Apple står bag ny tv-serie baseret på prisbelønnet sci-fi-klassiker

"Foundation"-trilogien er flere gange forsøgt filmatiseret – indtil videre uden held.

"En af hjørnestenene i science fiction" – så kort kan det beskrives. Apple har nu i samarbejde med Skydance Television skaffet sig rettighederne til at omdanne "Foundation"-trilogien til tv-serie. Serien skal skabes af David S. Goyer og Josh Friedman og vil tage udgangspunkt i romanseriens første tre bøger.

Hvad der startede som ote små noveller, der første gang blev udgivet i 1942, skulle vokse sig til syv romaner skrevet på en periode, der strækker sig over næsten 50 år.

"Foundation" fortæller historien om en tid, hvor menneskeheden, der har spredt sig til planeter gennem hele mælkevejen, lever under Det Galaktiske Imperies styre. Hvis det lyder bekendt, så er det helt sikkert, fordi en væsentlig del af moderne science fiction næppe ville eksistere uden Asimovs hovedværk.

Selve fortællingen er lang og kompleks og er flere gange blevet rost for sin videnskabelige nøjagtighed. Sammen med Robert A. Heinlein ("Starship Troopers") og Arthur C. Clarke ("Rumrejsen år 2001") udgør Isaac Asimov en af The Big Three, som er betegnelsen for den gruppe af forfattere, der bragte science fiction ind i en gylden tidsalder.

Apple forbereder sig i øjeblikket på at lancere sin egen streamingtjeneste og har igennem den senere tid søsat flere film- og tv-projekter, og nyheden om "Foundation"-serien kommer i en periode, hvor genrefilm og tv i den grad har medvind. Senest med Netflix' "Altered Carbon" og den kommende reboot af "Lost in Space".

Kommentarer

Apple står bag ny tv-serie baseret på prisbelønnet sci-fi-klassiker

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen