Selvom jeg ikke er den store Blomkamp-fan, så var jeg da en anelse trist over, at hans "Alien"-film døde. Jeg så egentlig gerne, at Ripley fik en ordentlig "send off", og at "Alien"-sagaen så fik lov til at hvile permanent.
"Alien"-producer har idé til ny film med Ripley
Mens "Alien"-franchisen har fortsat uden Sigourney Weavers legendariske heltinde, så er en af mændene bag franchisen klar med en idé til en ny "Alien"-film med Ripley.
Da Neill Blomkamps "Alien 5"-projekt måtte lide døden til fordel for Ridley Scotts "Alien: Covenant", havde de fleste nok regnet med, at det ville være endegyldigt slut med Ellen Ripley. Noget tyder dog på, at drømmen om at se Ripley vende tilbage stadig lever. I hvert fald på papir.
I et nyligt interview bekræfter Sigourney Weaver, at hun rent faktisk har modtaget et 50-siders udkast til en ny "Alien"-film med Ripley i hovedrollen. Udkastet er endda udarbejdet af franchisens producer, Walter Hill, så det er ikke bare hvem som helst, der har kastet en ny "Alien"-idé på bordet.
Weaver er dog selv ikke helt overbevist om, hvorvidt hun vil vende tilbage til rollen, da hun i samme interview udtaler: "Måske har Ripley gjort sin del. Hun fortjener at kunne hvile."
Med opkøbet af 20th Century Fox er "Alien"-franchisen blevet en del af Disneys ejendom, og de har allerede bekræftet, at franchisen vil fortsætte med nye film. Det skal derfor blive interessant at se, om de vil forsøge at fortsætte fortællingen om Ripley eller tage universet i en helt ny retning.
Ridley Scott skulle efter sigende også være i gang med endnu en prequel-film, der skal agere bindeled mellem "Alien: Covenant" og den første "Alien", men foreløbige rygter siger, at denne film indtil videre er sat på pause af Disney.