Det giver på papiret også bedst mening med en Cannes-film, ud af de tre muligheder. Generelt ikke det stærkeste år for dansk film, så jeg tvivler stærkt på en endelig nominering.
Årets danske Oscar-kandidat er fundet
Cannes-deltageren "Pigen med nålen" skal nu forsøge at slippe igennem en anden prestigefyldt prisuddelings nåleøje.
Hvert år bliver en dansk Oscar-komité nedsat, som gransker det danske filmårs produktioner og udpeger tre film, som har potentialet til at blive Oscar-nomineret. I år var de tre kandidater "Pigen med nålen", "Vogter" og dokumentaren "Ekko af kærlighed".
Og i dag har komitéen så frasorteret de to sidstnævnte film og valgt at indsende "Pigen med nålen" til Oscar-holdet i Hollywood. Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.
Se også: "Pigen med nålen": Se det første stemningsfulde klip fra den danske Guldpalmen-kandidat
"Pigen med nålen" har allerede høstet flotte anmeldelser og en Guldpalmen-nominering under dette års Cannes-filmfestival, så det kommer ikke som den store overraskelse, at den danske Oscar-komité enstemmigt valgte dén som 2024's danske Oscar-håb.
Og selvom filmen først får almen biografpremiere herhjemme næste år – nærmere bestemt den 23. januar 2025 – så kvalificerer den sig til det næste Oscar-ræs, idet den udkom i Finland den 6. september.
Jacob Neiiendam, chef for Filminstituttets Internationale afdeling og forperson for den danske Oscar-komité, udtaler:
"Komitéen er enige om, at 'Pigen med nålen' er den stærkeste danske kandidat ift. at opnå en Oscar-nominering i år. Den fik en fantastisk modtagelse af anmeldere ved verdenspremieren i hovedkonkurrencen i Cannes, samt efterfølgende på Toronto Film Festival. Begge er topklasse-festivaler, som de senere år har været afgørende, når det drejer sig om at nå frem til en Oscar-nominering.
"'Pigen med nålen' får amerikansk biografpremiere d. 6. december i henholdsvis New York og Los Angeles, hvor den amerikanske distributør, Mubi, har hyret erfarne kræfter til at arbejde målrettet på at opnå en Oscar-nominering."
En af danmarkshistoriens værste seriemordere
"Pigen med nålen" er instrueret af svensk-polske Magnus von Horn ("Efterskælv"), som har skrevet manuskriptet sammen med Line Langebek Knudsen ("I'll Come Running").
Filmen fortæller den sande historie om seriemorderen Dagmar Overbye, der fik tilnavnene Englemagersken og Menneskedyret fra Enghavevej, og som i starten af 1900-tallet dræbte adskillige spædbørn.
Overbye spilles af Trine Dyrholm, mens Vic Carmen Sonne spiller den unge fabriksarbejder Karoline, som har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen umiddelbart efter 1. verdenskrig – og især da hun mister sit job, mens hendes gravide mave bugner. Men så støder hun på Overbye, der har et adoptionsbureau, som hjælper hårdt prøvede mødre som Karoline. Men da Karoline indser sandheden om Overbye, krakelerer hendes verden.
Den 17. december annoncerer det amerikanske filmakademi (som uddeler Oscar-priserne) den såkaldte shortlist, der byder på 15 udvalgte internationale spillefilm, som fortsat er i spil til en Oscar-nominering. De 5 film, som slipper gennem dét nåleøje og vitterligt bliver Oscar-nomineret, afsløres sammen med de nominerede i alle de andre kategorier den 17. januar 2025, mens statuetterne uddeles den 2. marts i Los Angeles.