"Aladdin 2" er på vej

Det originale cast, der blandt andet tæller Will Smith, vender angiveligt tilbage i fortsættelsen til Disneys mega-hit.

Live-action-udgaven af Disney-klassikeren "Aladdin" har omsat for over 1 mia. dollars på verdensplan. Derfor er det ikke så sært, at House of Mouse nu pønser på at give publikum endnu en tur på det flyvende tæppe.

Ifølge The Hollywood Reporter er en fortsættelse til filmen rykket nærmere, da Disney har hyret John Gatins ("Flight") og Andrea Berloff ("Straight Outta Compton") til at udarbejde manuskriptet. Guy Ritchie vender derudover tilbage bag kameraet.

Det forventes, at filmmageren endnu engang skal instruere Mena Massoud, Naomi Scott og Will Smith i rollerne som hhv. Aladdin, Jasmin og lampeånden Genie, selvom skuespillerne i skrivende stund ikke officielt er om bord.

Det skal blive spændende at se, om "Aladdin 2" låner fra de to direkte-til-video-opfølgere, "Jafar vender tilbage" og "Aladdin og de fyrretyve røvere", der kom i midten af halvfemserne – eller om Disney har en helt ny usleben diamant i ærmet...

Kommentarer

"Aladdin 2" er på vej

  • 0

    Hvordan .. . ?   Hvordan ...  kan noget så pinligt ringe, omsætte for over 1 mil. dollars? Det er mig ubegribeligt :( 

    Ronni Pedersen13-02-20 14:33

  • ★★★★★0

     eller om Disney har en helt ny usleben diamant i ærmet...

    Haha, som om! 

    Lars!13-02-20 16:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen