"Beetlejuice 2" er ikke helt død alligevel

Filmen, der ellers var sendt i graven, bliver nu vækket til live med tilføjelsen af Brad Pitt som producer.

Egentlig var idéen om en opfølger til Tim Burtons "Beetlejuice" fra 1988 skrottet. Nu er der dog tegn på, at the ghost with the most måske alligevel kan vækkes til live igen.

I hvert fald har Brad Pitts produktionsselskab, Plan B, nu sluttet sig til projektet, og man håber på at få gang i produktionen allerede til sommer.

Læs også: Michael Keaton: "Måske er toget kørt for 'Beetlejuice 2'"

Foreløbige kilder peger på, at både Michael Keaton og Winona Ryder vender tilbage til deres respektive roller, og forhåbentlig sidder Tim Burton igen i instruktørstolen.

I Burtons oprindelige film spillede Alec Baldwin og Geena Davis et ægtepar, der dør i en bilulykke. I underverdenen hyrer de så det drilske spøgelse Beetlejuice (Keaton) til at hjælpe dem med at skræmme en familie væk, der netop er flyttet ind i (og er i fuld gang med at omarbejde) deres elskede hjem i de levendes verden.

Helt tilbage i 2015 fik Burton grønt lys til at lave en opfølger, men allerede et år senere blev projektet atter skrinlagt. En ny manuskriptforfatter blev hyret i 2017, men filmen har altså stadig ikke kæmpet sig ud af kisten.

"Beetlejuice" var ellers en kæmpe prisvindende succes, der både affødte en animeret tv-serie, flere spil samt en musical, så det er næsten underligt, at en fortsættelse ikke er blevet sat i værks før nu. Forhåbentlig kan vi snart langt om længe igen opleve Keaton iført det stribede jakkesæt og den Oscar-vindende sminke.

Kommentarer

"Beetlejuice 2" er ikke helt død alligevel

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen