"Aristocats" bliver Disneys næste live-action-remake

"Hvem vil ikke gerne være kat?"

Disney har et live-action-remake af studiets 20. animationsklassiker, "Aristocats", i støbeskeen. Det erfarer Deadline. Manuskriptet er lagt i kløerne på Will Gluck ("Peter Kanin") og Keith Bunin ("Fremad").

Den originale tegnefilm fra 1970 var den første til at blive produceret efter Walt Disneys død, og den huskes især for den udødelige sang "Hvem vil ikke gerne være kat", der i filmen optræder i en forrygende og gennemmusikalsk scene.

Læs også: Disneys "Den lille havfrue"-remake har fået en premieredato

Handlingen i "Aristocats" finder sted i Paris, hvor hunkatten Duchess lever trygt og godt sammen med sine tre killinger: Marie, Berlioz og Toulouse. De bor i et stort hus hos den velhavende og fornemme madame Adelaide Bonfamille.

Da husets butler, Edgar, opdager, at Duchess og killingerne skal arve Madames formue, forsøger han at skaffe kattene af vejen for selv at få fingre i de mange penge.

Heldigvis kommer den charmerende vildkat Thomas O'Malley forbi, og han hjælper Duchess og killingerne med at komme hjem i tide og dermed undslippe butlerens nederdrægtige plan.

Produktionen befinder sig på et tidligt stadie, og det vides endnu ikke, om "Aristocats" er tiltænkt biograferne eller Disney+.

Disney har ud over "Aristocats" genindspilninger af animerede klassikere som "Den lille havfrue", "Pinocchio", "Peter Pan" og "Snehvide og de syv dværge" på vej.

Kommentarer

"Aristocats" bliver Disneys næste live-action-remake

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen