Moovy Exclusive: Fem til fredag: De største musikalske øjeblikke i "Family Guy"

Animationsserien "Family Guy" byder på både samfundskritik, sort humor og ikke mindst mindeværdige musikindslag. Her er fem fantastiske favoritter.

Multitalentet Seth MacFarlane skabte i 1999 animationsserien "Family Guy", der handler om den dysfunktionelle Griffin-familie og deres talende hund Brian. En stor del af humoren i "Family Guy" udfoldes gennem sjove flashbacks og forholder sig ofte kritisk til amerikansk kultur og samfund. En anden af seriens styrker er dens brug af musikalske indslag, der i årenes løb har budt på rock, jazz, kor og meget mere. Alt sammen på højt musikalsk niveau. Til at nyde weekenden med giver Moovy dig fem af seriens musikalske højdepunkter, som alle understreger MacFarlane som en musikalsk kunstner, der tager sin humor og musik dybt seriøst.

Road to Rhode Island (Afsnittet "Road to Rhode Island")

Det blev hurtigt slået fast, at Brian og Stewie var en duo med stort potentiale. I dette afsnit henter Brian Stewie efter et ophold hos sine bedsteforældre. Da hjemturen ikke går helt som planlagt, må det umage par klare sig på egen hånd. Det bringer de to venner på en rejse gennem USA. En rejse, der ender med denne fine duet, som bliver startskuddet på et unikt venskab, der har holdt i tyve år.

The FCC song (Afsnittet "PTV")

Peter er utilfreds med det amerikanske censurråd FCC's indgriben i årets Emmy-uddeling. Han starter derfor sit eget tv-program, PTV. Da det upassende indhold i Peters program bliver for meget for Lois, ser hun ingen anden udvej end at melde PTV til FCC. Det får Peter til at bryde ud i spontan sang, hvor han i selskab med Brian og Stewie ytrer sin mening om censuren på amerikansk tv.

The National Anthem of Fat People (Afsnittet "The Fat Guy Strangler")

En seriemorder er løs i Quahog, og ofrene er alle fede mænd. Peter ser sig nødsaget til at samle sine overvægtige medborgere. Da et af ofrene skal begraves, sender vennerne ham afsted på den sidste rejse med dette smukke, flerstemmige kor. Upassende humor og skønne harmonier går hånd i hånd i denne hyldest til de fede – og den fede gud, der trods alt har skabt dem.

It's a Wonderful Day for Pie (Afsnittet "Road to the Multiverse")

I takt med sin udvikling har "Family Guy"-universet formået at åbne sig op i en grad, der ikke synes at have nogle begrænsninger. I dette Emmy-vindende afsnit er Stewie i besiddelse af en opfindelse, der sender ham og Brian gennem diverse multiverser. Da de ender i Disneys magiske univers, skabes en både visuelt spektakulær og musikalsk overdådig fusion mellem de to noget forskellige stilarter.  

frank Sinatra's Restaurant (Afsnittet "Bookie of the Year")

At "Family Guy" gør brug af diverse gæsteoptrædener fra både større og mindre stjerner er almen kendt. Liam Neeson, Bryan Cranston, James Woods og mange flere har i årenes løb været forbi Quahog. Denne gang får Brian og Stewie fornemt selskab af ingen ringere end Frank Sinatra Jr. I samarbejde med den legendariske crooner åbner de en italiensk restaurant, hvor der bydes velkommen med en skøn kombination af humor og swing.

"Family Guy" kan streames på Viaplay og Netflix.

Kommentarer

Fem til fredag: De største musikalske øjeblikke i "Family Guy"

  • 0

    Hvad med "Bird bird, bird is the word? Et catcy ørehænger 

    Ronni Pedersen16-10-20 13:12

  • ★★★0

    Sæson 1-18 kan streames på Viaplay.

    MOVIE100016-10-20 13:56

  • ★★★★★0

    Rigtig fine bud.

    ROAD TO RHODE ISLAND afsnittet blev også instrueret af Dan Povenmire, som er den ene del af duo'en bag Phenias og Ferb, og han ligger stemme til Heinz Dorfensmirtzt i den originale udgave, synes det en sjov lille trivia, han har også været med til at skrive en del ørehænger i den serie nemlig.

    Hvis vi ser på Frank Sinatra Jr. Musical number fra serien, så er jeg nok personligt mere til When We Swing.

    Et nummer som også bør nævnes er This House is Freakin' Sweet! som er en parodi på I Think I'm Going to Like It Here fra Musicalen Annie som bruges som en velkomst til Peter Griifin og hans familie da de ankommer til en mansion de har arvet, er ret genial, den var også normineret til en Emmy vandt dog ikke.

    When we swing
    youtu.be/KQ5wy9CXn8Q

    This House Is Freaking Sweet!
    youtu.be/mtpCuJGFGgs

    Elwood16-10-20 17:04

  • 0

    Gode valg. Jeg er dog personlig også rigtig glad for A Bag Of Weed og Shipoopi

    www.youtube.com/watch

    www.youtube.com/watch

    Nagash16-10-20 22:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen