
"Akira"-producer til Moovy: Inden juni har vi spændende nyt om live-action-filmen
Det længe ventede "Akira"-remake har i årevis kæmpet for at komme ud af starthullerne. Måske lykkes det omsider snart?
Under et interview om det kommende actionbrag "G20", som lander på Prime Video den 10. april, spurgte vi produceren Andrew Lazar ind til den kommende live-action udgave af "Akira".
Lazar er en Oscar-nomineret producer med så forskelligartede film som "American Sniper" og "10 Things I Hate About You" på CV'et, og han har i årevis arbejdet på remaket af "Akira" i samarbejde med Leonardo DiCaprios produktionsselskab, Appian Way, og instruktøren Taika Waititi ("Jojo Rabbit", "Thor: Ragnarok").
Se også: "Thor: Love and Thunder"-interviews med Taika Waititi, Natalie Portman og Tessa Thompson!
Andre filmmagere har også jævnligt koblet sig på – og dernæst forladt – projektet, og det er over et år siden, at vi har hørt noget konkret om filmens status.
Men da vi spurgte Lazar, sagde han, at han desværre ikke kunne give os en detaljeret statusrapport, men han understregede til gengæld, at der kommer nyt om filmen "inden for de næste to måneder."
Lazar lød meget begejstret, så vi går stærkt ud fra, at den kommende nyhed ikke bærer overskriften "Live-action 'Akira'-film skrottes," men at der måske i stedet annonceres en premieredato eller måske endda et cast.
Taika Waititi er netop nu ved at færdiggøre sci-fi-dramaet "Klara and the Sun" i klipperummet, så det er ikke utænkeligt, at den newzealandske filmmager dernæst endelig går i krig med "Akira", som han har været tilknyttet siden 2019.
Den oprindelige "Akira" – baseret på mangaen af samme navn – udkom i 1988 og er et af hovedværkerne inden for både japansk animation og science fiction-genren som helhed. Den foregår i en dystopisk fremtidsudgave af Tokyo, hvor et ungt medlem af en motorcykelbande, Tetsuo, forvandles til en destruktiv enmandshær med telekinetiske superkræfter. Kun en af Tetsuos barndomsvenner, Kaneda, kan bremse Tetsuos destruktive korstog og redde verden.
Vi venter spændt på nyt om "Akira"-filmen, som vi først skrev om her på sitet helt tilbage i 2017. Og I kan snart se vores komplette Moovy TV-interview med produceren Andrew Lazar her på siden.