Brad Pitt og Jennifer Aniston genforenes på unikt projekt

Et af nyere Hollywood-histories største kærestepar medvirker snart i det samme online-show.

I en tid præget af en skrækkelig virus, isolation, vold og magtmisbrug er det svært ikke at længes efter fortidens gode stunder.

Og mange, der var unge i 90'erne, vil sikkert finde lidt lys i mørket ved tanken om, at Brad Pitt og Jennifer Aniston snart skal spille over for hinanden.

Aniston og Pitt var fast inventar i 00'ernes sladderblade, efter at parret blev gift i 2000 og senere blev skilt i 2005, da Pitt indledte en affære med Angelina Jolie, som han senere giftede sig med og fik adskillige børn med.

Parret skabte store overskrifter tidligere i år, da de stødte på hinanden bag kameraerne under årets SAG-uddeling, hvor begge skuespillere vandt priser. Men nu mødes de snart foran kameraet – for første gang siden "Friends"-afsnittet "The One with the Rumor" fra 2001.

Læs også: "Friends"-reunion udskudt på ubestemt tid

Både Pitt og Aniston skal deltage i et online-show, hvor de læser manuskriptet til 80'er-komedien "Fast Times at Ridgemont High" (på dansk: "Øl, fis og rockmusik") højt.

Ud over Pitt og Aniston medvirker bl.a. talkshow-værten Jimmy Kimmel og skuespillerne Morgan Freeman, Shia LaBeouf, Matthew McConaughey og Julia Roberts.

"Fast Times at Ridgemont High" blev et stort hit i 1982 og var med til at gøre Sean Penn til en stor stjerne. I filmen spillede han en munter surfer med hang til hash.

Skuespillerne vil angiveligt ikke øve sig på forhånd, således at der bliver plads til improvisation og overraskelser.

Oprindeligt var det meningen, at showet skulle løbe af stablen online i fredags, men tekniske problemer udskød showet på ubestemt tid. Man kan følge projektets status på Facebook her.

Kommentarer

Brad Pitt og Jennifer Aniston genforenes på unikt projekt

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen