Alle Jussi Adler-Olsens "Afdeling Q"-krimier bliver nu til film

Nordisk Film har erhvervet de resterende filmrettigheder til Jussi Adler-Olsens krimithrillerserie om Afdeling Q og planlægger en serie på op til seks film, der starter med filmatiseringen af femte bind, "Marco Effekten".

Foreløbig er der udkommet seks "Afdeling Q"-bøger, men Jussi Adler-Olsen planlægger at skrive i alt ti bøger i serien, og Nordisk Film forventer derfor at skulle producere seks "Afdeling Q"-film over en årrække.

"Vi har de seneste år arbejdet på en international filmversion af Jussi Adler-Olsens første store thriller, 'Alfabethuset', som blev udgivet i 1997. Vi har et meget frugtbart samarbejde med Jussi Adler-Olsen, og i den forbindelse opstod muligheden for at erhverve de resterende filmrettigheder til 'Afdeling Q'-bøgerne. Fortællingerne om vicekriminalkommissær Carl Mørck har en stor læserskare og er ikke kun den stærkeste krimi-franchise i Danmark, men er også en stor international succes," siger Henrik Zein, der er adm. direktør i Nordisk Film Production A/S, i en pressemeddelelse.

Også Jussi Adler-Olsen glæder sig over aftalen med Nordisk Film om at filmatisere 'Afdeling Q'-bøgerne fra "Marco Effekten" og frem: "Jeg møder løbende mange af mine læsere, og jeg ved, at de har stærke holdninger til personerne og universet, så for mig er det vigtigt, at en filmatisering er så tro mod bøgerne som muligt. Gennem de seneste par år har jeg opbygget et venskab med Nordisk Film, der bestyrker mig i, at Nordisk Film vil kunne producere film, som jeg vil være stolt af at lægge navn til. Mit venskab med Nordisk Film handler grundlæggende om gensidig personlig og faglig tillid, åben dialog og respekt omkring processen at skabe film. 'Afdeling Q'-bøgerne er for mig meget filmatiserbare romaner, og da Nordisk Film har en track-rekord af kvalitetsfilm, er det for mig som forfatter det rigtige hjem for mine bøger, hvor de kan blive realiseret på det store lærred," siger Jussi Adler-Olsen.

Filmselskabet Zentropa har rettighederne til at filmatisere de første fire "Afdeling Q"-bøger. "Kvinden i buret", "Fasandræberne" og "Flaskepost fra P" har haft premiere, mens den fjerde film, "Journal 64", ventes færdig i løbet af et par år. Herefter vil de næste "Afdeling Q"-film, som Nordisk Film selv producerer, få premiere.

Kommentarer

Alle Jussi Adler-Olsens "Afdeling Q"-krimier bliver nu til film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen