Jeg har stadig ikke fået set filmen - og ovenpå Reznors kommentarer tror jeg, at jeg nøjes med at lytte til soundtracket :-D
"Bird Box"-komponist: "Det var fucking tidsspilde at arbejde på den film"
Den Oscar-nominerede musiker og Nine Inch Nails-frontfigur Trent Reznor holder ikke igen, når han beskriver sit arbejde på Susanne Biers gigantiske Netflix-hit.
Reznor er på relativt få år blevet en af filmverdenens mest eftertragtede komponister. Han og samarbejdspartneren Atticus Ross blev Oscar-belønnet for deres score til David Finchers Facebook-drama "The Social Network", og siden da har parret bl.a. arbejdet på film som "Gone Girl", "Mid90s" og "Patriots Day" samt HBO-serien "Watchmen".
Og sidste år lavede d'herrer musikken til danske Susanne Biers thriller "Bird Box" med Sandra Bullock, som ifølge Netflix er blevet set af talløse millioner via deres streamingtjeneste.
Reznor er dog ikke just begejstret for slutproduktet. I et interview med Revolver beskriver den 54-årige amerikaner bl.a. filmen som en "lortekage":
"Da vi startede på projektet, føltes det, som om mange bare fløj på autopilot... Vi hang på en filmklipper, som havde virkelig dårlig smag. Det gjorde det svært for os at få ting med i filmen."
"Og glasuren på lortekagen var, at vi var på turné, mens de mixede lydsiden. Og musikken var mixet så lavt, at man ikke engang kunne høre den."
Reznor griner, før han tørt konstaterer: "Det var fucking tidsspilde. Og vi var sikre på, at ingen gad se den fucking film, men så blev den naturligvis Netflix' største film overhovedet."
Reznor og Ross har dog netop fået udgivet en del af deres ubrugte musik til filmen på albummet "Bird Box / Null 09 Extended". Parret arbejder netop nu på musikken til David Finchers næste film, "Mank", der foregår i 1940'erne og handler om "Citizen Kane"-forfatteren Herman J. Mankiewicz, og ifølge Reznor vil de kun bruge instrumenter, der fandtes dengang.