"Aquaman"-instruktør og "John Wick"-forfatter laver tidsrejse-filmen "Hunting Season"

Filmen handler om en betjent, der bliver dømt til at dø i fortiden.

James Wan er en travl herre. Instruktøren bag "The Conjuring", "Aquaman" og "Fast & Furious 7" arbejder i øjeblikket på bl.a. Stephen King-filmatiseringen "Salem's Lot", "Mortal Kombat"-rebootet samt både en "Aquaman"-tegnefilmsserie og "Aquaman 2".

Og nu har han fået endnu et filmprojekt på tegnebrættet: sci-fi-filmen "Hunting Season", som er baseret på Frank Robinsons historie af samme navn, der blev trykt i et amerikansk sci-fi-blad i 1951.

Robinson havde i sin tid en meget broget karriere som forfatter – han skrev bl.a. en af de to bøger, som den klassiske thriller "Det tårnhøje helvede" blev baseret på, og han skrev taler til den homoseksuelle aktivist og politiker Harvey Milk i 1970'erne.

Læs også: "Det er en fucking skændsel" – James Wan er rasende over, at "Aquaman" ikke bliver Oscar-nomineret

"John Wick"-forfatteren Derek Kolstad skriver manuskriptet til "Hunting Season", som handler om en betjent i fremtiden, der bliver erklæret en fjende af staten og dømt til døden. Han bliver sendt tilbage til fortiden, hvor han bliver jagtet af en bande og kun har tre dage til at finde en måde at overleve på.

"Hunting Season" bliver beskrevet som en blanding af de klassiske science fiction-fortællinger "1984", "Fahrenheit 451" og "The Running Man".

Wan er p.t. kun tilknyttet projektet som producer, og man har endnu ikke hyret en instruktør.

Kommentarer

"Aquaman"-instruktør og "John Wick"-forfatter laver tidsrejse-filmen "Hunting Season"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen