"Birds of Prey" ændrer titel efter skuffende åbning

Titlen "Birds of Prey: And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn" var måske for stor en mundfuld.

"Suicide Squad"-spin-offen "Birds of Prey" fløj ikke ind på boxoffice-listen med det helt store vingesus, som Warner Bros. nok havde håbet på. I et forsøg på at lokke flere biografgængere ind for at se Harley Quinn (Margot Robbie) og co. sparke røv, har en række biografer i USA derfor nu valgt at ændre filmens titel.

Filmen, hvis fulde titel er det lidet mundrette "Birds of Prey: And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn", har skiftet navn til "Harley Quinn: Birds of Prey". Dermed er filmens nok mest genkendelige figur kommet forrest, og så er den lange eftertitel droppet.

I filmen slår Harley Quinn pjalterne sammen med superheltinderne Black Canary, Huntress og Renee Montoya i kampen for at frelse den unge Cassandra Cain fra den brutale og hensynsløse forbryderkonge Black Mask.

Læs anmeldelsen af filmen her.

Kommentarer

"Birds of Prey" ændrer titel efter skuffende åbning

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen