Musikken var måske ikke nødvendig, men ellers er det fandme en brandtale af rang <3
Arnold Schwarzenegger nedsabler Donald Trump i storslået brandtale
"Præsident Trump er en falleret leder. Han vil gå over i historien som den værste præsident nogensinde."
Igennem sin mangeårige, glorværdige karriere har Arnold Schwarzenegger gået i clinch med alt fra avancerede dræbermaskiner og blodtørstige rumvæsner til krigeriske terrorister og selveste Satan.
Men nu har den østrigske superstjerne indstillet sit sigtekorn på en endnu større og anderledes ægte skurk: Præsident Donald Trump.
I en ny video, som kan ses herunder, sidestiller Schwarzenegger det nylige angreb på den amerikansk parlamentsbygning med Krystalnatten, som udfoldede sig den 9. november i 1938 i datidens Nazityskland, hvor over 7000 jødiske forretninger og 200 synagoger blev ødelagt, og over 90 jøder blev pryglet ihjel. Det skete, efter at den tyske befolkning over en længere periode var blevet gejlet op til at hade jøderne.
Læs også: Ridley Scott: Donald Trump er en tosse
"Det var en aften, hvor der blev begået uhyrligheder mod jøderne af nazisternes svar på The Proud Boys," siger Schwarzenegger, som sidestiller nazisterne med en kendt, racistisk gruppe, som støtter Trump helhjertet og deltog i sidste onsdags terrorangreb, og som præsidenten har haft ualmindeligt svært ved at fordømme.
Dernæst fortsætter Schwarzeneggers historielektion, hvor han taler om den gennemgribende løgnagtighed og intolerance, som både satte sit præg på Nazityskland og det nuværende politiske klima i USA:
"Jeg voksede op i et land, der led efter at have mistet sit demokrati. Jeg voksede op omringet af knuste mænd, der forsøgte at drikke deres skyld over at have støttet historiens mest ondskabsfulde regime væk. De var ikke alle sammen gale antisemitter eller nazister. Nogle af dem fulgte bare med strømmen. De var bare naboerne.
"Det hele startede med løgne, løgne og løgne. Og intolerance. Så fordi jeg kommer fra Europa, så har jeg altså set, hvor galt det kan gå. Jeg ved, der folk her i landet og overalt i verden frygter, at det samme kan ske lige her."
Schwarzenegger tillader sig dog at være optimistisk: "Jeg tror ikke, at det samme vil ske her, men vi er nødt til at være opmærksomme på de konsekvenser, som selviskhed og kynisme skaber. Amerika vil vende stærkt tilbage og vise lyset igen. Vi bliver stærkere, fordi vi nu ved, hvad der kan gå tabt."
Læs også: Arnold: Jeg var møgtræt af studiet under den sidste "Terminator"-film
Østrigeren er, ligesom Trump, medlem af USA's republikanske parti, og han var sågar guvernør i Californien i mange år. Alligevel har han ikke meget til overs for præsidenten eller hans republikanske allierede:
"Præsident Trump forsøgte at omstøde resultatet af et fair valg. Han forsøgte at gennemføre et statskup ved at vildlede folk med løgne. Min far og mine naboer blev også vildledt af løgne, og jeg ved, hvad de løgne kan resultere i.
"Præsident Trump er en falleret leder. Han vil gå over i historien som den værste præsident i historien. Lykkeligvis er han snart lige så irrelevant som et gammelt tweet. Men hvad med dem, der støttede hans løgne og forræderi? Jeg vil minde dem om, hvad Teddy Roosevelt sagde: 'Patriotisme betyder, at man støtter ens land. Det betyder ikke, at man støtter ens præsident.' Mange i mit eget parti har ingen rygrad."
Schwarzeneggers komplette brandtale kan ses herunder – som dog desværre (men måske egentlig ganske passende) er blottet for muntre oneliners, om end østrigeren i det mindste hiver Conans store sværd frem undervejs: