Bio-Bio: Bæredygtig filmfestival vokser frem

Ny festival sætter fokus på den grønne omstilling med dokumentarfilm under åben himmel.

Med lige dele stille protest, sanselighed og fordybelse kombinerer Bio-Bio filmmediet med bæredygtige kulinariske oplevelser og vigtige politiske samtaler om klimaet. Første udgave af Bio-Bio Festival finder sted over fem dage i august i Københavns BaneGaarden på Otto Busses Vej 45 mellem Vesterbro og Sydhavnen.

Festivalen har hver dag et nyt tema, hvor man gennem filmvisninger, paneldebatter, oplæsninger, langbordsmiddage mv. sætter fokus på et område, som har indflydelse på os alle sammen og den verden, vi lever i.

Se også: Moovy TV: "Genopdagelsen"-interview med den prisbelønnede dokumentarist Phie Ambo

Festivalchef Marlene Schiött Rasmussen udtaler: "I Bio-Bio åbner vi op for en omstilling drevet af æstetik, humor, alvor og sanselighed. Vi arbejder med et diverst udsnit af kunst og kultur – men også med en ambition om et diverst fællesskab, hvor visioner for en mere bæredygtig fremtid er det, der binder de optrædende såvel som publikum sammen."

En del af programmet er offentliggjort på Bio-Bios hjemmeside, hvor man også kan købe billetter. Der vil løbende ske opdateringer om flere tiltag, som også er mulige at følge på Bio-Bios Facebook-side.

Bio-Bio Festival er støttet af Det Danske Filminstitut, En filantropisk bevilling fra Realdania, Slots- og Kulturstyrelsen, Københavns Kommune og Vesterbro Lokaludvalg. Mino Danmarks deltagelse sker med støtte fra Tuborgfondet.

Bio-Bio Festival finder sted på BaneGaarden i København fra den 12.-17. august 2021.

Kommentarer

Bio-Bio: Bæredygtig filmfestival vokser frem

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen