"Avengers: Endgame" sætter ny vild rekord!

Filmen er den hurtigste i historien til at omsætte for over 2 milliarder dollars.

Marvels "Avengers: Endgame" fortsætter sit imponerende triumftog, og det nye superhelte-epos kan nu bryste sig af at have indspillet for 2,188 milliarder dollars i skrivende stund, hvilket er sket på blot halvanden uge!

Dermed skriver eventyret sig ind i historien som den næstmest indbringende film nogensinde, når der ikke tages højde for inflation – kun overgået af James Camerons "Avatar", der har indspillet for 2,788 mia. dollars. 

Cameron skal altså for alvor til at se sig over skulderen, da Iron Man, Thor, Captain America og alle de andre kulørte helte fra MCU nu for alvor ånder "Avatar" i nakken – efter at have overhalet en anden af James Camerons film, nemlig "Titanic", som nu må nøjes med en tredjeplads over de mest indbringende film i historien.

På fjerde- og femtepladsen finder vi "Star Wars: The Force Awakens" og "Avengers: Infinity War", der også hver har omsat for over 2 mia. dollars.

JUBEL HOS DISNEY

Det synes efterhånden uundgåeligt, at "Avengers: Endgame" ender som verdens mest indbringende film målt i dollars, så James Cameron skal håbe på, at de kommende "Avatar"-fortsættelser kan overgå hans originale film fra 2009. 

Hos Disney jubler man uanset hvad, eftersom House of Mouse udover at eje rettighederne til Marvel nu også ejer "Avatar"-franchisen efter opkøbet af Fox.

Det fjerde kapitel i "Avengers"-sagaen er kulminationen på en episk historie fortalt over 22 indbyrdes forbundne Marvel-film. Du kan læse Moovys 3-stjernede anmeldelse her.

Kommentarer

"Avengers: Endgame" sætter ny vild rekord!

  • ★★★0

    Krise: Indlandsk boxoffice viser et fald på 59% i anden uge. Den samlede sum var ‘kun’ på 145 mio :)

    Babo 6-05-19 12:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen