Alternativ version af den første "Ghostbusters" kommer snart på Blu-ray – få et smugkig her

Sony udgiver snart en vild 4K UHD-boks med tre "Ghostbusters"-film samt over 20 timers ekstramateriale – inklusive hidtil usete slettede scener.

Det kan godt være, at du ikke er bange for spøgelser, men hvad med et skræmmende godt tilbud? Det er sikkert det, "Ghostbusters"-fans vil betegne en kommende hjemmevideoudgivelse som, som Sony for nylig har løftet sløret for.

Boksen har endnu ikke fået en dansk udgivelsesdato (men den kan dog bestilles fra flere danske butikker, herunder CDON, for 1099 kr.), men den 31. januar udkommer den i England, mens den lander på butikshylderne i USA den 1. februar.

Og boksen indeholder filmene "Ghostbusters" (1984), "Ghostbusters II" (1989) samt den splinternye "Ghostbusters: Afterlife".

Læs også: "The Godfather"-trilogien udkommer på 4K UHD i marts

Og nej, boksen indeholder altså ikke Paul Feigs "Ghostbusters"-reboot fra 2016, hvilket instruktøren da også brokkede sig over på Twitter, da det kom frem, hvorefter boksen fik tilføjet en kode til en digital download-udgave af filmen, som vel at mærke ikke udfolder sig i samme tidslinje som seriens tre andre film.

Udgivelsens i alt otte skiver indeholder også alt det ekstramateriale, der befandt sig på de gamle dvd-/Blu-ray-udgivelser af filmene, samt flere timers nyt materiale, inklusive den 90 minutter lange dokumentar "Ghostbusters: Behind Closed Doors", som ser nærmere på franchisens historie, og hele 19 slettede scener fra "Ghostbusters II".

Men fans vil helt sikkert glæde sig mest over at høre, at en ny "Preview Cut"-version af den første "Ghostbusters"-film er inkluderet – med sine 114 minutter er den 9 minutter længere end biografudgaven. Billedkvaliteten er dog ikke ligefrem høj, hvilket man også kan se i nedenstående trailer til den kommende, omfangsrige udgivelse:

Kommentarer

Alternativ version af den første "Ghostbusters" kommer snart på Blu-ray – få et smugkig her

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen