Lidt en maveplasker …
"Aquaman 2" skuffer ved billetlugerne
"Aquaman and the Lost Kingdom" ligner endnu et kæmpe DC-flop oven på "The Flash", "Blue Beetle" og "Shazam! 2: Fury of the Gods".
Det såkaldte DCEU – Detective Comics Extended Universe – blev rundet af forleden, da "Aquaman and the Lost Kingdom" svømmede ind i biograferne.
Filmfranchisen om DC's superhelte blev kickstartet med Zack Snyders Superman-film, "Man of Steel", i 2013, men franchisen formåede aldrig at måle sig med Marvels mere hædrede og finansielt succesfulde MCU-saga. DC's nye kreative chef, James Gunn ("Guardians of the Galaxy") starter på en frisk med sin "Superman: Legacy" i 2025.
Men hvis DC og Warner Bros. havde håbet på, at biografgængerne ville valfarte til klodens biografer for at tage afsked med DCEU, så har de forgangne dages indtjeningstal givet dem en iskold spand havvand i hovederne.
Variety rapporterer nemlig, at "Aquaman and the Lost Kingdom" er en økonomisk skuffelse over hele kloden.
Læs også: "Blue Beetle" er officielt det syvende(!) DC-flop i streg
Gennem juledagene indtjente "Aquaman and the Lost Kingdom" sammenlagt 40 mio. dollars i USA i kølvandet på en åbningsweekend på blot 27,7 mio. dollars.
Det var nok til at nappe førstepladsen på de amerikanske biografers indtjeningsliste, men det er færre end både DC's "The Flash" (55 mio. dollars) og Marvels "The Marvels" (47 mio. dollars), som begge endte med at floppe fælt – særligt når man tager deres store budgetter i betragtning.
"Aquaman and the Lost Kingdom" har angiveligt kostet 205 mio. dollars at producere og sikkert cirka lige så meget at promovere, hvorfor den helst skal indtjene (minimum) 600 mio. dollars for at generere et overskud, idet biograferne som tommelfingerregel får halvdelen af indtægten. "The Flash" og "The Marvels" endte med at indtjene hhv. 270 mio. dollars og 205 mio. dollars på verdensplan.
Den første "Aquaman" indtjente 67 mio. dollars i sin åbningsweekend tilbage i 2018, hvilket heller ikke blev betragtet som imponerende, men den blev dog ved med at svømme derudad ved klodens billetluger og indtjente i alt svimlende 1,15 mia. dollars globalt.
Hvem indløser kineserne billetter for?
Dén film fik dog markant bedre anmeldelser af både kritikere og fans, og den klarede sig også fantastisk i Kina, hvor den indtjente næsten 300 mio. dollars. Men Hollywood-film har generelt klaret sig skidt i Kina siden pandemiens start, og "Aquaman and the Lost Kingdom" indtjente blot 30 mio. dollars i sin kinesiske åbningsweekend, hvor den oprindelige "Aquaman" indtjente 93 mio. dollars i sin første weekend derovre.
"Aquaman and the Lost Kingdom" klarede sig dog alt i alt bedre uden for USA end i de forenede stater, idet den indtjente sammenlagt 80 mio. dollars uden for Nordamerika. Herhjemme i Danmark havde toeren faktisk en 22% større indtjening på sin åbningsdag (i går – den 25. december) end etteren.
Filmen har således indtjent i alt 120 mio. dollars globalt, og DC Studios og Warner Bros. må håbe på, at filmen – ligesom sin forgænger – fastholder sit greb om biografgængerne i dagene umiddelbart efter julen og omkring nytår.
Men lige nu ser det altså ud til, at "Aquaman and the Lost Kingdom" på alle leder og kanter end som, ja, "en regulær maveplasker."