Grønlandsk-dansk film udtaget til konkurrence på Sundance Film Festival 2023
"Twice Colonized" får verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival.
Det har Sundance Film Festival offentliggjort onsdag aften. Filmen indgår i konkurrenceprogrammet for internationale dokumentarfilm på festivalen, som finder sted fra 19. til 29. januar 2023. Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.
"Twice Colonized" fortæller historien om den grønlandske menneskerettighedsaktivist Aaju Peter, som har helliget sit liv til kampen for inuitter i hele Arktis.
Da en tragedie rammer blandt Aajus nærmeste, begiver hun sig ud på en personlig rejse for at konfrontere sin fortid og samtidig sikre de oprindelige folks demokratiske ret og uafhængighed. Men er det muligt at ændre verden og hele sine egne sår på samme tid?
Læs også: To danske dokumentarer vinder priser på Sundance
Filmen følger Aaju Peters arbejde i Grønland, Danmark og i hendes nye hjemland, Canada, hvor hun i dag er bosiddende, og hvorfra hun kæmper for oprindelige folks rettigheder på globalt plan.
"Filmen har været syv år undervejs, og for Aaju og jeg har det været en lang rejse med både latter og tårer. Derfor er jeg utrolig rørt over denne anerkendelse fra Sundance," udtaler filminstruktør Lin Alluna, som får sin spillefilmsdebut i tæt samarbejde med Aaju Peter. Alluna har også skrevet filmens manuskript. Hun fortsætter:
"Aaju er et dedikeret menneske, der generøst deler sin livshistorie og blotter sin sjæl, for at vi kan lære af hende. Mit håb er, at filmen vil inspirere verden, ligesom hun har inspireret alle os, der har været samlet om at lave filmen med hende."
Filmen er produceret af Emile Hertling Péronard fra det grønlandsk-danske selskab Ánorâk Film i co-produktion med Alethea Arnaquq-Baril og Stacey Aglok MacDonald fra det canadiske inuit-selskab Red Marrow Media. Filmen er endvidere støttet af Det Danske Filminstitut, Grønlands Selvstyre, DR, KNR TV, CBC, Canada Media Fund, Nunavut Film Development Corporation, Eurimages m.fl.
"Twice Colonized" forventes at få dansk premiere i 2023.