Bill Nighy slutter sig til "The Man Who Fell to Earth"-serie

Den BAFTA-belønnede brite overtager den rolle, som selveste David Bowie spillede i sci-fi-kultfilmen af samme navn fra 1976.

Det er efterhånden et års tid siden, at en tv-serie baseret på Walter Tevis' roste science fiction-roman, "The Man Who Fell to Earth" (på dansk: "Manden som kom ned på Jorden"), blev annonceret.

Bogen blev først filmatiseret tilbage i 1976 af den legendariske Nicolas Roeg ("Rødt chok", "Heksene", "Walkabout"), og David Bowie spillede hovedrollen: et menneskelignende rumvæsen, som kommer fra en døende planet og besøger Jorden for at indsamle vand til sit lidende folk.

Da den kommende tv-serie først blev offentliggjort, kom det frem, at den Oscar-nominerede Chiwetel Ejiofor ("12 Years a Slave", "Doctor Strange") skulle spille hovedrollen. Men selvom Ejiofor stadig medvirker, så er det faktisk en anden skuespiller, der skal spille netop Bowies gamle rolle i fortællingen: Bill Nighy.

Læs også: Chiwetel Ejiofor får hovedrollen i "The Man Who Fell To Earth"-serie

Det bekræfter Deadline, som skriver, at Nighy spiller Thomas Jerome Newton – altså den oprindelige bogs og films hovedperson, som er et rumvæsen, der i tv-serien har levet blandt mennesker på Jorden i over 40 år og (forståeligt nok) er ved at miste besindelsen.

Ejiofor spiller så et andet rumvæsen, Faraday, som Newton beordrer til at færdiggøre sin oprindelige mission. Både Nighy og Ejiofor medvirkede i den romantiske komedie "Love Actually", hvor de dog ikke havde nogen scener sammen.

Om rollen udtaler Nighy: "Jeg var beæret over at blive tilbudt rollen som Thomas Jerome Newton, som den fantastiske David Bowie gjorde så berømt. Jeg synes, at historien er glimrende og genialt fortalt. Jeg er begejstret for serier, der forholder sig til nutidens teknologi og giver os et plausibelt billede af en mulig nær fremtid."

"The Man Who Fell to Earth"-serien produceres og skrives af den sci-fi-garvede Alex Kurtzman, som p.t. er hovedansvarlig for "Star Trek"-franchisens kreative retning og tidligere har skrevet bl.a. spillefilmene "Star Trek" og "Star Trek Into Darkness".

Og apropos "Star Trek", så har "Star Trek: Voyager"-stjernen Kate Mulgrew også en rolle i "The Man Who Fell to Earth", og det samme har bl.a. Naomie Harris, Jimmi Simpson, Rob Delaney, Sonya Cassidy, Joana Ribeiro og Annelle Olaleye.

"The Man Who Fell to Earth" udkommer senere i år på Paramount+, og herunder kan du se Moovy TV's interview med den herlige Bill Nighy op til premieren på Lone Scherfigs "Their Finest Hour" tilbage i 2017:

Kommentarer

Bill Nighy slutter sig til "The Man Who Fell to Earth"-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen