Amazon har allerede bestilt 2 sæsoner af "God of War"-serien

Amazon har tydeligvis stor tillid til manden bag "Battlestar Galactica" og "For All Mankind", som laver serien baseret på en af spilhistoriens største franchises.

Det er over tre år siden, at vi for første gang rapporterede om en kommende tv-serie baseret på PlayStation-spilserien "God of War".

Få måneder senere blev serien officielt annonceret, og dengang var det de kreative kræfter bag sci-fi-serien "The Expanse" og fantasy-føljetonen "The Wheel of Time", som skulle styre projektet i land, men i efteråret 2024 kom det frem, at seriens showrunner i stedet ville blive Ronald D. Moore.

Ronald D. Moore er en mindre legende i tv-arenaen. Han kickstartede karrieren som manuskriptforfatter og producer på flere "Star Trek"-serier og -film, herunder "Star Trek: The Next Generation" og "Star Trek: Deep Space Nine", før han bl.a. søsatte det Emmy-belønnede "Battlestar Galactica"-reboot og sci-fi-dramaserien "For All Mankind".

Læs også: Videospil-hittet "Split Fiction" bliver filmatiseret

Og for nylig blev Moore interviewet af skuespilleren Katee Sackhoff, som spillede rumpiloten Starbuck i førnævnte "Battlestar Galactica", hvor produceren afslørede, at Amazon allerede har givet grønt lys til sæson 2 af "God of War":

"Lige nu arbejder jeg på en tv-serie baseret på videospillet 'God of War', som Amazon har bestilt to sæsoner af, og de inviterede mig ind, og jeg sidder sammen med manuskriptforfatterne og arbejder på serien nu."

Moore indrømmer i øvrigt, at han desværre ikke har prøvet kræfter med nogen af spillene i serien – fordi han simpelthen ikke kan håndtere en moderne controller: "Controllere nu til dags... 'Tryk R1', men hvad er R1? Åh, jeg er død. Jeg kan ikke finde ud af det."

Den mangeårige "God of War"-spilfranchise har den krigeriske Kratos som omdrejningspunkt, der i spilsagaens tidlige kapitler slås med de græske guder.

I spilfranchisens nyeste spil tørner Kratos sammen med de nordiske guder, herunder en af Odins sønner: Baldur. Og undervejs kæmper Kratos sig igennem Midgård sammen med sin søn, der jævnligt prøver at bevise sit værd over for sin muskuløse, bomstærke far.

Det er en mindeværdig, følelsesladet spilsaga, som vi naturligvis håber, at Moore oplever via YouTube eller takket være en mere spilkyndig kollega på kontoret. Tv-serien har endnu ikke fået en premieredato, men eftersom manuskripterne stadig er ved at blive skrevet, skal vi næppe forvente at se den før 2027.

Kommentarer

Amazon har allerede bestilt 2 sæsoner af "God of War"-serien

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen