Dokumentar på vej om "Star Trek"-stjernes kamp for at få kvinder og sorte ind i NASA

Nichelle Nichols spillede løjtnant Uhura i 60´ernes "Star Trek"-serie og var med til at bane vejen for USA´s første kvindelige astronauter.

Filmselskabet Shout! Studios har netop købt distributionsrettighederne til dokumentaren "Woman in Motion", som stiller skarpt på den 87-årige skuespiller Nichelle Nichols, der spillede kommunikationsofficeren Nyota Uhura i den oprindelige "Star Trek"-serie og seks spillefilm.

Nichols' rolle var decideret banebrydende i 1960'erne, hvor tv-landskabet var ludfattigt på prominente, afroamerikanske roller og skuespillere. Selveste Martin Luther King talte endda Nichols fra at droppe ud af serien, da han slog fast, hvor vigtig hendes rolle var for USA's sorte befolkning – og at det var den eneste tv-serie, som King så sammen med sin hustru og børn.

Læs også: Sci-fi-komedien "Unbelievable!!!!!" med dukker, Snoop Dogg og 42 "Star Trek"-skuespillere(!) udkommer i august

I 70'erne blev Nichols en borgerrettighedsforkæmper af rang, som kæmpede en brav kamp for at åbne dørene hos NASA for kvinder og sorte, som enten blev ignoreret eller bevidst undgået af rumagenturets ledelse.

Flere prominente astronauter – deriblandt Mae Jemison, som blev verdens første sorte, kvindelige astronaut – har tilskrevet Nichols æren for, at de kom ud i det ægte verdensrum.

Dokumentaren er instrueret af Todd Thompson, og ud over Nichols selv medvirker prominente personligheder som Neil deGrasse Tyson, George Takei, Pharrell Williams, Vivica A. Fox, Walter Koenig, Rod Roddenberry og Michael Dorn.

"Woman in Motion" udkommer engang i 2021, og traileren kan ses herunder:

Kommentarer

Dokumentar på vej om "Star Trek"-stjernes kamp for at få kvinder og sorte ind i NASA

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen