Det ville da også være fuldt fortjent ovenpå alle de år og værker! Og i øvrigt forrykt, at det snart er 30 år siden, at manden sidst vandt en Oscar...

Både Harrison Ford og John Williams går måske på pension efter "Indiana Jones 5"
De to Hollywood-giganters fantastiske karrierer lakker angiveligt mod enden.
I år er det 41 år siden, at filmkomponisten over dem alle, John Williams, bjergtog alverdens biografgængere med sit majestætiske score til Steven Spielbergs første "Indiana Jones"-film: "Jagten på den forsvundne skat".
Den legendariske maestro leverede også tonerne til de tre fortsættelser, og han skal heldigvis også skabe musikken til den kommende og endnu unavngivne femte film i den berømte adventure-franchise.
Og nu indikerer den 90-årige filmkomponist, at han overvejer at gå på en velfortjent pension efter "Indiana Jones 5". I et interview med nyhedsbureauet Associated Press fastslår Wiliams: "I øjeblikket arbejder jeg på 'Indiana Jones 5', som Harrison Ford - der er noget yngre end jeg - vist har annonceret bliver hans sidste film. Så jeg tænkte: Hvis Harrison kan gøre det, så kan jeg måske også."
Indiana Jones' næste eventyr kan altså vise sig at blive to af Hollywoods allerstørste stjerners svanesang, når filmen endelig udkommer om et år.
Se også: Første officielle kig på Harrison Ford i "Indiana Jones 5"
John Williams er én af alletiders mest populære og beundrede filmkomponister med et mildt sagt imponerende CV. Hans samarbejde med Steven Spielberg er legendarisk, og ud over "Indiana Jones"-sagaen har Williams skabt musikken til Spielberg-klassikere som "Dødens gab", "E.T.", "Jurassic Park", "Schindlers liste" og "Saving Private Ryan".
Williams er naturligvis også manden bag tonerne til "Star Wars"-filmene (hvor Harrison Ford jo også spiller en vis rolle), og så har han skabt bl.a. de uforglemmelige temaer til Harry Potters magiske univers og Richard Donners "Superman" fra 1978. Læg dertil, at Williams er den nulevende person med flest Oscar-nomineringer nogensinde – hele 52 af slagsen!
Tiden må vise, om James Mangolds ("Logan") kommende "Indiana Jones"-film bliver John Williams' og Harrison Fords sidste bedrifter som hhv. filmkomponist og skuespiller, men under alle omstændigheder får eventyret biografpremiere den 30. juni 2023.