"Avatar 2" udskydes et år - og Disney afslører "Star Wars"-datoer

Den første film efter Skywalker-sagaens afslutning kommer i 2022, mens "Avatar"-fortsættelserne forsinkes yderligere.

Disney har offentliggjort premieredatoerne på tre endnu unavngivne "Star Wars"-film. Den første rammer biograferne 16. december 2022, mens de to næste udkommer hhv. 20. december 2024 og 18. december 2026.

Dermed fortsætter House of Mouse traditionen med at sende nye "Star Wars"-film i biografen i den søde juletid – akkurat som med den seneste trilogi i Skywalker-sagaen.

I skrivende stund vides det ikke, hvem der skal stå bag de nye film, men det har længe været kendt, at "Star Wars: The Last Jedi"-instruktøren Rian Johnson har et nyt projekt hensat til den fjerne galakse i støbeskeen. Det samme har "Game of Thrones"-skaberne David Benioff og D.B. Weiss, men tiden må vise, hvem af d'herrer som tager stafetten op efter "The Rise of Skywalker". Eller om Disney i mellemtiden har ændret planer...

"AVATAR 2" UDSKYDES

Fans af James Camerons "Avatar" fra 2009, der har længtes efter de fire annoncerede fortsættelser, skal igen-igen væbne sig med tålmodighed.

Disney, der efter opkøbet af Fox ejer rettighederne til "Avatar"-franchisen, har besluttet af udsætte premieren på "Avatar 2" et helt år, nemlig til 17. december 2021. De tre opfølgere får efter planen nu premiere hhv. 22. december 2023, 19. december 2025 og 17. december 2027.

"Star Wars: The Rise of Skywalker", der er niende kapitel i Skywalker-sagaen, får dansk biografpremiere 18. december i år.

Kommentarer

"Avatar 2" udskydes et år - og Disney afslører "Star Wars"-datoer

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen