Biopic om Beatles-manageren Brian Epstein er på vej

Den legendariske manager skal portrætteres af "Dronninggambit"-stjernen Jacob Fortune-Lloyd i "Midas Man".

Brian Epstein var uden tvivl én af de mest fascinerende og farverige personer i The Beatles' inderkreds, og hans betydning for historiens mest indflydelsesrige pop- og rockgruppe kan næppe overvurderes.

Epstein var manager for The Fab Four fra 1962 til 1967 inden han døde, angiveligt af en overdosis, i en alder af blot 32 år. 

Nu vil en kommende biopic stille skarpt på Eppys sagnomspundne livshistorie i filmen "Midas Man", der har svenske Jonas Åkerlund ("Lords of Chaos", "Polar") i instruktørstolen. 

Se også: TRAILER: Første smugkig på Peter Jackson-dokumentaren "The Beatles: Get Back"

Hovedpersonen skal spilles af "Dronninggambit"-skuespilleren Jacob Fortune-Lloyd, som glæder sig til den krævende rolle som Beatles-manageren:

"Det er et stort privilegium at spille Brian Epstein - en mand, der fik en så vigtig og vedvarende kulturel indvirkning, men som sloges med at finde en sikker plads i en verden, han selv var med til at forme. Han var en fascinerende person med et kæmpe talent, ambitioner og mod, og jeg er virkelig beæret over at få lov til at portrættere ham", siger den 33-årige skuespiller. 

Filmen skal optages on location i London og Liverpool, men præcis hvornår "Midas Man" får premiere, vides endnu ikke. 

Til gengæld får Peter Jacksons meget imødesete Beatles-dokumentar, "The Beatles: Get Back", med sikkerhed premiere den 27. august.

Kommentarer

Biopic om Beatles-manageren Brian Epstein er på vej

  • ★★★★★★0

    Glæder mig til Get Back. Mest fordi jeg håber der kommer smadrer på lyden. Blev positivt overrasket over netop dette aspekt i Ron Howards dokumentar om The Beatles. Fuck det lød godt!

    T. Nielsen19-04-21 11:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen