Dansk dokumentarserie om mordbranden på Scandinavian Star vinder store priser i Norge

"Scandinavian Star" vandt to priser ved den norske pendant til Emmy-uddelingen.

Den danske dokumentarist Mikala Krogh ("Ekstra Bladet: Uden for citat") arbejdede i årevis på doku-serien "Scandinavian Star" sammen med journalisten Lars Halskov og manuskriptforfatteren Nikolaj Scherfig.

Serien blev tidligere i år vist herhjemme på DR, som også var med til at producere serien. Det samme var bl.a. Nordisk Film, den svenske tv-kanal TV4 og den norske tv-station NRK.

Og netop i Norge blev "Scandinavian Star" i den forgangne weekend hædret med to Gullruten-priser: Bedste dokumentarserie og Bedste redigering.

Læs også: Dansk dokumentar vinder den prestigefyldte Peabody-pris

Gullruten er blevet uddelt årligt siden 1998, og priserne hylder årets bedste præstationer foran og bag kameraet på norske tv-produktioner.

"Scandinavian Star" fortæller for første gang hele historien om skibet af samme navn, der strækker sig over tre årtier. Over en årrække har filmmagerne lavet cirka 120 interviews i bl.a. USA, Costa Rica, Puerto Rico, Filippinerne, Barbados, Canada, Norge, Sverige, Spanien, Portugal og Skotland.

Selvom man hurtigt fandt ud af, at branden den 7. april 1990 var påsat, så har man endnu ikke fundet gerningsmanden, og talrige teorier og mulige gerningsmænd har i årenes løb været under under ordensmagtens mikroskop.

Produktionsselskabet Danish Documentary bekræfter Gullruten-sejren på selskabets Facebook-side, hvor Krogh også udtaler, at hun er glad og stolt over priserne. Hun takker samtidig det internationale hold bag serien.

Herunder kan du i øvrigt se Moovy TV's interview med "Scandinavian Star"-instruktøren Mikala Krogh:

Kommentarer

Dansk dokumentarserie om mordbranden på Scandinavian Star vinder store priser i Norge

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen