. Den engelske dubbing er endvidere så grinagtigt ringe, at enhver form for stemning, der måtte være opbygget, øjeblikkeligt fordufter så snart purken åbner munden. Du går ikke rigtig glip af det store, hvis du let og elegant springer den her over.
Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske Arrow. Kan streames, lejes og købes hos FlixFling.
I SPIT ON YOUR GRAVE (1978)
Jennifer Hills (Camille Keaton) er en spirende forfatter fra den pulserende storby New York. Hun indlogerer sig i en hytte ved en sø, så arbejdet på den første roman kan foregå i ro og mag. Den landlige idyl bliver dog snart spoleret af fire gustne lokale, der hensynsløst voldtager og torturerer det stakkels pigebarn. De efterlader hende i den tro, at hun er død, men Jennifer kæmper sig tilbage til livet og planlægger en brutal hævn. Følelsen af total isolation rammer filmen ret godt, og fraværet af et egentligt score underbygger fint stemningen.
Den store torn i øjet er dog tempoet. Alt for mange scener er meget længere, end de burde være, og det bliver med tiden en kilde til frustration. Problemet underbygges yderligere, idet optrinnene ikke fremstår synderligt realistiske. Det kan lyde afstumpet, men de drævende voldtægtsscener er for tamme og kluntede til for alvor at krybe under huden. Det er naturligvis forløsende, når Jennifer får sin blodige hævn, men til den tid er man bestemt også klar til, at det hele er overstået. Filmen blev genindspillet i 2010 med Sarah Butler i hovedrollen, og er overraskende vellykket. Tjek den ud i stedet.
Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske Kaleidoscope Entertainment. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
ISLAND OF DEATH (1976)
Et ungt par er på bryllupsrejse til den græske ø Mykonos. De er dårligt nok ankommet, før de indtager en telefonboks, ringer til mandens mor i London og har sex, så hun kan høre det hele. Scenen er sat. De to turtelduer har åbenlyst et par skruer løs, men vi er kun lige begyndt. Senere er Christopher igen liderlig, men Celia er for træt, så i stedet knepper han en ged, afliver den og smider resterne i en brønd. Og sådan går det slag i slag. Duoens mission er nemlig at rydde op blandt øens perverse individer – hvilket åbenbart også gælder firbenede skabninger – så de ’uskyldige’ kan leve i fred.
De har naturligvis Gud på deres side, og som alle gode kristne er de både fordømmende og helt absurd hykleriske. Deres amoralske adfærd - som inkluderer tortur, voldtægt, bestialitet og mord - er helt efter bogen. Men hvis beboerne træder det mindste udenfor de to psykopaters fundamentalistiske verdenssyn, må de lade livet på grummeste vis. "Island Of Death" er hård kost, men dens kritik af dogmatisk religion, og de uhyrligheder den kan anspore, gør den værd at give sig i kast med.
Tilgængelig på Blu-ray/DVD fra engelske Arrow. Kan lejes/købes hos Apple TV og Google Play.
MARDI GRAS MASSACRE (1978)
I dagene op til Mardi Gras dukker døde prostituerede op i New Orleans. De er tilsyneladende blevet ofret i et blodigt ritual, og politiets eneste ledetråd er en unik guldring, som gerningsmanden bærer. Kriminalassistent Abraham sættes på opgaven og forelsker sig i luderen Shirley, der tidligere har haft kontakt med morderen. Kun ved at overkomme deres uoverensstemmelser har de en chance for at stoppe drabsmanden og redde hendes kolleger. "Mardi Gras Massacre" er ærlig talt lidt af en prøvelse at komme igennem. Den er filmet fladt med et stillestående kamera, og scenerne er ofte lange enkeltskud.
Det er ikke det store problem for de primære skuespillere, men birollerne snubler jævnligt over ordene, fordi alle replikkerne skal klares i ét hug. Celluloid er jo dyrt, ved du nok. Det værste er dog selve ofringerne, som alle er filmet fuldstændig ens, med den samme dialog og samme fremgangsmåde. Dét bliver hurtigt kedeligt at se på. Derudover er spilletiden blevet udfyldt med intetsigende optagelser af dansende kvinder og folk på New Orleans' gader. Oven i hatten uden den mindste form for flair eller øje for detaljen. Laura Misch Owens, der spiller Shirley, har noget over sig, men hendes indsats drukner totalt i en film blottet for raffinement.
Tilgængelig på Blu-ray fra engelske 88 Films. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
SNUFF (1975)
En argentinsk, kvindelig motorcykelbande, ført an af en Manson-agtig kultleder, dræber en bunke uskyldige mennesker i, hvad der bedst kan beskrives som ufrivilligt komiske optrin. Skuespillerne er absurd dårlige, plottet fører ingen vegne, og da man oven i hatten har den frækhed at proppe en alenlang optagelse af et karneval ind midt i det hele, ja, så hænger ens tålmodighed altså i en meget tynd tråd. I de sidste minutter bliver vi endvidere introduceret til et twist: Det hele var bare en filmoptagelse.
Totalt umotiveret beslutter filmholdet sig for at torturere og myrde skuespillerinden, og det skal så gøre det ud for ’snuff’-delen af denne jammerlige affære. Troværdigheden havde fået et lille nyk op, hvis man trods alt havde gjort sig den ulejlighed at benytte den samme skuespillerinde, som spillede med i filmen-i-filmen, men ak nej. Finalen er uden tvivl skudt senere hjemme i USA for at lukrere på snuff-myten og har således intet at gøre med alt, hvad du har været vidne til indtil da. Så ikke nok med, at dette dilettantiske makværk var en ørkenvandring at komme igennem; det var også totalt meningsløst.
Fås på Blu-ray fra amerikanske Blue Underground. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
TENEBRAE (1982)
Den italienske maestro, Dario Argento, har signeret denne klassiske giallo, hvor forfatteren Peter Neal er på bogturné i Rom for at promovere sit seneste voldelige værk "Tenebrae". Det har tilsyneladende ansporet et sindsforvirret individ til at gøre bogen kunsten efter, for iført sorte læderhandsker (som genren sig byder), og bevæbnet med et knivskarpt barberblad, gør morderen kort proces med kvinder af "pervers natur". Det her er Argento, når han er bedst.
Stemningsmættet, velfilmet og frem for alt spændende. Og så må vi endelig ikke glemme det glimrende score af Goblin, der understøtter atmosfæren på glimrende vis. Der bliver overspillet en smule her og der, men det er nu engang en del af charmen ved disse italienske produktioner. Ynder du slashers i al almindelighed og giallo i særdeleshed, så er "Tenebre" obligatorisk.
Tilgængelig på DVD under titlen "Tenebre" fra danske On-Air. Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske Arrow. Kan streames hos Netflix samt lejes/købes hos Google Play, Blockbuster og SF Anytime.
THE BURNING (1981)
En pedel i en sommerlejr bliver slemt forbrændt, da en spøg går over gevind. Han sværger en blodig hævn over de teenagere, der stod bag, så da lejren tager på kanotur, ser han sit snit til at tage møgungerne af dage én efter én. Plottet er løst baseret på en lejrbålshistorie fortalt i staterne New Jersey og New York, og det kan mærkes. Der er vitterligt ikke meget til historien, som befolkes af endimensionelle liderbasser og ekshibitionistiske pigebørn.
En god del af tiden går med at stavre rundt i skoven og forsøge at få noget på den dumme. Ikke videre interessant. "The Burning" synes at blive betragtet som én af de bedre slashers, men jeg kan ærlig talt ikke se det appellerende ved denne halvfærdige omgang.
Tilgængelig på Blu-ray fra engelske Arrow. Kan lejes/købes hos Apple TV, Blockbuster og SF Anytime.
THE WEREWOLF AND THE YETI (1975)
På en ekspedition til Himalaya forvilder eventyreren Waldemar (Paul Naschy) sig ind i en hule beboet af to kannibalistiske nymfer. Igennem et sexritual forvandles han til en frådende varulv, der hærger området ved fuldmåne og gør livet endnu mere besværligt for vore tilrejsende. De bakser nemlig ydermere med en sadistisk røverbande, der arbejder for den ondskabsfulde Sekkar Khan (Luis Induni). Nå, ja. Der er også en Yeti på spil på egnen.
Som du nok kan fornemme, har man ikke været genert med at proppe alverdens koncepter i det overlæssede manuskript. Det lugter med andre ord af, at man blot har kigget på, hvad der var oppe i tiden, og forsøgt at få så meget med i filmen som muligt. Resultatet er ikke overraskende både rodet og uengagerende. "The Werewolf And The Yeti" besidder et par ganske gode voldsepisoder - især scenen hvor en kvinde får revet huden af ryggen - men det er dog ingenlunde nok til at anbefale et gennemsyn.
Tilgængelig på Blu-ray fra amerikanske Shout Factory. Kan streames gratis hos Tubi (med VPN).
ZOMBIE FLESH EATERS (1979)
En sejlbåd driver ind i New Yorks havn. Den er ved første øjekast ubemandet, men da kystvagten hopper ombord, bliver de angrebet af en grotesk og blodtørstig skabning. Båden tilhører en anset videnskabsmand, der er på forskningstur til Caribien. Hans datter Anne og journalisten Peter West drager mod de tropiske øer for at undersøge sagen. De fortryder dog hurtigt rejsen, da de må sande, at området er overrendt af brødflove ikke-døde.
Lucio Fulci har instrueret denne sveddryppende zombie-slasker, hvor stavrende, forrådnede, orme-inficerede kadavere gør livet ualmindeligt surt for vore protagonister. En hårrejsende øjenspidningsscene samt et undervandsslagsmål mellem en zombie og en haj udgør bare et par af højdepunkterne i denne stemningsfulde affære.
Tilgængelig på DVD under titlen "Rædslernes grønne ø" fra danske Another World Entertainment. Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske Arrow.