"Bourne"-universet udvides med dramaserien "Treadstone"

Ny tv-serie på vej om spionprogrammet, der skabte Jason Bourne.

Spionfilmene om superagenten Jason Bourne får sig nu en lillebror i form af en ny tv-serie. Den amerikanske tv-kanal USA Network arbejder således for tiden på "Treadstone" – en dramaserie, der skal fortælle forhistorien om det mystiske spionagentur af samme navn, som i sin tid trænede og hjernevaskede Bourne og hans koldblodige kolleger.

Jason Bourne-karakteren blev oprindeligt skabt af forfatter Robert Ludlum til romanen "The Bourne Identity", der udkom i 1980 og siden blev filmatiseret af Doug Liman. Franchisens tøjler blev derefter overtaget af Paul Greengrass, som senest gav os "Jason Bourne" i 2016. Undervejs blev det minsandten også til en spin-off, "The Bourne Legacy".

Nu får universet dog nyt liv på tv-skærmene. "Treadstone" vil omhandle CIA og deres tophemmelige Operation Treadstone, der i "Bourne"-historierne stod for at forvandle de frivillige agent-rekrutter til dødsensfarlige snigmordere. Første sæson af serien vil efter sigende kredse om en gruppe af sleeper-agenter, som på mystisk vis aktiveres og derfor genoptager deres oprindelige mission.

Serien skrives af Tim Kring, som har skabt og leveret drejebøger til serier som "Crossing Jordan", "Heroes" og "Touch", mens "99 Homes"-instruktøren Ramin Bahrani skal stå for at bringe pilotafsnittet af "Treadstone" til live. Optagelserne på serien forventes at begynde til næste år.

Kommentarer

"Bourne"-universet udvides med dramaserien "Treadstone"

  • ★★★0

    Det gik jo også så godt sidste gang de prøvede at lave et spin-off af Bourne filmene...

    Essal17-08-18 17:19

  • 0

    Justin Lin lavede ikke Bourne Legacy. Det var Tony Gilroy :-)

    PatrickJane17-08-18 19:55

  • ★★★★0

    Justin Lin lavede ikke Bourne Legacy. Det var Tony Gilroy :-)

    Tak, rettet :)

    chandler7517-08-18 20:01

  • 0

    Justin Lin lavede ikke Bourne Legacy. Det var Tony Gilroy :-)

    Ja, jeg fik vist blandet den sammen med den “Bourne Legacy”-fortsættelse, han var sat til at lave (som så aldrig blev til noget). Tak for rettelsen :-)

    Laser17-08-18 20:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen