Asiatisk filmfestival lanceres i København til næste år

Copenhagen Asian Film Festival åbner dørene op til februar.

København har blandt andet med CPH:DOX og CPH PIX markeret sig internationalt på filmfestivalscenen. Til februar 2020 kickstartes Skandinaviens første asiatiske festival så under navnet Copenhagen Asian Film Festival, eller CAFF. Dermed følger København i slipstrømmen på andre metropoler som eksempelvis Vancouver, Seattle, New York, Paris, London, Berlin, Barcelona og Amsterdam, der i årevis har afholdt asiatiske filmfestivaler med såvel sjældne som store blockbustere fra blandt andet Kina, Korea, Japan og Thailand.

"I årevis har vi herhjemme spejdet forgæves efter flere gode kvalitetsfilm fra Asien i vores biografer. Derfor er det på tide, at vi nu arrangerer vores egen asiatiske filmfestival. Udover film byder vi også på andre asiatiske kulturlækkerier inden for mad, musik og kunst", skriver festivaldirektør Steen Jensen i en pressemeddelelse.

CAFF åbner med ca. 60 film, håndplukket af festivalholdet, hvor nogle vil blive vist for første gang på det store lærred i Danmark. Samtidig bliver der også plads til et par Europa-premierefilm. Festivalens film vil blive vist i CinemaxX, Empire Bio, Grand og Cinemateket.

Se også: Dansk LGBTQ-filmfestival boykotter film uden transkønnede

"Med Copenhagen Asian Film Festival ønsker vi at vise det Danske publikum, at der er meget mere at komme efter i Asien end de få film, der årligt slipper gennem nåleøjet til de danske biografer," lyder det fra Steen Jensen, der samtidig skriver, at festivalen ikke kun vil byde på filmoplevelser.

"Vi vil med Copenhagen Asian Film Festival gerne give et mere nuanceret billede af asiatisk filmkunst. Derfor kan publikum også forvente kulturoplevelser, som vi ellers normalt ikke ser på vores breddegrader."

De sociale arrangementer under festivalen vil blandt andet inkludere åbningsgalla, prisuddeling på Hotel D'Angleterre med prisuddelinger til de bedste film samt Asian Business Days og paneldebatter med instruktører og skuespillere i løbet af festivalen.

Copenhagen Asian Film Festival foregår fra 9. til 16. februar 2020.

Læs mere om CAFF på caff.dk.

Kommentarer

Asiatisk filmfestival lanceres i København til næste år

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen