"Black Panther"-kriger får måske sin egen MCU-serie

I et talkshow antyder Danai Gurira kraftigt, at hendes hårdtslående Marvel-heltinde, Okoye, snart får sin egen spin-off.

Om et par uger kan Marvel-fans besøge Wakanda igen, når selskabets nyeste blockbuster, "Black Panther: Wakanda Forever", udkommer på Disney+ den 1. februar.

Og vi ved allerede, at en "Black Panther 3" er i støbeskeen – hvilket ikke kommer som den store overraskelse, idet 2'eren i skrivende stund har indtjent hele 835 mio. dollars på verdensplan.

Men 3'eren ligger formentlig flere år ude i horisonten. Men inden da kan det være, at vi først får en Marvel-serie om den fiktive afrikanske nation og dens mægtige krigere. Den spin-off blev annonceret i 2021, og nu ved vi måske, hvem seriens omdrejningspunkt bliver – og det er vel at mærke ikke Black Panther selv.

Se også: Se musikvideoen til Rihannas "Lift Me Up" fra "Black Panther: Wakanda Forever"

For i et nyligt interview med talkshow-værten Stephen Colbert antydede skuespilleren Danai Gurira, som har spillet Wakanda-soldaten Okoye i adskillige Marvel-film, at hendes karakter får sin egen spin-off.

Colbert spurgte direkte, om Okoye mon ville få sin egen streaming-serie, og Gurira svarede en smule drilskt: "Jeg er blevet fortalt, at jeg godt må antyde forsigtigt, at den serie muligvis kommer. Så nu antyder jeg det forsigtigt."

Marvels serier og film er normalvis omgærdet af mystik, så når nu Gurira taler så åbent om den mulige spin-off, virker det meget sandsynligt, at den faktisk går i produktion – vi ved bare ikke hvornår.

I den første "Black Panther" anførte Okoye Wakandas livgarde, den såkaldte Dora Milaje, men hun mistede sin titel og stilling i "Black Panther: Wakanda Forever", efter at Wakands prinsesse, Shuri, blev kidnappet. Alligevel kæmpede Okoye bravt for at beskytte sine landsmænd mod den aggressive undervandskonge Namor og hans hær.

Herunder kan du i øvrigt se Moovy TV's nylige interview med netop Gurira op til biografpremieren på "Black Panther: Wakanda Forever" sidste år:

Kommentarer

"Black Panther"-kriger får måske sin egen MCU-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen