Moovy Exclusive: Zombie-klassikeren "Night of the Living Dead" fylder 50 år

Zombiefilmen, der startede det hele, fylder rundt, og i den anledning kaster vi et blik på filmen og dens påvirkning på genren – helt op til i dag.

I 1968 lavede en dengang ukendt filmskaber en lille sort/hvid-gyserfilm, der skulle vise sig at ændre filmlandskabet for altid. George A. Romeros "Night of the Living Dead" er en uforlignelig klassiker, der har dannet grobund for stort set alle zombiefilm sidenhen.

10 år senere, i 1978, blev nat til daggry, og Romero fulgte sin første film op med "Dawn of the Dead", som måske er den bedste zombiefilm nogensinde. "Dawn of the Dead" var ikke en decideret fortsættelse, men en filmisk efterfølger, som udspillede sig i samme univers og foregik i en verden, der så småt var ved at blive overrendt af de levende døde. I 1985 fulgte "Day of the Dead", som satte foreløbigt punktum for Romeros Trilogy of the Dead. På denne side af årtusindskiftet fulgte Romero så sin oprindelige trilogi op med tre nye zombiefilm, der dog aldrig kom i nærheden af de tre første. 

Det Romero kunne med sin zombie-trilogi var netop at arbejde med nogle temaer, som gjorde, at historien blev meget mere vedkommende for seeren, og som betyder, at alle tre film stadig bibeholder deres aktualitet den dag i dag. "Night of the Living Dead" er ikke blot en fortælling om nogle mennesker, som forsøger at overleve i kaos, men en historie, der i høj graf beskæftiger sig med race, menneskelige relationer, og hvad det dybest set vil sige at være menneske. Så snart de sociale konventioner forsvinder, i kraft af at civilisationen bryder sammen, er det kun et spørgsmål om tid, før vi mennesker smider vores pæne facader og viser vores sande jeg frem. Det er sjældent et særligt kønt syn.

I "Dawn of the Dead" udvidede George A. Romero sin vision med en voldsom, blodig og tragisk zombiefilm, der dog stadig fungerede som lige dele horror og samfundssatire. Denne gang med et kritisk blik på konsumerisme og fremmedgørelsen, som herskede i samfundet her lige inden starten på yuppiernes årti. En stor del af filmen udspillede sig netop i et amerikansk shopping-center, hvor de omvandrende zombier nemt kunne ses som et billede på den bogstaveligt talt hjernedøde forbruger.

"Day of the Dead" fra 1985 kastede et kritisk blik på det amerikanske militær, menneskerettigheder, og hvordan vores overlevelsesmekaniske overtrumfer vores menneskelighed. Det kan godt være, at zombierne er grusomme, men vi mennesker er heller ikke noget at råbe hurra for. Hvad vil det sige at være menneske? Især under en zombie-apokalypse? Og hvis civilisationen bukker under, og vi derfor smider vores næstekærlighed og humanisme ud i farten, har vi så ikke allerede tabt kampen? Disse temaer ser vi stadig den dag i dag. Ikke mindst i tv-serien "The Walking Dead", hvor zombierne spiller anden violin til seriens skiftende og mere eller mindre vanvittige bad guys.

Selvfølgelig er det ikke udelukkede disse temaer, der gør filmene til noget særligt. Historierne, karaktererne og ikke mest den liberale mængde af blod og indvolde gør, at filmene er eviggyldige og kan ses selv den dag i dag. Det er en klar selvfølge, at man ikke kan have en film om menneskeædende kadavere, uden at der er skruet op for mængden af kunstige indvolde og teaterblod. Blod og splat var noget, som især de italienske filmmagere var glade for. Lucio Fulcis "Zombie Flesh Eaters" fra 1979 blev i hjemlandet solgt på at være en fortsættelse til Romeros "Dawn" – hvilket i sig selv er en længere historie. "Zombie Flesh Eaters" kan til gengæld prale af at have nogle af de mest spektakulære low budget special effects, hvor især en duel mellem en levende død og en vaskeægte levende haj vækker opsigt.

Sjovt nok kan man heller ikke komme helt uden om komikken, når det handler om oprejste lig, der spankulerer formålsløst rundt. Det var noget, som Dan O'Bannons "Return of the Living Dead" fra 1985 tog til sig. Filmen fungerede som en meget løst funderet fortsættelse til "Night of the Living Dead". Udgangspunktet var, at Romeros oprindelige film faktisk var baseret på en sand historie, og nu var de lig altså ved en fejl havnet i kælderen hos et firma, der leverer hospitalsudstyr. Som man må forvente med den slags film, så bryder helvede løs, og pludselig er der zombier over det hele. Denne gang kunne zombierne dog både løbe, tale (omend primitivt), og de var så godt som umulige at udrydde. "Return of the Living Dead" var også filmen, der første gang præsenterede os for zombier, der specifikt gik efter hjerner og deraf også jævnligt kunne høres sige "BRAAAAINS!". En fantastisk film. Blodig, dum og sjov!

Havde det ikke været for George A. Romero, havde vi næppe haft den moderne zombiefilm. Det ville være det samme som at snakke om rumfilm uden at nævne George Lucas eller hajfilm uden "Dødens gab". George A. Romero døde i 2017, og efter hans død er det kommet frem, at han lå inde med omkring 40 færdige filmmanuskripter, der dog aldrig har udmøntet sig til noget... Før nu. En decideret efterfølger til "Night of the Living Dead" blev allerede skrevet i 1970'erne, men har af uvisse årsager aldrig været sat i produktion. Living Dead Media, som er selskabet, der ejer rettighederne til de oprindelige film, har nu valgt at vække manuskriptet til live og har allerede samlet det hold, der skal sætte skub i produktionen.

Der er ingen detaljer om historien, men hvis man blot har den mindste interesse i zombiefilm, så må denne nyhed absolut være en af de mest interessante historier i år. Der har de senere år været langt mellem snapsene, når det kommer til vellykkede kadaverfortællinger. "The Walking Dead" kører på sin niende sæson nærmest i tomgang og er – som en zombie – måske heller ikke klar over, at den for længst er død. Hollywood forsøgte sig i 2013 med actionbaskeren "World War Z", som fik en rimelig blandet modtagelse. Der var dog en verden til forskel fra den uhygge og indlevelse, som man finder i Romeros første tre mesterværker.

Hvis alt går vel, kan vi forvente, at "Night of the Living Dead Part II" stavrer ind i biograferne i løbet af 2019.

Kommentarer

Zombie-klassikeren "Night of the Living Dead" fylder 50 år

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen