"Babylon"-komponisten Justin Hurwitz vil gerne lave en actionfilm med "La La Land"-instruktøren Damien Chazelle

De gamle klassekammerater har samarbejdet på "Whiplash", "La La Land", "First Man" og "Babylon".

Filmhistorien er spækket med sejlivede og givtige samarbejder mellem filminstruktører og filmkomponister – fra Steven Spielberg og John Williams' mægtige makkerskab til Ennio Morricone og Sergio Leones smukke synergi.

Komponisten Justin Hurwitz og filmmageren Damien Chazelle boede sammen på college og er siden da blevet et partnerskab af rang i Hollywood – begge mænd vandt Oscars for deres arbejde på "La La Land", og Hurwitz er p.t. også storfavoritten i det næste Oscar-shows musikfelt takket være hans score til Chazelles "Babylon".

Men efter at have lavet to storstilede Hollywood-cadeauer ("La La Land" og "Babylon") og to seriøse dramaer ("First Man" og "Whiplash") er Hurwitz klar på at lave en helt anden slags film med Chazelle.

Læs også: "La La Land"-musical lander snart på Broadway

I et nyt interview med Screen Rant fortæller Hurwitz:

"Jeg vil gerne udforske nyt territorium. Jeg venter stadig på at høre, hvad Damien gerne vil lave næste gang. Jeg elsker at lære nye ting. På 'First Man' var det godt at komme lidt væk fra jazz og lære noget nyt. Jeg havde aldrig før brugt noget elektronisk, så det var rigtig sjovt at bruge en theremin, synthesizers og plugins. Jeg vil gerne blive bedre til alle de ting.

"Genremæssigt kunne det være sjovt at lave en actionfilm eller en adventure-film. Jeg er med på alt, Damien kaster sig over, så uanset hvad han laver, er jeg med om bord. Men jeg elsker at lære nye genrer og nye måder at skrive musik på."

Som Hurwitz også antyder, så ved vi endnu ikke, hvad Chazelles næste projekt bliver. D'herrers "Babylon" kan I stadig se i landets biografer – bl.a. i 4K med Atmos-lyd i FORMAT Biograf, book billetter her.

Herunder kan I se Moovy TV's eget interview med den Oscar-belønnede komponist om hans fantastiske arbejde på "Babylon":

Kommentarer

"Babylon"-komponisten Justin Hurwitz vil gerne lave en actionfilm med "La La Land"-instruktøren Damien Chazelle

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen